Jomfruens slør

Jack Graves III The Veiled Virgin Icon

*

Purity is to live only to the Highest; and the Highest is All; be thou as Artemis to Pan. Read thou in the Book of the Law, and break through the veil of the Virgin.
– The Book of Thoth

I am the Magician and the Exorcist. I am the axle of the wheel, and the cube in the circle. “Come unto me” is a foolish word: for it is I that go.
– Liber AL vel Legis II: 7

*

Blandt Dyrekredsens tolv tegn er der, ved første øjekast, vel næppe nogen indbygger, der bærer et så kedsommeligt, intetsigende og uappetitligt navn som sommerens sidste. Jomfru – hvem i alverden ønsker sig dog at være sådan én?

Som landet ligger, og sproget lyder, har ordet ‘jomfru’ i dag fået en mærkbar smag af kønsløshed, umodenhed og hæmninger. Også for den, der godt kan høre, at der i ordets oprindelse betydning egentlig blot er tale om betegnelsen for en ung kvinde – eine Jungfrau, som den sydlige nabo siger -er jomfruens figur temmelig tungt belæsset af en nu døende tidsalders stivnede symbolik.

Vi aner hendes omrids for det indre øje: En kvinde i sit tidligste forår, lydigt, lykkeligt knælende foran en himmelsk budbringer; drægtig, opfyldt, forløst som tjenerinde, ved Herrens mellemkomst alene, aldrig berørt af mænd – så vidt de fromme sjæle véd fra deres bog. Maria – Jomfruen over dem alle. Eller hvad?

*

*

Det siges med rette, at viden er magt – så lad os forholde os til, hvad vi véd: Astrologien er ældre, væsentligt ældre, end Bibelen. At nedskrive Dyrekredsens tegn til deres repræsentationer i de kristnes helligskrift kan ikke kaldes tilrådeligt, hvis altså man ønsker at forstå dem – både som det, de var, før denne religions overtagelse af Europas hellige rum, og som dét, de igen kan blive, nu hvor de af os, der vil det, faktisk besidder muligheden for at tænke & erfare frit.

Altså – hermed en ligefrem tilkendegivelse af den afgørende påstand: Det er ikke – vi gentager: det er ikke – Dyrekredsens sjette tegn, der henviser til Nazaræerens moder, men derimod hendes såkaldt ubesmittede skikkelse, der på samme tid både udpeger og indespærrer Jomfruens figur og dermed står foran de søgende som et slør, der kun kan gennemtrænges af den slags sammensatte sjæle, som – i samme viljefast glidende bevægelse – både fornemmer storheden i billedet af den renfærdigt modtagende kvindesjæl og af egen blussende drift erkender, at denne underdanighed ikke kan være hele svaret.

*

Raffaelle Monti: ‘La Donna Velata’

*

Og hvad gør man mon så? Hvor går man hen, hvis man vil se & sanse ansigtet bag Jomfruens slør? Spørgsmålet er, naturligvis, delvist retorisk, for gådens indledende åbning giver jo sådan nogenlunde sig selv; man går, så vidt det nu er muligt, selvfølgelig, tilbage – tilbage til de endnu blussende billedverdener, hvori den vestlige astrologi i sin tid fandt sin form.

*

Et oplagt og temmelig tilgængeligt sted at lede er i Grækenland, hvor ikke blot astrologien, men også så meget andet af dét, som vi her i Europa kalder godt, først lå i vuggen og spirede frem som fælles fortælling.

Jomfruer – blandt Grækenlands Gudinder finder vi adskillige af dem og aner i deres liv & færden et væsentligt anderledes pulsslag end Marias.

Hvor det jomfruelige i hendes tilfælde henviser til en særlig mangel på kropslig erfaring, samles interessen i den græske mytologi om et ganske andet kendetegn ved de kvindeskikkelser, der kaldes jomfruer, nemlig dette at de er ugifte, altså, mere vidtrækkende udtrykt, at de ikke har lovet sig til nogen mand og hverken kan eller vil besiddes af én.

*

*

Den mest velkendte af disse jomfruelige eksistenser er vel nok hende, der hos grækerne kalder sig Artemis, og blandt romerne sidenhen lod sig benævne Diana.

Begge steder æres hun som vilddyrenes veninde – en kvindemagt, der færdes frit & sikkert mellem dét, som mange mennesker kalder bæster. I alt, hvad der fortælles om denne lykkeligt stridbare dronning, peges der helligt bævende ind mod samme sag, nemlig at hun forbliver den, hun er, aldeles uafhængigt af det almindelige mandlige bliks begær – og at den, der krydser hendes grænse, vil miste endnu mere end sin ære.

Således finder vi, blandt andet, historien om den dumdristigt omstrejfende jæger Aktæon, som ved et såkaldt uheld kom til at glo på hendes nøgne højhed, mens hun i selskab med sit følgeskab af nymfer vaskede sig i skovens vand.

Som straf for overtrædelsen forvandlede Gudinden manden til en hjort og opmuntrede hans egne hunde til at flænse dette dyr, de førhen havde kendt og adlydt som en herre.

Altså – en jæger, fastholdt og standset i sin drift, forvandlet til den jagede og sønderflået af sit eget fattigt besidderiske begær. Skønhedens sejr i gengældelsens glæde.

Denne Gudinde angår os.

*

*

En anden klassisk jomfruskikkelse er grækernes Hestia og romernes Vesta. I sand selvsikkerheds gode vished om sit eget værd & væsen afslog denne kvindemagt de ivrige tilbud om ægteskab, ikke blot fra alverdens vanlige bejlere, men med selve himmelhvælvingens ydre Herre, Uranus, og oceanernes vidtfavnende Fader, Poseidon. I stedet valgte hun, ud af sin egen lyst & længsel, hvervet som flammens vogterinde; ildstedets urørligt livgivende Frue – i templet og i hjemmet.

Til hendes ære fandtes der i Rom et særligt præstindeskab, Vestalinderne, som levede radikalt afsondrede fra det omgivende samfund, og havde som deres gode gerning at tilse og hylde den fælles ild.

Ifølge overleveringen havde denne dyrkelse af grundkraften både et praktisk og et ekstatisk element – hvoraf ingen af dem ville have kunnet stå alene. At værne om livets varme var og er, dengang som nu, både en højst konkret opgave, hvor der med omtanke må handles ud fra materielle hensyn, og et spørgsmål om henrykkelsens hellige hengivenhed.

Altså fortælles det, at der blandt Vestalinderne både blev renset duelige kroppe, storvasket kridhvide kjoler, pudset skinnende lamper, forarbejdet langtidsbrændende væger, raffineret kostbar olie, danset om blussende altre og – måske endda – kærtegnet kyndigt udvalgte slanger, alt sammen med samme ivrighed.

Dér har vi hende – Jomfruen, som hun er: Et flittigt, fyrigt sind, som véd, at Jordens arbejde altid er forudsætningen for indvielsen erfaring i ankomsten af Himlens ild.

*

Princess of Wands

*

Dermed bevæger vi os fremad – og foretager endnu et nedslag på vejen mod os selv: I senmiddelalderens Europa opstod Tarottens kort som et senfødt, og genfødt, barn af oldtidens visdom; et gådedrægtigt symbolsprog, der hverken skjuler eller afslører dét, som der peges på, men gerne giver tegn til dem, der er så nysgerrige, at de tør spørge.

Man udtrykker det ofte sådan, at Tarotten i sig sammenføjer de fire hoveddiscipliner i Europas skjulte tradition, nemlig den sjælelige alkymi, den kabbalistiske talmystik, den ceremonielle magi og endelig – selvfølgelig – den skæbnekærlige astrologi.

Vores hovedsag er – lige nu – dette: Tarottens grundstruktur er astrologisk. Dens billedverden er, basalt betragtet, en udlægning af astrologiens Univers – som det kan skues i sjæles væsenstegninger og udleves gennem årets gang.

Dette mønster viser sig blandt andet i, at der til hvert af Dyrekredsens tegn er knyttet en særlig nøgle, som siges at udpege og fremkalde deres essens.

*

Atu IX: The Hermit

*

For Jomfruens vedkommende drejer det sig om det kort, der kaldes Eneboeren. På kortet ses en ensomt vandrende, kappeklædt, lampebærende skikkelse. Astrologisk betragtet er meningen med denne figur at pege på dén vanskeligt begribelige gudemagt, som hos grækerne kalder sig Hermes og blandt romerne Merkur. At Hermes-Merkur i Tarotten fremtræder som Jomfruens grundkort er et direkte udslag af, at han i den klassiske astrologi kendes som hendes hersker – altså, ganske enkelt, at han er den magtfaktor, der siges klarest at præge dette tegn, ligesom alle de andre tegn også har en planet – altså en Gud eller Gudinde, der står som deres herskende himmellegeme.

Og hvad er der så at sige om ham? Ja, det allervigtigste, der kan og skal siges om Merkur, er, at han i den klassiske mytologi kendes som Gudernes sendebud og flittigt viser sig som en vejvant rejsende imellem flere verdener, der både holder af at bringe bud fra oven og at føre mærkede sjæle nedad. Derved fremstår han som en grænsegænger – en stærkt foranderlig, tvekønnet og tilpasningsdygtig, skikkelse, hvis fremmeste gerning er at bringe sindene i bevægelse, så noget nyt kan ske.

Nu møder vi denne grænseoverskridende figur som Jomfruens hovednøgle. Og hvad skal vi så stille op med det? Hvor fører disse oplysninger os hen? De fører os, i samme glidende bevægelse, tilbage mod begyndelsen og ind mod gådens ansigt: Hvad skjuler sig bag Jomfruens slør?

Tillad en sammenfatning: Jomfruens tegn handler om renhed, orden og foretagsomhed – nemlig om evnen og viljen til at rense, ordne og flittigt forberede den enkelte som en jordbund for det helliges fremvækst i Verden – altså at forædle og forvandle den udkårne, så der i dette menneske skabes mulighed for at modtage budbringerens livgivende befrugtning.

*

Atu I: The Magician

*

Måske mindes vi her Maria? Måske bringes det indre blik til pludselig og uønsket gensyn med dette dydigt ventende, lydigt knælende, kyske kvindeliv. Hvad skal vi her? Havde vi ikke afvist hende som en forældet, utilstrækkelig figur? Hvad er mon meningen?

Meningen er, i al sin ambitiøse enkelhed, at bearbejde og oprejse en symbolsk figur, hvis gyldighed for længe har været fæstnet, hæmmet og fornedret i døde tiders ængstelige underkastelse.

Så lyt: Billedet af budbringeren, der stræbsomt og skyndsomt, trænger kappeklædt gennem natten for at omfavne og opfylde den sjæl, der er jomfrueligt beredt, er ikke blot en kristelig renhedsfantasi. Det er, hvis altså fyldigheden i figurerne forstås, en ægtefødt afbildning af forholdet imellem mennesker og Magter.

Forskydningen er væsentlig: Marias budbringer var, i hvert fald ifølge den almindeligt udbredte overlevering, en lydigt uselvstændig udsending fra den fjerne fader. Hans opgave var at fortælle støvets dydige kvinde om den himmelske søn, som hun var udset til at bære ved selv at synke dybt i knæ som Herrens viljeløse tjenerinde. Altså: Både engel og kvinde fremstår som almene, blodfattige mønstre, hvis tjenstivrige adfærd anbefales til kollektiv efterfølgelse.

Med den sande Jomfru og hendes sendebud forholder det sig anderledes. De er konkrete. Hun er sig selv. Englen er hendes egen – og modtages med fryd.

*

Caravaggio: Maddalena in estasi

*

Derfor er det åndelige barn, der undfanges i brystet som favntagets frugt, ikke en himmelfaders enbårne afkom, i hvis navn alle knæ tilsidst skal bøje sig, men derimod et enkelt menneskes lystfyldte og strengt personlige opklaring af den fælles gåde: Hvem er jeg, og hvad skal jeg her?

For den, der længes efter denne fremblussen af vished bliver det eneste virkeligt afgørende åndelige spørgsmål derfor dette: Hvad gør jeg, her & nu, for at tiltrække og favne denne natligt omstrejfende eneboer, så jeg en skønne dag kan føde mig selv som den, jeg er?

Her har vi, vitterligt, Jomfruens vilkår og velsignelse – fremmanet som mytisk motiv og magisk metode: At gøre alt, hvad der kræves for at hidkalde budbringerens befrugtning – altså at rense og at smykke sig som Englens brud, velvidende at ingen, absolut ingen, mennesker er ens, og at deres åndelige modstykker derfor heller ikke er det.

Der findes ingen almene anvisninger. Jomfruens renhedspåbud er ikke en offentlig moralforskrift om opfyldelse af eller afståelse fra bestemte adfærdsnormer. Stierne er – og må nødvendigvis være – uoverskueligt forskellige. Det samme gælder midlerne: Den enes nektar er vitterligt den andens gift – den enes gift, den andens nektar.

Kun ét er fælles, på tværs af alle forskelle: Alt dét, der hæmmer det egentlige væsens fremvækst, må skæres viljefast bort og vaskes flittigt væk. Brudgommen har kun ét eneste ønske: At møde, elske og opfylde os som dem og dét, vi egentlig er – bag sløret.

* * *

Tillad mig, som det allersidste, i denne sluttede kreds, at røbe en ærbar kvindes dyreste hemmelighed: Om skovens frie Jægerinde hviskes det blandt de særligt indviede, at der faktisk er ét eneste mandligt væsen, som hun med glæde lader sig komme nær, nemlig den alt-avlende, alt-ædende skikkelse , som i den græske billedverden kaldes Pan og tiljubles som selve grokraftens gavmildt forslugne, dunkelgrønne Gud. Den oplysning er afgørende.

Sandelig, sandelig siger jeg her: Renhed er alene at leve for det højeste, og det højeste er helheden. Her har vi hengivenhedens glade budskab til den nye tid: At være som Artemis over for Pan, fanatisk hengiven til denne højst konkrete eneste ene, som i sig rummer alt – og lystfyldt længes efter at gennembryde Jomfruens slør.

Salige er de velvillige.
For de kan leve skamløst.

*

Johfra Bosschart: Virgo – The Zodiac Series

*

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *