Gyldne tårer

Gustav Klimts ‘Goldene Tränen’, wow! 

Det siges om den prægtigste af Asynjerne, at hun græder over den forsvundne ægtemand, Od – et fyrigt, vindblæst digtersind, der fór vild i andre verdener og aldrig genfandt vejen hjem fra sine udflyvninger. En crazy diamond, der egnede sig til eventyr, men rakte ud efter hemmeligheden for tidligt og derfor aldrig lykkedes med at få rodfæstet det erfarede. 

Altså græder Ods kvinde – og kaldes med rette den grådfagre Gudinde. 

For hendes tårer er smukke. Hun græder – som Klimt så tydeligt fremviser – anderledes end de fleste. Gråden er gylden. 

For sorgen er en væske. Den kan forædles ad sære, indre kanaler. I hende er de vidt åbne. 

Det er et stærkt og sandfærdigt billede. For sådan er det jo faktisk: Skæbneslag kan være svangre med andet og mere end ulykke; forvandlinger kan spire frem – og gennembryde overfladen. 

Det forudsætter villigheden til at drikke; modet til indoptage alt det virkelige i sig – og lade sig føre nedad. 

Også sådan kendes Freja – som kvinden med mjøden; de faldnes Frue, der skænker ud af sit eget til dem, hun kalder sine. 

Hun leder efter dem, der minder om ham og hende. Dem drager hun til sig og udstikker – kærligt – sin opfordring: Vælg den vanskelige vej – bliv dig selv, glæd dig i mig. På sine rejser kalder hun sig ved mange navne og viser sig i flere skikkelser. Sådan giver hun tegn – uden hverken at afsløre eller skjule sit forehavende. Sikkert er det, at hun altid stråler. Kødet blusser uden ophør, hun flyder uophørligt over.

Sådan forenes modsætningerne – vand og ild, tilsammen guld. Det angår os.

Så vidt nogle spredte antydninger – til skriftlig indramning af dét, der vist skal vise sig at blive en varig kærlighedshistorie med Nordens Frue.

En dag kommer der en bog om hende. Jeg véd ikke, hvornår. Der er så meget at opdage, erfare og forstå.

Glædelig sensommer, og god tur ned i mørket. Det kommer snart.
Inden da bliver bladene røde. Læg mærke til det – de ligner hende: