Freja – Nordens Frue

Johan Egerkrans, fra ‘Nordiske guder’, s. 56, Alvilda 2017

Danmark siges at være et kristent land – og danskerne kaldes (af nogle) et kristent folk. Ikke desto mindre har vi en nationalsang, hvori den eneste gudemagt, der nævnes er – ja, netop – en Gudinde. Vi kender linjerne: 

Det bugter sig i Bakke, Dal,
Det hedder gamle Danmark,
Og det er Frejas Sal.

Frejas sal, sådan besynger vi ved højtidelige lejligheder det dal- og bakkefyldte ørige. Vores land er den strålende Gudindes sal. Det lyder smukt, og jeg tror sandt. 

Jeg tror, vi synger sådan, fordi mindet om hende lever – fordi hun som Nordens frie Frue var og igen kan blive vores vigtigste Gudinde.

De fleste har hørt om visse af hendes grundpræg. Hun kaldes kærlighedsgudinde – for det er velkendt, at hendes virksomhed får kødet til at blusse, så kønnene drives mod hinanden. Hvad véd vi ellers? Enhver, der har lyttet med nogenlunde nysgerrige ører til forfædrenes fortællinger, véd, at hun er sin egen; et stolt og fyrigt kvindeliv, der utvunget udlever sin kraft og aldrig kan bemestres – hverken af jætter eller mænd. Døren til hendes sengekammer siges at være kyndigt låst fra indersiden. Den kan kun åbnes af Gudinden – og hvad der foregår bag den er hendes sag

Kort fortalt: Freja kan ikke bindes; hun kaldes med rette herskerinde:

Johan Egerkrans, fra ‘Nordiske guder’, s. 61 

Og dermed er vi på vej ned mod nogle af de lag i Fruens væsen, som ikke helt så ofte omtales: Halvdelen af de faldne tilhører hende – for hun elsker at have krigere omkring sig.

Altså er hun væsentlig for mænd, der lever for at kæmpe – og kæmper for at leve. Ja, det fortælles ligefrem, at hun er den gudemagt, som unge mænd bør være nærmest til at anråbe. Det giver mening: Kødets liv og kampens kald er ikke uforbundne erfaringsområder – i hende sammenholdes de med rette som organisk enhed.

Alt dette indebærer, at bekendtskabet med Freja aldrig er ufarligt. Hun har for vane i samme bevægelse at fornedre og ophøje dem, der lukkes ind; at blødgøre og åbne dem med vold – så de kan føde sig selv. 

Vil du vide mere? 

At læse videre betyder ja.

Så lad mig røbe endnu en enkelt, afgørende detalje om den ubændige Gudinde – eller rettere, lad mig antyde selve hovedsagen: Hun er Nordens øverste heks. På gammelnordisk kaldes den slags kvindelige særsyn en vølve – og jeg sværger: Freja er en voldsom vølve

Det var hende, der – da hun dengang for længe, længe siden kom til Asgård – lærte Aserne troldomskunst. Førhen kendte de kun til højderne og overfladen. Hun indviede dem i dybets kraft – og rædsel. 

Uden hende var Odin aldrig blevet Odin. Fra sit bæger skænkede hun ham den gyldne drik – af egen drift og med sit eget formål førte hun ham ind i hemmelighedstilstanden:

Véd vi nu nok, eller hvad?

Nej, det gør vi – ved alle hellige Magter – da ikke. Der er mere, meget  mere, at fortælle, erfare og forstå. Fruens væsen er omfattende. Altid både krævende og givende. Altid ildrigt blussende og kraftfyldt flydende.

Fortsættelse følger – til rette tid.

___

PS: Som anført stammer de her anvendte billeder af Hendes Højhed fra Johan Egerkrans’ bog Nordiske guder. Den kan jeg varmt anbefale, både for de kortfattede introduktioner og for de fine illustrationer, der – så vidt jeg har erfaret – både kan vække børn og voksnes fantasi.