Så vores Verden bliver smuk og frodig – vielsestale

Ved Håkon Brokholm og Carina Steensen Brokholms håndfæstning, 13. juli 2019

Som et eksempel på, hvordan den slags kan gøres, følger her – efter aftale med ægteparret – den tale, jeg holdt for dem som del af vielsesritualet. Måske andre kan have gavn og glæde af den:

Kære Håkon og Carina, nu er vi dér, hvor vi skal være – altså, lige netop her, hvor I foran Magter og mennesker vil bekræfte den afgørelse for jeres videre liv, som I allerede har truffet. 

Allerede truffet – ja, det har I jo; I har, som alle her forsamlede véd – mildt sagt ikke valgt hinanden igår. I kender allerede til, hvad det vil sige at have valgt sine bånd – at have besluttet sig for at blive sig selv i samarbejde med et andet menneske. 

Kort sagt: Alt dette er nøjagtig, som det skal være – og min opgave er så enkel, som den kunne være. Jeg skal med min mund fremhæve, hvad vi alle allerede véd; altså bekræfte, at dette her – at jeres forening – er en hellig begivenhed, som er noget så eftertrykkeligt værd at fejre. 

I og jeg kom i forbindelse med hinanden ved et – såkaldt – tilfælde; den gydje, altså nordisk-hedenske præstinde, der egentlig skulle have forestået denne håndfæstning, denne indvielse til ægteskabet, blev forhindret, og jeg foreslog mig selv. 

Vi talte først sammen i telefon og fandt ud af, at vi – så vidt vi kunne fornemme – forstod hinanden. Så vi mødtes og talte om tingene. Vi talte om, hvad ægteskabet er – det behøvede jeg ikke at belære jer om, for I har levet lige så længe sammen, som jeg har med min hustru -; vi talte om, hvad det er for noget, det her med at vælge en nordisk vielse frem for en kristen, altså hvad Nordens egen religion egentlig er for noget; og vi talte – heldigvis også – om jeres fælles historie; om hvordan I indtil videre sammen er blevet dem, I er. 

Jeg vil sige en smule om alle tre ting – det sidste først, og det første sidst. 

Altså, jer to, Håkon og Carina, I har, som I fortalte mig, kendt hinanden siden en – allerede sagnomspunden – 1. maj, hvor manden til rette tid spurgte en fælles bekendt, om hun mon havde medbragt egnede, enlige veninder, og kvinden viste sig netop at være sådan én. 

Eller som vi jyder så enkelt kan udtrykke det: “Så var det som om, der var en eller anden tiltrækning”. 

Og så gik det, som den slags jo lykkeligvis gerne går: Damen blev af en kløgtig Kirsten Giftekniv afkrævet det løfte ikke at drage hjemad, før hun havde kysset herren. 

Siden mødtes de to en vigtig dag – ved vandet, hvor der, som bekendt, er ganske godt udsyn til evigheden, og oplevede sammen endnu et meningsfuldt til-fælde, altså noget der, så at sige, faldt ned til dem: I sandet fandt han – seriøst – en sølvring og fik så på sin egen charmerende, rygvendte måde, stillet hende sit spørgsmål: Skal vi være kærester.

Det blev – allerede dengang – er ja. Og det ‘ja’ har de så sidenhen levet på og af og gjort, hvad de kunne for at være dét, som en kvinde og en mand skal være for hinanden. I sagde det selv på en måde, som jeg ikke behøver at forskønne, for den er så smuk, som den slags kan være: Håkon har været en klippe for sin kvinde, og Carina har gjort sin mand til et bedre menneske, end han hidtil havde været – fortalte I mig.

Altså: I har gjort, hvad I kunne, og I gør, hvad I kan, for at udføre opgaven – I har hjulpet hinanden med hver især at blive jer selv; at leve med glæde og værdighed i denne sære Verden, som ikke altid er noget enkelt sted at være. I er – tør jeg godt sige – blevet smedede sammen gennem et liv med både vækst og smerte. 

Derfor har jeg ikke så meget at belære jer om. I véd, hvad det her er: I forstår, at kønnenes sammenføjning er den hellige jordbund, som selve livet hviler på. Mænd og kvinder i al almindelighed trænger til hinanden – og det er vældig godt at støde på den rette. 

Nu er vi sammen om at bekræfte det – og I har valgt, at den bekræftelse skal finde sted herude i det åbne i en åndelig ramme, som er passende for dem, I er – og dermed for jeres egne fornemmelser for de højere magter

De højere Magter, sært nok og sigende nok, findes det udtryk fortsat som en almindelig del af dagligsproget her i et land, der efter sigende i 1000 år kun har tilbedt en enkelt gud. Jeg tror, udtrykket har overlevet, fordi nordiske menneskers fornemmelser for deres egne Guder og Gudinder aldrig døde, men blot levede og bevægede sig i skyggerne som billeder, der nægtede at blive udslettede.  

Vores Guder og Gudinder er ikke døde. De er lyslevende til stede, her og nu – det er mit udgangspunkt som taler. Så lad mig sige lidt om nogle af dem –  og om, hvad de har at gøre med dét, som vi her har gang i. 

Vi har idag hidkaldt fire Gudemagter, som giver kan give mening for dette ægteskab: ægteparret Thor og Sif, og søskendeparret Frej og Freja. 

Thor og Sif er naturlige at nævne først, for de har visse grundlæggende træk til fælles med vores hovedpersoner – det er, vil jeg sige jer, nemlig noget af det, der er så oplysende ved Nordens Guder og Gudinder: de minder os om os selv, både som forbilleder og spejlbilleder. 

Altså Thor og Sif, den stærke mand og den kloge kvinde – den faste klippe og den mildt vejledende indsigt: To sjæle og kroppe, der ikke ville kunne lykkes i livet uden den anden; han hjælper hende med at værne sig mod de væsener, der vil suge livet og lyset ud af hende, og hun lærer ham at lytte efter den indre stemme, som fortæller os, at livet kan og bør blive større og dybere, end han først havde troet. Kraft og glæde – det giver de hinanden, fordi de ikke kan lade være med at give sig selv til den anden. 

Ja, det lyder højtideligt – og det er højtideligt. Vi bør netop omfavne det højtidelige udgangspunkt og fejre, at der både findes kvinder og mænd – og at de har inderligt brug for hinanden for at blive til sig selv. 

Den erfaring – at kvinder og mænd ikke er ens og netop derfor ligeberettigede i deres forskellighed – løber som selve den blodrøde tråd igennem Nordens fortællinger om Magter og mennesker. For det guddommelige og det menneskelige er ikke adskilt. De højere magter minder om os, og vi minder om dem. Der findes mænd og kvinder – så naturligvis findes der både Guder og Gudinder. 

Denne erkendelse af begge køns deltagelse i det guddommelige mysterie, tror jeg, er det rette grundlag, når kvinder og mænd vælger at blive bundet sammen. Derfor holder vi i dag en nordisk vielse. 

Det andet guddommelige par – søskendeparret – er to af Nordens bedste billeder på selve kraften i alt det, der vågner med lyst og spirer livfuldt frem – både i Jorden og i kødet.

For vores forfædre vidste, at både Jorden og kødet er helligt. De forstod, at markens vækst og kødets liv er to sider af samme gode sag. Når mænd og kvinder forenes er de dele af naturens liv – dele af Verdens vækst. Freja holder af kærlighedssange, siger man; hun vækker den vilde drift i kroppen – så livet kan blusse op og leve uhindret. Og hendes broder, Frej, han bruger sit køn og sine kræfter til at gøre Jorden våd; han fylder den med sig selv, så alt det grønne kan gro – så vores Verden bliver smuk og frodig.

Det er – kan jeg røbe – sådan set dét, det hele handler om: at bidrage til, at vores Verden bliver smuk og frodig. Det vil I to gerne gøre sammen – og jeg har tiltro til, at det vil gå godt. 

Undervejs i vores vielsessamtale talte vi om det åndelige, og én af jer udtrykte jeres fælles ståsted på en måde, som jeg er god at slutte ved, for den er så ærke-nordisk – og sandfærdigt – som noget kan være: I sagde nemlig, at I havde en fornemmelse af, at der her i Verden findes “en eller anden åndelighed” – og at den åndelighed ikke er en modsætning til, men en del af selve naturen. Min opgave i dag har været at bekræfte jer i den fornemmelse – at sige det så klart, som jeg kunne, at ånd og natur er to sider af samme gode sag, og at det netop er dét, vi fejrer i dag.  

Dermed har jeg sagt, hvad jeg lige nu ville sige, og tiden er kommet til, at I skal tale, inden I som ægtemand og hustru vil række hinanden ringene og både besegle alt det gode, der allerede er sket, og jeres vilje for dét, der kommer. 

Af hjertet til lykke med sammenføjningen!