Nietzsches kæreste tanke og heksebaronessens hemmelighed – et foredrag om skæbnekærlighed


Onsdag den 26. juni holdt jeg foredrag på Silkeborg Højskoles ugekursus Én på Eksistensen – livsmod og dødsdrift. Foredraget var skrevet til lejligheden, men har et så alment sigte, at jeg forestiller mig, at der kunne være nogle derude, som vil kunne have gavn og glæde af at læse det. Altså får I det her:

_______________________________________________________________

Lad mig som det første fastslå det helt oplagte, nemlig at dobbeltheden livsmod og dødsdrift er et kontrastharmonisk erfaringsområde, som har min allerstørste interesse – og at det således glæder mig overordentlig meget, at jeg nu skal tale om det.

Mit udgangspunkt som taler er den lidenskabelige røversjæls sult efter alt, hvad der kan gavne det centrale anliggende, nemlig at føre krig mod den åndelige søvn og pege på muligheden af et vågent menneskeliv. Eller sagt på en anden måde: Jeg er – akademisk set – ikke ekspert i noget som helst, men temmelig godt inde i mangt og meget og – i al almindelighed – personligt antændt af de emner, som jeg lader munden løbe om. Dét, tror jeg, er et godt grundlag for at tale i en livsnært højloftet sammenhæng som denne. Altså takker jeg for indbydelsen.

Jeg har i det følgende valgt at gå til vores emne ved at undersøge et grundmotiv hos to af mine gamle – og nyligt foryngede – heltefigurer; nemlig en udenlandsk enspænder og en hjemlig adelsdame, som midt i deres åbenlyse forskelligheder mindede kraftigt – og kraftfuldt – om hinanden i deres kærlighedsforhold til det fænomen, som vi – når vi tør tale højstemt og ligefremt – kalder skæbnen.Den første af de to er, som titlen på mit foredrag angiver, den kontinentaleuropæiske, tysksprogede, men efter egen opfattelse ikke just tyske, fritænker Friedrich Nietzsche.

Den anden er, som nævnt, en mere hjemlig, men ikke mindre aristokratisk natur, nemlig – som jeg håber en del af jer allerede havde forstået – hendes fortælleglade højhed fru månepræstinde og storvildtsjægerinde Karen Blixen.

De to var fælles om mangt og meget, først og fremmest om den sære og – siger jeg – hellige forening af livsmod og dødsdrift, der fødes i de mennesker, som elsker deres skæbne så (k)ærligt, at de tager velvilligt imod alt, hvad denne verden læsser ud over dem og ligefrem opsøger modstand og lidelse for at få fremkaldt deres væsen.

Så vidt de indledende bemærkninger om rejsens destination.

Vi begynder i Tyskland, nærmere bestemt i den umiddelbare nærhed af den stolte Hansestadt Leipzig i det Herrens år 1844, hvor et bemærkelsesværdigt menneskedyr kom til Verden – en følsom præstesøn, hvis livsbane skulle blive anderledes end forventet.

Jeg tillader mig at antage et vist forhåndskendskab, for til hans navn knytter sig erindringen om noget frygteligt, om en fælleseuropæisk rystelse – en skæbnebegivenhed i vores fælles fortælling: I 1870’erne og særligt 1880’erne, da han for alvor vendte den etablerede dannelse ryggen og fandt sig tilrette som vandrende filosof i Syden, detoneredes i ham – og fra ham – den ene åndelige sprængladning efter den anden. Mange har hørt om hans forkyndelse af den kristne Guds død og dermed forbundne krigserklæring imod kristendommens rådne efterladenskaber – medlidenhedsmoralen, verdensfordoblingens falskmøntneri, det korrupte og menneskelige alt for menneskelige hykleri, der så skamløst udfoldes, når opsminkede meningsmennesker – og præstevæsener – med deres selvgode formaninger påstår at handle til fællesskabets gavn, men egentlig blot udlever deres egen, blodfattige og forstyrrede drift mod herredømme.

Det kan – som alt, hvad der er vigtigt – både udtrykkes langlemmet og kortfattet. Her vælger vi – altså jeg – den kortfattede variant, for vi vil gerne ned til hovedsagen. Altså fastholder vi blot det helt enkle: At Friedrich Nietzsche vendte ret så meget af den vedtagne ‘visdom’ på hovedet og gjorde sit ypperste for at knuse Sinais tavler og demaskere den kristne kirke – altså, at befri Europas udødelige Ånd fra det greb, hvori den jødisk-kristne metafysik havde lænket og fornedret hende.

Alt det kan man – i sagens natur – mene mangt og meget om. Min opgave her er – har jeg selv bestemt – ikke at værdibestemme Nietzsches samlede anliggende, men at skære ind til benet og suge marven ud af dét, jeg forstår som hans hjerteregion. Vi begynder ved selvbiografien Ecce homo, hvis titel betyder Se dette menneske og er – som tysken siger – eine Anspielung, en anspilning, en åbenlys hentydning til den romerske statholder Pilatus’ ord, da han fremviste den tornekronede Nazaræer for de blodlystne jøder: Se dette menneske, han var i sandhed Guds søn!

Med dette kække titelvalg indtog Nietzsche Frelserens plads og iscenesatte sin egen individualitet som selve Anti-Krist; som den efterkristne Verdens profet – manden, der må dø for at videregive sin nye lære, så andre kan leve.

Eller anderledes udtrykt: Med udpegningen af sig selv som Kristi modstykke jævnførte Nietzsche sig selv med en anden guddom, en gammel Gud, som – således Nietzsches erfaring – nu var blevet ung igen.

Han kaldte ham – og dermed sig selv – for Dionysos, altså grækernes Gud for vinen, rusen og ekstasen; deres kropsliggørelse af den ubundne vellyst ved alt det virkelige – med alt, hvad dette indebærer: På samme tid glæden ved at være en del af alt det, der svulmer og alt det, der slagtes.

For sådan er de gamles fortælling om Dionysos’ liv i verden: En Gud til hvis ære, livet både steg mod højderne og slyngedes mod dybet – en Gud, der i sit eget kød både kendte til livets mod og dødens drift. I ham fandt Nietzsche tidligt sit ideal – og til sidst sin fuldstændige identifikation – hovedfiguren i den selvprøvede opfordring og udfordring, der lyder: “sich selbst wie ein Fatum nehmen”, at tage sig selv som en skæbne – som det lyder i kapitlet med den vidunderligt selvsikre titel Warum ich so weise bin, Hvorfor jeg er så vis.

I det efterfølgende kapitel, som bærer endnu en selv-veltilpas titel, nemlig, Warum ich so klug bin, Hvorfor jeg er så klog udtrykkes det i værdidommens form – og mytologiens sprog:

Ich schätze den Werth von Menschen, von Rassen darnach ab, wie nothwendig sie den Gott nicht abgetrennt vom Satyr zu verstehen wissen. (s. 286).

Jeg fastsætter værdien af mennesker, af racer, efter med hvor stor nødvendighed de forstår ikke at holde Guden adskilt fra Satyren.

Satyren – det er grækernes navn for skovens uforudsigeligt virkelystne fabelvæsen; kraftdyret, hvis vilje og drift er dets egen. Altså netop Dionysos. Visse verdensfremmede religioner og fortænkte filosofier foretrækker at udspalte ham fra den tilbedte guddom og gør ham dermed til et modprincip – en listigt ondskabsfuld modstander og slange i Fadergudens ellers så velordnede Verden. Som andre veloplyste vismænd véd Nietzsche, at de to er ét og bedømmer derfor alt og alle udfra evnen til at fastholde enheden.

Og dermed er vi ved at nå ind til kernen – nemlig udformningen af en levelære til de lyttende. I samme kapitel som satyr-stykket står i, altså Warum ich so klug bin, leverer Nietzsche som sin delafslutning en programmatisk udmøntning af den dionysiske doktrin. Den lyder sådan her – og I får det på begge sprog, for det ville være synd og skam at snyde de tyskkyndige for mandens egen stil:

Ich empöre durch mein blosses Dasein Alles, was schlechtes Blut im Leibe hat …. Meine Formel für die Grösse am Menschen ist amor fati; dass man Nichts anders haben will, vorwärts nicht, rückwärts nicht, in alle Ewigkeit nicht. Das Nothwendige nicht bloss ertragen, noch weniger verhehlen – aller Idealismus ist Verlogenheit vor dem Nothwendigen -, sondern lieben. (s. 297)

Og på nordgermansk:

Ved min blotte eksistens forarger jeg alt, hvad der har dårligt blod i kroppen … Min formel for storheden ved mennesket er amor fati: at man ikke vil have noget anderledes, ikke fremad, ikke bagved, ikke i al evighed. Ikke blot at tåle det nødvendige, endnu mindre at fortie det – al idealisme er forløjethed over for det nødvendige -, men at elske det.

At elske det nødvendige – på latin amor fati. Det betyder, som nogle af jer allerede véd og andre nu aldrig må glemme: kærlighed til skæbnen. Eller – med et af den slags sammensatte navneord, som alle germanske sprog er leveringsdygtige i: altså – det allerede anvendte: skæbnekærlighed.

Darum geht es; for Nietzsche er det dét, det hele drejer sig om – og dermed det vibrationspunkt, hvorudfra alt andet bedømmes.

Dette punkt var han – selvfølgelig – ikke kommet gratis til. Hans livsomstændigheder var ikke hyggelige. Han kom – ordsprogsagtigt udtrykt – ikke sovende til sin skæbne. For – kan jeg oplyse jer – det gør man aldrig. En mands skæbne er som en ventende valkyrie i bjergets indre, en sovende prinsesse bag tjørnehækken – det kræver mod at komme ind til hende; hun må vækkes, før hun fatter kærlighed til helten og begynder at føre ham frem mod og ned til sin bestemmelse. Det er en gammel erfaring – en højrød tråd i denne underligt brogede verdens mange visdomstraditioner.

For Nietzsches vedkommende var sagen sikker: Han vidste, at visdommen er en kvinde. Et sted i begyndelsen af det lyrisk-profetiske hovedværk Also sprach Zarathustra, Således talte Zarathustra, hvor han anvender figuren Zarathustra som sit mundstykke, udtrykkes den indsigt i muntert trodsig, sandhedskærlig kortform:

Mutig, unbekümmert, spöttisch, gewalttätig – so will uns die Weisheit: sie ist ein Weib und liebt immer nur einen Kriegsmann.

Modige, ubekymrede, spotske, voldsberedte – sådan vil visdommen have os: hun er en kvinde og elsker altid kun en krigsmand.

Og hvad er så en kriger? En kriger, en ægte kriger, er den sjældne livsform, der forstår – i kyndigt sammenføjede bevægelser – at gøre udfald både udadtil og indadtil. Altså: At gøre sig selv til et stridens tegn imellem mennesker og selv at føre kniven mod sig selv.

Zarathustra siger det så træfsikkert:

Geist ist das Leben, das selber in’s Leben schneidet: an der eignen Qual mehrt es sich das eigne Wissen, – wusstet ihr das schon?

Und des Geistes Glück ist diess: gesalbt zu sein und durch Thränen geweiht zum Opferthier, – wusstet ihr das schon? (s. 134)

Ånd er det liv, der skærer sig selv i livet: ved sin egen smerte forøger det sin viden – vidste I allerede det?

Og Åndens lykke er dette: at være salvet og ved tårer indviet til offerdyr – vidste I allerede det?

For Nietzsches vedkommende var alt dette ikke bare ord – han gennemlevede lidelsen, både den kropslige og den sjælelige. Han udlevede voldsomheden, og han vænnede sig tidligt til duften af brændte broer. I Ecce homo konstaterer han det med den slags henkastethed, der er passende, når en mand skal rose sig selv:

Ich habe nie einen Schritt öffentlich gethan, der nicht compromittirte: das ist mein Kriterium des rechten Handelns. (s. 274).

Jeg har aldrig foretaget et skridt i offentligheden, der ikke kompromitterede: det er mit kriterium for den rette handlingsmåde.

Konkret drejede det sig for ham om en fortløbende eskalering, hvor han på sin vej frem mod sig selv med stødt stigende intensitet nedbrød delagtigheden i det såkaldt gode selskab og afsondrede sig fra alt, hvad der kunne smage af almindelig offentlig – og familiær – anerkendelse.

Det var undervejs i denne tiltagende selv-virkeliggørende selvfremmedgørelse fra den etablerede dannelses ånds-amøbiske mænd og småborgerhjemmets kvalmende kvinder, at han en – forestiller jeg mig – lysfyldt nytårsmorgen klart indså det perspektiv, som hans liv skulle ægtevies – og ofres til. Hidtil havde han stræbt efter at vise sig den krigerglade visdom værdig – og nu var hun der pludselig; som en indblæst tanke, et nytårsforsæt, der melder sig af sig selv.

Hør blot – dog denne gang kun på dansk, thi ellers render tiden fra mig – hvordan det lyder, når den nyforelskede taler om sin kæreste; ordene stammer fra værket Die fröhliche Wissenschaft, Den muntre videnskab fra 1882:

Ved det nye år. – Endnu lever jeg, endnu tænker jeg: jeg må leve videre, for jeg må tænke videre. Sum, ergo cogito: cogito, ergo sum [jeg lever, altså tænker jeg; jeg tænker, altså lever jeg]. I dag giver alle og enhver sig lov til at udtrykke sit ønske og sin kæreste tanke; derfor vil også jeg nu sige, hvad jeg i dag har ønsket mig for mig selv, og hvilken tanke mit hjerte først kom på – den tanke, der skal være grundlag, garanti og glæde for hele mit liv fremover!

Jeg ønsker mere og mere at lære at se det nødvendige ved alting som det smukke, for således bliver jeg en af dem, der gør tingene smukke. Amor fati, det skal fra nu af være min kærlighed! Jeg vil ikke føre krig mod det hæslige. Jeg vil ikke anklage, jeg vil ikke engang anklage anklagerne. At se væk skal være det eneste, jeg siger nej til! Og i det hele taget: Jeg ønsker engang med tiden kun at være en ja-siger!

At ophøre med at bekæmpe det hæslige, at blive én, hvis blik aldrig viger fra alt det, der bare er, som det er – at ende som én, der kun kan sige ja. Dét er det egentlige hjertepunkt i Nietzsches tænkning – dér træffer han selve det læskende kildevæld, som alle de vise mænd – og kvinder -, der i tidernes lange løb har været navnet værdige, har inddrukket deres klarhed fra og vasket sig rene i: At lade alting være, hvad det er; at blive til smidigt føjelige, bøjelige tråde i Verdens eget væv og – siger nogle – derefter at tie stille.

For, som der står skrevet i den kinesiske visdoms hovedværk Tao Te Ching, Bogen om vejen,

De, der har indsigt, taler ikke.

De, der taler, har ikke indsigt.

Den slags er for meget for en vesterlænding. Vores største vanskelighed er at holde kæft – og blot udleve hemmelighedstilstanden.

Så Nietzsche fortsatte med at tale – hvilket jo for hans vedkommende betød at skrive, skrive, skrive. Manden var udpræget grafoman – manisk forbundet med skriften som åndelige erfaring. Han levede i den skrivendes hemmelighedsfuldt opløftede, på samme tid magtfulde og selvudslettende tilstand, hvor man ikke længere selv vælger ordene – men er blevet til et lykkeligt redskab for det, der vil op og ud.

Et års tid efter nedfældelsen af januar-ordene meldte erkendelsen sig som en skikkelse i ham – Zarathustra fødtes som kærlighedsmødets frugt, som magtviljen og overmenneskets forkynder; den fuldblodigt ryggesløse ja-siger, der véd, at sigtet for hans selvudfoldelse er, at han skal leve uden forsigtighed.

Hele værket er gennemfarvet af denne hensigt og søger løbende frem mod, ind mod, ned mod sin egen radikalisering, nemlig dét, som Zarathustra – og dermed Nietzsche – med rette kalder sin mest afgrundsdybe tanke. Det er denne tankeafgrund, vi skal gøre andægtigt holdt foran – nu hvor Nietzsches kapitel ebber ud, og vi om lidt skal en tur til Nordsjælland, Afrika og udkants-Norge.

Her er det passende – i hvert fald for mig – at foretage en dyb indånding, inden vi kaster os ud i det:

Hier geht’s, vi møder allerede afgrundens antydning en række steder i fortællingen, både ved udgangen af Die fröhliche Wissenschaft og undervejs i Zarathustra-bogen, for sådan forbereder en mester sit halsbrækkende spring – og nær ved slutningen af tredje bog, som sidenhen skulle vise sig at blive overgangen til den efterhængte og først senere udgivne fjerde bog, udfoldes den så som en gruopvækkende begivenhed, der kommer bag på sin egen ophavsmand og profet.

Lyt, lyt, lyt, det er Zarathustras dyr, der taler – hans animalske skytsånder, der forpligter ham på hans egen lære. Passagen fortjener udstrakt gengivelse:

Syng og brus over, Zarathustra – læg din sjæl med nye sange, så du kan bære din store skæbne, som hidtil aldrig blev noget menneske til del. For dine dyr véd nok, hvem du er og må blive, Zarathustra: for sé, du er den, der lærer den evige genkomst – dét er nu din skæbne! At du som den første må lære andre denne lære – hvordan skulle den skæbne ikke være din største fare og sygdom! Se, vi véd, hvad din lære er: at alting vender evigt tilbage – og vi selv med, og at vi allerede har eksisteret mange gange og alting med os. Det er din lære, at der er et tilblivelsens storår, et uhyre af et stort år: det må igen og igen som et timeglas vende sig om påny, for at det påny kan forløbe og udløbe: – så at alle disse år er sig selv lig, i det største som i det mindste. Og hvis du skulle dø nu, Zarathustra: se, så véd vi også, hvordan du ville tale til dig selv – men dine dyr beder dig om ikke at dø endnu! Du ville tale og dét uden at skælve, langt mere ånde lettet op af lutter salighed: for du ville være befriet for en stor tyngen og trykken, du tålmodigste! “Nu dør og svinder jeg bort”, ville du sige, “og i et nu er jeg et intet. Sjælene er lige så dødelige som kroppene. Men knuden af årsager, hvori jeg er indsnøret, vender tilbage – den vil genskabe mig! Jeg hører selv til den evige genkomsts årsager. Jeg kommer igen, med denne sol, med denne Jord, med denne ørn, med denne slange – ikke til et nyt liv eller et bedre liv eller et lignende liv: – jeg kommer evigt igen til dette selvsamme liv for at lære altings evige genkomst – – for igen at tale om den store middagstime for Jord og menneske, for igen at forkynde overmennesket for menneskene. Jeg bragte mit ord, jeg brister ved mit ord: sådan vil min evige lod det – som forkynder går jeg til grunde! Timen er nu kommet, da den, der her går ned og under, velsigner sig selv. Således – ender Zarathustra denne sin gang.”

Da dyrene havde talt disse ord, tav de og ventede, at Zarathustra ville noget til dem: men Zarathustra hørte ikke, at de tav. Han lå stille, med øjnene lukkede, som en sovende, skønt han langtfra sov: for han talte netop da med sin sjæl. Da slangen og ørnen så ham således tavs, viste de den store stilhed omkring ham ære og forlod stilfærdigt stedet.

Og sé, det gik som forudanet og forjættet: Dionysos’ menneskelige inkarnation forkyndte sin lære og bristede ved den. Den tredje januar 1889 – syv år efter modtagelsen af den kæreste tanke – gennemlevede Nietzsche et psyko-fysisk sammenbrud, der efterlod ham som en mental grøntsag i den forhadte søsterens varetægt, indtil døden endelig udslukkede ham i det nye århundredes første sensommer.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Fem år tidligere – i foråret 1885, hvor Nietzsche udgav de netop citerede ord om altings genkomst, fødtes Karen Christentze Dinesen. Hendes far var den vidtberejste eventyrer, 1864-veteran og lejesoldat Vilhelm Dinesen – som hun arvede både det ene og det andet fra; hendes sidenhen mere velkendte efternavn fik hun gennem ægteskabet med horebukken baron Bror von Blixen-Finecke.

Sammen med ham rejste hun til oprindelsens sted, det mørke kontinent, hvor de – som mange vil vide – drev en middelmådig kaffefarm i Britisk Østafrika, altså det senere Kenya, under selskabsnavnet Karen Coffee Company.

Ja, det héd det sgu!

Nuvel, dermed er vi – med et snuptag – forbi den formelle introduktion; jeg har hverken tiden eller lysten til at dvæle ved det udvortes biografiske – som I nok har fornemmet, er det åndsindholdet, der interesserer mig, og som jeg mener bør interessere jer, ved dette foredrags figurer.

Så altså, til sagerne: I bogen Den afrikanske farm – eller Out of Africa, som den hedder i den først udgivne engelske udgave, beretter baronessen om sit liv dernede i det fremmede og med de fremmede – i ordets mest positive forstand. For, ser I, mødet med de indfødte blev for fru Blixen en særdeles øjenåbnende erfaring – måske selve den tidlige og lykkelige kontrasterfaring, der kaldte hendes væsen frem og gjorde hende til den digter og sandsigerske, hun var.

Jeg vil læse et – synes jeg – særdeles sigende stykke for jer, som egner sig til at katapultere os ind i vores sagens centrum. Det står at læse på min udgaves 25. side, altså helt i begyndelsen af bogen, og kan med fordel anvendes som læsenøgle, både for Den afrikanske farm og – således påstanden – for hele Blixens virke. Som sagt, det handler om de sorte og er fortalt evighedens nutidsform:

De indfødte har i langt mindre grad end hvide folk følelsen af risiko i livet. Jeg har nogle gange, på en safari eller på farmen, i et særligt spændende øjeblik mødt mine indfødte folks øjne og har følt, at vi var på lang afstand fra hinanden, og at de undrede sig over min vurdering af situationens alvor. Det gav mig noget at tænke på. Måske var de virkelig på en måde, der for os må blive uforståelig, og som vi ikke kan efterligne, i selve livet i deres rette element, som dybhavsfisk, der ikke ville kunne forklare sig vores frygt for at drukne. Denne sikkerhed i tilværelsen, denne svømmekunst, tænkte jeg, har de, fordi de har bevaret en kundskab, som vores egne første forældre satte overstyr for os, og hvori, mellem alle verdensdele, Afrika især kan undervise os: At [og så kommer det] Gud og Djævelen er én, deres hellighed er lige stor, deres majestæt lige evig, så at der ikke er to, som er uskabte, men én, som er uskabt, ikke to umålelige, men én umålelig, – og de afrikanske indfødte ærer dobbeltheden i enheden og enheden i dobbeltheden.

Dermed kunne vi – streng genommen – sådan set sige farvel og tak, ikke bare for dette foredrag, men – påstår jeg – for hele dette ugekursus, for I kommer ikke til at høre noget, der er klogere end dette. I kunne herefter passende beskæftige jer med ekstremsport, meditation, banesvømning eller druk – for det er selve mystikkens hovednerve, som Blixen her så lækkert henkastet har afsløret: Almagten er én – vejen til salighed er erkendelsen og accepten af denne kendsgerning.

Men jeg fortsætter alligevel, for historien er spændende – og I fortsætter selvfølgelig også, for I véd, at det er særdeles sundt for sjælen at indtage og fordøje forskelligartet føde for så – når alt er som det skal være – gradvist selv at erfare den indre opklaring, når brikkerne begynder at falde smukt i hak og indersiden oplyses.

Og dermed tilbage i fortællingen: Som nogle af jer nok har duftet, minder denne blixenske sammenføjning af ur-væsenets kunstigt adskilte aspekter til forveksling om mester Nietzsches ord om vurderingen af mennesker og folkeslag ud fra deres evne til ikke at adskille Guden og Satyren. Om hun har det fra ham, aner jeg ikke – det er velkendt, at hun læste og beundrede ham, men hvornår hun inddrak ham, og hvad hans væsker nærmere bestemt gjorde ved hende, er ikke et spørgsmål, jeg vil pille i. Det ville forstyrre anliggendet og fornedre hende til et passivt besvangret kar – hvilket hun så sandelig ikke var. Altså, blot som almen konstatering: Ja, hun beskæftigede sig med ham – men bør ikke reduceres til et halevedhæng til nogen jordisk herre. For sagen er – jo – den, at dét hun opdagede dernede i Afrika, netop er en erkendelse, der findes og trives i et utal af livsverdener – kun her i det skizofrent kristeligt-rationelle, moral-inficerede Vesterland er tanken om Verdensaltets enhed anstødelig.

Also – undervejs i Afrika-opholdet gik det, som enhver skildring af baronessens liv og levned aldrig undlader at meddele, i tiltagende grad skævt mellem ægtefællerne. Baronen tog sig en mængde betalte sorte kvinder, og baronessen fik sig en ven – en dristig luftpilot.

Sådan modtog Kaffe-Karen sit – måske – vigtigste skæbneslag; sin store lidelse og velsignelse, sit indvielses-kys til livet som Karen-heksen: Hun blev smittet med syfilis. For baronen havde ikke beskyttet sig – og overførte ved et af ægteparrets – kan vi forestille os – få fuldbyrdelser af det kødelige samliv således sygdommen til den intetanende, men ikke dermed nødvendigvis aldeles uskyldige, hustru.

Endepunktet blev, at de to gik fra hinanden og fortsatte hver til sit. I første omgang overtog hun selv farmen og forestillede sig at beholde den, men ak, profitten var mager, luftpiloten styrtede ned og Afrika-drømmen brast.

Alt det er – sådan set – foregribelser, for allerede mens hun var i Afrika begyndte fortællernerven at vibrere i en taktart, der er vedkommende for vores emne. I 1926 udkom således det første og eneste teaterstykke fra baronessens hånd, nemlig den lille marionetkomedie Sandhedens hævn.

Historien er – som alt, hvad der sidenhen kom ud af hende – på samme tid vidunderligt kringelkroget og glasklart komponeret. Allerede i anden scene indvies beskueren i fortællerperspektivet. Det sker da to af karaktererne en måneklar aften møder med den sandhedskærlige, orakel-kyndige heks, Amiane, som – så at sige – dukker op ud af ingenting og trænger sig ind på dem, fordi hun tydeligvis har noget vigtigt sige dem. Først bliver de irriterede over hendes påtrængenhed og kalder det egoistisk, at hun sådan forlanger af andre, at de skal høre på hende, bare fordi hun har lyst til at tale. Men hun taler videre – og tvinger dem til at lytte. Hendes lærerige monolog lyder sådan her:

Nogle Mennesker gør andet end de har Lyst til og glemmer, hvad de selv er. De forvirrer Naturens tanker, de plumrer Naturens kilder op, ja, tag jer endelig iagt for dem. Hele Natten i mørke vokser Træerne i Skoven, ja hvis det blæser, bevæger deres Kroner sig i Blæsten. Sådanne Mennesker, som jeg taler om, vågner om Natten, bliver urolige og beskæmmes, når de tænker derpå.

Hertil svarer figuren Abraham afværgende, at den anmasende dame tydeligvis er en sandsiger som de andre – én af dem, som man har grund til at frygte alt andet end sandheden fra. Men hun fortsætter:

Sandheden er, at vi alle spiller med i en Marionetkomedie.

Og afbrydes så igen af denne Abraham – O, hvilke gamle Fraser, siger han – og fortsætter så igen sin belæring:

Hvad det, mine Børn, især gælder om i en Marionetkomedie er at holde Forfatterens Idé klar. Det er en Hemmelighed, som jeg dog vil fortælle Dig, at dette er den sande Lykke, som folk leder om på andre Steder. Ja, det er det velsignede ved at spille med i en Marionetkomedie, da jeg nu langt om længe er kommet ind i en, vil jeg heller aldrig ud. Men o, I mine Medspillende, hold Forfatterens Idé klar, ja driv den ud i dens yderste konsekvens…

Udlev den lykke det er at følge din dybeste, egentligste lyst og spil den rolle, som du er tiltænkt – husk altid at holde forfatterens idé klar; driv den ud i dens yderste konsekvens, sådan bliver du lykkelig – således heksens lærdom til de vrangvilligt lyttende og selvfølgelig også til den kvinde, der vel nok anede, at ordene først og fremmest var til hende, da hun sad der i Afrika og satte dem på papir.

Det mærkelige, eller rettere det bemærkelsesværdige, ved den kloge kvindes ord er den dobbelte insisteren på to livs-anvisninger, der – for et uindviet blik – kan se ud som modsætninger: 1) Gør altid, hvad du har lyst til. 2) Spil den rolle, du er blevet tildelt – altså, hvad der kunne se ud som en selvmodsigelse, en samtidig hævdelse af ubundet frihed og – marionetdukke-tøjlet – nødvendighed.

Og ja, for den begærligt begribende tanke er det en selvmodsigelse, som ikke kan opløses ved såkaldt fornuftig gennemtænkning. Det er netop dét, der er meningen: at standse sindets begær efter bemestring, så en ny sans kan vækkes; den hemmelige sans, som kan drage et menneske ind i dét, som vi for eksempel kunne kalde den tredje tilstand – mellemrummet mellem modsætningerne, erfaringen af det fuldstændige sammenfald af frihed og nødvendighed. Altså, den følelse, som vi mennesker faktisk kan komme ind i og få ind i os, når alt er, som det skal være, og vi oplever, at vi på samme tid – i samme glidende bevægelse – gør netop, hvad vi vil, og hvad vi skal. Den tilstand kalder heksen med rette for lykke – for det er sådan, livet er, når det lykkes.

For Karen Blixens vedkommende skulle det vise sig at være en spådom om det, der snart skulle ske. Fem år efter udgivelsen af dramaet, altså i 1931 ophørte kaffeeventyret; luftpiloten var død og borte, høsten havde for længe været for dårlig, børskrakket havde besværliggjort forretningen, og så videre, og så videre – altså afhændede fru Blixen Karen Coffee Company og begav sig mod Nord.

Kort efter hjemkomsten til Sjælland begyndte heksens ord – for alvor – at sætte sig igennem som kropslig vished. For da alt andet var bristet, og hun blev overladt til sig selv, ankom det dunkellyse øjeblik, hvor baronessen blev sikker på sin sag. Den geniale litteraturhistoriker Aage Henriksen, som var én af Blixens yngre, mandlige bekendte – og bekendende – har i den stærkt anbefalelsesværdige og gunstigt urovækkende dokumentarfilm Bag Blixens maske fra 2011 gengivet, hvad hun i sin tid sagde til ham om det møde, der bestaltede hendes vilkår og bekræftede hendes kald. Filmen er af nyere dato – den er fra 2011; indtil da havde han holdt på sin viden som en hemmelighed. Når man hører om begivenhederne, forstår man hans tavshed.

Det hændte – bevidner Henriksen – på familiegodset Rungstedlund. De to sad alene sammen – måske over en kop kaffe -, og så sagde hun det til ham, som det var – nemlig, at hun, da hun i en temmelig hærget tilstand lå på hospitalet til udredning for syfilis-lidelsen, var blevet opsøgt af en, velsagtens, velklædt herre, der præsenterede sig selv som – Djævelen. Han fortalte hende, at det var ham, der stod bag tildragelserne, og at han nu ville indgå en aftale med hende, nemlig denne: At hun aldrig nogensinde ville komme til at udleve et almindeligt kærligheds- og kønsliv, men at alt, hvad hun oplevede til gengæld, ville blive til historier.

Vi må forestille os, at hun, da ordene havde forladt lysbringerens mund, først blev stille – sådan som følsomme Ånder altid tier foran mysteriets tilsynekomst -, og så gav ham sit svar. Alt det efterfølgende tyder på, at hun sagde ja, tak til tilbuddet.

Sikkert er det, at hun sidenhen – i den sluttede discipel-kreds af åndeligt årvågne unge mænd – omtalte sig selv som Djævelens veninde, hvilket jo i hendes mund skulle og skal forstås som én, der er indlevet i hemmeligheden om Almagtens enhed – én, der ærer dobbeltheden i enheden og enheden i dobbeltheden.

Hendes skæbne blev at lede de lyttende og læsende ind i denne erkendelse; denne forening af modsætningerne – denne tredje tilstand, hvor et menneske ophører med at stritte imod dukkeførerens hånd og netop derved udlever og elsker sin skæbne, hensynsløst virkeliggør sig selv, forbruger sig selv – og strømmer ødselt over af sin rigdom.

Dette sidste, den hensynsløst ødselt overstrømmende velvilje, der kendetegner det skæbnekærlige marionet-menneske, vil jeg nu – hvor vi nærmer os min afslutning – fæstne blikket ved.

I den velkendte – og vidunderligt velgørende – novelle Babettes gæstebud fra senværket med den passende titel Skæbneanekdoter, møder vi én af Blixens kvindelige kropsliggørelse af den totale tilværelses-accept – den fuldkomne viljesudlevelse og selvudøsning.

Historien handler, ultrakort fortalt, om en stolt fransk kogekunstnerinde, der, ad til-fældets lunefuldt lykkelige veje (muligvis grundet illegal virksomhed som ildspåsætterske), er kommet som flygtning til det nordligste Norge og endt i huset hos et par blegt indtørrede kristeligt-småborgerlige, faderkompleks-befængte – og derfor naturligvis ugifte – søstre. Dér trisser hun sagtmodigt tjenende omkring og tilbereder den slags smagløse fodder-anretninger, der passer. sig for hensygnede eksistenser, som hader denne verden og glæder sig til deres forestilling om den næste.

En dag sker der noget underligt: Babette – som hun jo hedder – modtaget i kraft af sin sidste franske forbindelse, nærmere bestemt som udvalg af et fortsat løbende lotteri-abonnement, en anseelig pengesum og beslutter sig for at anvende den på en noget anderledes måde, end de fleste hus- og køkkentrælle ville gøre det – nemlig ikke på sin egen løskøbelse, men på en – generøs, en graciøs – løsladelse af søstrene fra deres selvforskyldte fangenskab i verdensforsagelsens kirke.

Og hvordan gør en kogekunsnerinde så det? Hun tilbereder – naturligvis – et måltid, der ville kunne få englene til at synge. Hidtil har hun aldrig lavet fransk mad for sine foresatte, men nu beder hun dem om den tjeneste – som sin gave til dem – for egne penge at bestille de rette råvarer fra hjemlandet og lade dem og en udvalgt, indbudt kreds smage hendes værk.

De indvilger, og det går nøjagtigt, som det skal: Maden vækker længe fortrængte – og aldrig egentligt udsprungne – sanser; vinen skænker ansigterne livets farve, tungerne løsnes, og der bliver endelig sagt noget af det, der skal siges og opleves, for at menneskers liv kan lykkes.

Først dagen derpå, da alt er spist og drukket, forstår søstrene, hvad Babette har gjort for dem – og hvad det har kostet hende at gøre. Hun har – viser det sig – nemlig brugt hele den arvede formue på dette ene måltid. Hun har bortødslet alt i udlevelsen af sin gode gerning.

Nu kikker den ene søster på hende – og taler i et anderledes blødgjort tonefald end det sædvanlige:

“Kære Babette”, sagde hun meget blidt. “Du skulde ikke have givet alt, hvad du ejede for vores skyld.” Babette sendte sin frøken et dybt blik, et mærkeligt blik. Der var mange ting i det: medlidenhed for medlidenhed, og på bunden noget andet, der kunne tydes som ringeagt. “For Deres skyld?”, sagde hun. “Nej. For min egen skyld.”

Hun rejste sig fra huggeblokken og stod op foran de to søstre, det forekom dem begge, at hun var vokset, og at hendes skikkelse i køkkenet tog sig uvant stor ud. Hendes ord var, da hun talte i samme format. “Jeg er en stor kunstner”, sagde Babette. Hun ventede nogle øjeblikke og gentog så: “Jeg er en stor kunstner, mesdammes”. Stilheden syntes at mangedobles. Det var Martine [altså den ene af søstrene], der til sidst brød den. “Så bliver du fattig hele dit liv, Babette, sagde hun. “Fattig?” sagde Babette. Hun smilede hen for sig. “Nej, jeg bliver aldrig fattig. Jeg siger Dem, at jeg er en stor kunstner. En stor kunstner, mesdammes, er aldrig fattig. Vi store kunstnere, mesdammes, har fået noget, hvorom I andre slet intet véd.

Herved bringes Martines indre strenge i bevægelse – og noget længe glemt begynder at sætte blomster. Snart omfavner hun sin Frelserinde og vidner – med det sprog, hun nu har – om den nåde, hun er blevet delagtiggjort i. Det er fortællingens sidste ord:

Men dette er ikke afslutningen, Babette! Jeg føler med vished, at dette ikke er afslutningen. I Paradis vil du være den store kunstner, som det var Guds mening, at du skulde være! Oh!” tilføjede hun, idet tårerne strømmede ned ad hendes kinder”. Oh, hvor vil du henrykke englene”.

Som selve krops- og billedliggørelsen af den kvindelige visdom véd Babette, at dette allerede er virkelighed – at de der er ægteviede med deres skæbne, allerede er i haven.

Ægteskabet fuldbyrdes, når man gør, som slangen – og ørnen – siger. Derfra bliver alting enkelt. Livsmod og dødsdrift åbenbares som to sider af samme gode sag: Dobbeltheden æres i helheden; Guden danser som en Satyr – und wir tanzen mit.

Dermed er vi – lige ved og næsten – ved at nå vores afslutning. Det allersidste bliver endnu nogle visdomsord fra heksen, denne gang i eget navn. I et af sine essays (nemlig Daguerreotypier I) skriver hendes fortælleglade højhed sådan her – om sig og sine:

Jeg havde engang – også i Afrika – en samtale om vores emne med en franskfødt veninde. Hun udtalte som sin urokkelige overbevisning, at alle mænd uden undtagelse troede på hekse. Der var kun nogen forskel på den grad i hvilken de frygtede dem. “Jo mere et virkeligt mandfolk af en mand er, min kære”, sagde hun, “jo mere åbent vil han bekende sin tro på hekse, men jo mindre vil han egentlig hade eller frygte dem. Søfolk vil indrømme, at de i deres liv har gjort bekendtskab med mere end én heks, men de vil stille sig nogenlunde velvilligt til dem, og vil undertiden indrømme, at de skylder dem taknemmelighed.

For min del har jeg – som delvis efterkommer af fisker-æt på den mødrene side ingen vanskeligheder ved at vedstå taknemmeligheden, og jeg håber inderligt, at flere mandfolk – måske nogle af jer derude – i tidens fylde vil gøre sig gode taknemmeligheds-fremmende erfaringer, og at de rette hunkønsvæsener med tiltagende kraft må få modet til at spejle sig i heksenes ynde.

Et væsentligt skridt ville være ved midsommer-fejringen at udskifte de kloge kvinder med sortklædte præster. Det bliver ikke i morgen, men virkeliggørelsen af slags lyse håb har – som vi véd – slet ingen hast for den, som tror; der er ikke det mindste hastværk for de af os, der godtager og elsker denne skønne Verden netop sådan, som den er. Amen

_______________________________________________________

Anvendte bøger:

  • Nietzsche: Kritische Studienausgabe in 15 Bänden samt de relevante danske oversættelser.

    Blixen:
  • Sandhedens hævn – en marionetkomedie, Gyldendals tranebøger, 1960
  • Den afrikanske farm, Gyldendal 1952
  • Skæbneanekdoter, Gyldendal 1958
  • Samlede essays, Gyldendal 1985

–> Derudover anbefaler jeg på det varmeste Aage Henriksens lille bog Karen Blixen og Marionetterne (Wivel, 1952) – som har været betydningsfuld for mit syn på flere sager.