Vi bringer her en tekst, der først blev udsendt i foråret 2019 som del af bogen ‘Norden kalder’. Emnet er eddakvadet ‘Hyndlas sang’, hvori det skildres, hvordan en kåret yngling med Gudinden ridende på sig føres ind mod altings midte for dér at modtage indvielsens bæger. Ordene står som først skrevne. Motivet er sidenhen blevet bearbejdet flere steder – og vil fortsætte med at blive det. Den anvendte oversættelse er Rolf Stavnems.
God fornøjelse med fortiden og fremtiden!
* * *
Digtet er en sammenslynget affære, som det ville være synd og skam at filtre for hurtigt ud. Den nordiske fortællekunst kræver af gode, gamle grunde en særlig langsommelighed for at kunne indoptages med gavnlig virkning. Så tillad mig en vis rolighed i fremgangsmåden – her, hvor alting stræber mod sit toppunkt.
Den første strofe er Frejas ord til hende, der har givet kvadet sit navn, vølven Hyndla. Hun er en spådomskyndig (jætte)kvinde, som Fruen vil have noget ud af og derfor har besluttet sig for at vække:
Vågn op, møers mø!
Vågn op, min ven
og søster, Hyndla,
som bor i hulen!
Så er mørkets
mørke faldet på,
til Valhal og hellige
vier ridder vi.
Forestil dig, hvordan den lyse Gudinde lader sprogets toner gjalde gennem sig og derved kalder spåkvinden op af søvnens dyb og ud af hulens mørke. Hun tiltaler hende som sin ven og søster. Det er en afgørende oplysning, som kan hjælpe os til at forstå, hvor nær forbindelsen er mellem dybets spådomskyndige kvinde og den himmelske gårds Herskerinde: De er af samme slægt.
Og hvad vil Freja så sin søster – nu hvor nattens sorteste punkt er nået? Hun vil have hende til at følge med sig til Valhal og hellige vier – står der. Og hvad betyder det så? Det betyder, at strålesmykkets ejer vil have vølven med sig til den fæstning og festsal, der beherskes af kampens Herre – og dermed til de indviede steder, hvor hellige handlinger bedst udføres. For det er dét, ‘vi’ betyder – et helligt, indviet sted, hvor det er godt og gunstigt at bringe sine ofre.
Så vidt anslaget. I de næste tre strofer skildres Gudindens forsøg på at overtale vølven til at følge med sig ved at forsikre hende om, at hun ikke vil blive udsat for overlast fra to af Asgårds mandlige indbyggere med velkendt hang til vold. Først nævnes et af den højes navne: “Vi beder Hærfader være i godt humør”, siger Fruen og fremhæver derefter Odins velvilje over for dem, der nærmer sig ham på rette vis:
han giver og lønner
hirden med guld.
Hermod gav han
hjelm og brynje,
og Sigmund fik et sværd.
For tro tjeneste giver han gerne sine fodfolk guld (som i digtekunstens verden jo ofte har vist sig at være andet og mere end en håndgribelig værdigenstand), og han udruster heltene: Hermod – det var ham, der som den eneste turde ride til dødsriget for at søge efter sin broders sunkne lys: Odin og Friggas dræbte søn, den fagre Balder. Sigmund – han var et heltekåret menneske, som den dunkellyse gav et ganske særligt sværd, der gjorde ham uovervindelig – indtil hans Herre selv brød det i stykker for at få ham hjem til sig og sine. Det væsentlige er fremhævelsen af Alfader som den, der giver gavmildt – efter egen vilje:
Nogle giver han sejr,
nogle giver han rigdom,
mange får viden
og veltalenhed,
søfolk får medbør,
skjalde får digtekunst,
mange krigere
får manddomskraft.
Skjalde får digtekunst, mange krigere får manddomskraft – vi gør ret i at mærke os de ord; de antyder, hvor digtet vil hen.
Den næste Gud, der nævnes er – selvfølgelig – Gråskægs hammersvingende søn, som Hyndla øjensynligt har sine gode grunde til at ængstes for et møde med. Men Freja giver vølven sit løfte. Det sker i en passage, som man kun kan forstå, hvis man véd, at eddadigtenes figurer af og til omtaler sig selv i tredjeperson:
Hun vil ofre til Tor,
anmode ham om
altid at være
venlig mod dig
trods hans uvilje
mod jætters kvinder.
Jeg vil give Rødskæg offergaver, så der vil intet ske dig – trods hans velkendte hang til at tæske (jætte)kvinder; kom nu glad og gerne med mig:
Træk en enkelt
ulv af stalden,
lad den galopere
med min galt.
En ulv – Underverdenens kvinder har i al almindelighed ulve omkring sig og bruger dem gerne som ridedyr. Nu ser Freja sin søster i øjnene og beder hende sadle et af disse rovdyr og følge med i bæstets hurtigste gangart. Selv vil Gudinden ride på en galt, altså (af alle denne verdens prægtige dyr) en kastreret orne, et skåret hansvin. Se, det er – sgu – et særpræget og sigende billede! En insisterende kontrast-harmoni, der mildest talt er værd at lade sig lede af – men ikke bør udpensles for ibrigt. Så, altså – tilbage til handlingsgangen: Den krævende Gudinde ønsker Hyndlas følgeskab, men vølven afviser det efterspurgte vilde ridt mod Valhal:
Galten traver trægt
ad guders vej,
jeg sadler ikke
min skattede hest.
Dit ridedyr er for langsomt til at færdes på de veje, du vil ride ad – mener altså vølven og nægter at sadle det dyr, som hun (for den poetiske variations skyld) nu kalder sin hest. For hun har gennemskuet Gudinden:
Falsk er du, når du
prøver mig, Freja,
og betragter mig
med det dér blik,
du har din elsker
med til einherjer,
unge Ottar,
Ind-Stens søn.
Din elsker, unge Ottar – hvad er nu dette? Hvem er nu Ottar? Og hvor er han? Vølven mener åbenbart, at Freja fører ham med sig i retningen af det sted, hvor Odins kaldte krigere har deres sæder. Øjensynligt forstår Freja med det samme både hvad, hvem og hvor der menes, så hendes forsøg på at opretholde blændværket virker ikke særlig vellykket – og skal nok heller ikke være det:
Vrøvl, Hyndla, du
drømmer, når du siger,
jeg har min elsker
med til einherjer
som min glødende
galt, Gyldenbørste …
Bemærk den drilske, indirekte måde, hvorpå læseren her indvies i sagens rette sammenhæng: Freja siger, at Hyndla ser syner, når hun mener, at Gudinden har sin elsker med sig i skikkelse af det skårne ridedyr. Men det har Hyndla jo slet ikke sagt noget om; hun sagde blot, at Freja havde sin Ottar med sig. Så altså: Gudindens svar røber indirekte rigtigheden af vølvens formodning – og leder dermed læseren videre ind mod digtets gåde; Freja har ganske rigtigt sin elsker med sig i skikkelse af den gyldent glødende galt. Og hvad – i alle de riger og lande – skal det så betyde? Ja, det er jo dét, der skal vise sig. Foreløbig har vores heltinde travlt med at komme videre, så hun foreslår Hyndla, at ordvekslingen fortsættes fra dyrenes rygge – og afslører i samme åndedrag, hvad rejsens formål egentlig er:
Lad os sidde i
sadlen og skændes!
Drøfte skal vi
drotters slægter,
de gæve mænd
af gudeslægt
De har væddet
vælske metaller,
unge Ottar
og Angantyr.
Vi må assistere
den unge høvding
med at fastholde
hans fædrene arv.
Herskeres slægter, gæve mænd af gudeslægt – det er samtalens rette sag mellem den himmellyse Herskerinde og underverdenens kloge kvinde, hvis formodning jo var sand: Frejas ønske er at hjælpe den unge høvding med at fastholde hans fædrene arv. Han har – hører vi – indgået et væddemål med en vis Angantyr om noget, der i denne oversættelse kaldes vælske metaller og lader til at være meget værdifuldt. Gudindens årsag til at bistå Ottar er ganske enkel; han er hendes trofaste tilbeder:
Han stabled mig
et alter af sten,
som nu er blevet
blankt som glas,
han farved dem
med friskt okseblod,
altid troed Ottar
på asynjer.
Sådan kan ordet elsker altså forstås: Ottar er en opvakt yngling, der (modsat så mange andre, mindre begavede mandspersoner) har forstået vigtigheden af at dyrke de kvindelige Guddomsmagter – med alt, hvad det indebærer. Frejas alter har han fået til at stråle af ofte udgydt blod. Så hun har lyttet til ham og lagt hånd på hans historie. Nu er han omskabt til et umandiggjort offerdyr, og Gudinden sidder selv i sadlen. Det er åbenbart den forvandling, der kræves, når en mand skal føres ned i underverdenen og opnå den slags indsigt, der er nødvendig for at vinde guldet.
Og her lyder så Gudindens befaling til Hyndla om at afgive sin viden om Ottars højbårneherkomst. For det er jo den, det hele handler om:
Lad nu ældgamle
slægter opregnes,
efterkommere
blive erindret…
Nu gør Hyndla, som Freja påbyder. Om hun er blevet overbevist eller ikke længere har noget valg, vides ikke – og gør da heller ingen forskel. Hovedsagen er, at Fruens vilje sker fyldest. Digtet fortsættes herefter som en langlemmet opremsning af Ottars forfædre. Det væsentlige er, at “alle i slægten ansås for herskere” og dens mandlige medlemmer kan med rette kaldes “de mest udsøgte mænd i Midgård”. Undervejs i sin tale om Ottars forbindelse til skiftende tiders ædle mænd – og kvinder – gentager vølven flere gange det samme mantra i let varieret form:
De er alle din slægt,
Ottar, din tåbe,
det er vigtig visdom,
vil du vide mere?
…
Mange tapre mænd
skal du tælle med,
de er alle din slægt,
Ottar, din tåbe.
Frejas mening med at tvinge denne vigtige visdom ud af søster Hyndla er selvfølgelig, at Ottar selv skal forstå, hvor højbåren han er: Hans forfædre var “stridsmænd signet af guder”, og det er forvaltningen af denne arv, der kan – og skal – gøre ham til den, han skal være. Dermed bliver ordet tåbe temmelig påfaldende. Hvorfor taler vølven så fornærmeligt om Frejas ædle elsker? Digtet giver intet ligefremt svar, så vi er henviste til at gætte – og har vel lov at gøre det: En tåbe er man, indtil man ad offerviljens veje modtager sin egen rige arv og lader sig oplyse af den.
Alt det bliver yderligere klart, da Hyndla er færdig med sin opremsning af Ottars menneskelige slægtstræ og umærkeligt glider over i det guddommelige:
Elleve aser
blev opregnet,
Balder segned
for banetuen,
det mente Våle
var værd at hævne,
dræbte brorens
banemand selv.
De er alle din slægt,
Ottar, din tåbe.
Balder – Odin og Friggas afkom, foreningen af deres elementer: den lyse Gud. Hans død er værd at huske på som egen arv: Først modtog Gudesønnen onde drømmevarsler om sin egen undergang, snart efter forsøgte hans moder at sikre ham mod alt ondt. Men det gik som forudset: Han faldt for sin blinde broders hånd. Efter uheldsdrabet forsøgte man at bringe Balder tilbage blandt Aser og Asynjer. Hermod red til Hel på Odins egen ganger, Sleipner. Men den fagre As kunne ikke bjerges fra det dyb, der havde opslugt ham.
Nu hviler han i skyggeriget blandt de døde. Der skal han foreløbig blive – i selskab med sin morder. For kort, ja faktisk forbavsende kort, tid efter drabet fødtes endnu en Odinssøn: Våle, nogle siger Vale. Han voksede ualmindeligt hurtigt op og valgte det som sin livsgerning at hævne sin fagre broders død ved at slagte den blinde drabsmand. Nu bebor begge de døde brødre underverdenen. Alt dette angår Frejas elsker som en livsafgørende indsigt: Han skal forstå, at Magternes historie er hans egen. For han er i slægt med alt det levende.
Herpå ændrer Hyndlas tiltale sig fra en opregning af Ottars fortid til en afsløring af den store Ordens indretning og fremtid. For vølven kender både til det, der var, og det, der kommer:
Storm pisker havet
helt op til himlen,
oversvømmer lande,
luften brister,
deraf kommer sne
og drabelig vind,
hensigten er
guders hensygnen.
En bliver født
større end andre,
kræfter fik han
af jordens egen kraft,
en fyrste siges det,
fabelagtig rig,
slægt og slægtning
til samtlige folk.
En anden kommer,
endnu mægtigere,
hans navn vover
jeg ikke at nævne,
få kan nu se
længere frem,
end når Odin skal
møde ulven.
Gudernes hensygnen – også kendt som Ragnarok: Den tid, der kommer, hvor alt det kendte smuldrer. Alt dette bør Ottar lade indskrive i sig: Han må besinde sig på denne verdens ombrydning. Og de to, der skal komme? Den ene, der skal være mægtigere end den anden? Jesus-dyrkende læsere har ofte varmet sig ved disse forudsigelser; særligt over ordene om ham, hvis navn jættekvinden ikke vover at nævne: Deri har de set forvarsler om deres frelser. En nærliggende mulighed er, at en kristen skriverkarl uden ægte historisk (eller for den sags skyld poetisk) interesse har indføjet dét, der kunne tydes som en Kristus-profeti i det digt, han arbejdede med kopieringen af. Jeg er ikke den rette til at afklare den slags kildetekniske spørgsmål, så jeg nævner foreløbig blot et enkelt – ret så springende – punkt, nemlig at vølven ikke taler om en himmelsk frelser, der skal nedstige til den faldne verden, forkynde Jordens undergang og afkræve omvendelse og tro på sig selv som Altets eneste lyskilde, men derimod om en heltefyrste, der er opfyldt af Jordens egen kraft. Det er en væsentligt anderledes frelsesforventning end den kristelige. Måske ligefrem: En ægtefødt hedensk profeti om det endnu uskete; en mægtig skikkelse, som skal komme, når topmålet er nået. Men ikke før: Få kan nu se længere frem, end når Odin skal møde ulven – det er vølvens afsluttende udsagn, som bør mane til tavshed.
Herefter tager Freja ordet. Nu vil hun fuldbyrde overdragelsen af kosmisk visdom til den unge Ottar, der fortsat er i offerdyrets skikkelse:
Giv mindeøl
til min galt,
så han formår
at fremsige
hele denne tale
den tredje morgen,
når han og Angantyr
opregner slægter. (s. 269)
Mindeøl – en drik, der skal overrækkes den indviede, så han kan huske, hvad han har hørt i dybet og anvende denne viden til senere at sejre over sin modpart, når de mødes tre dage senere. Hvem er denne modpart? Maria Kvilhaugs enkle forklaring virker enkel og overbevisende – og får det hele til at falde på plads:
Angantyr kommer av angan – “nyttelse”, tyr – som er et ord for “gud”. Det er altså “nytelsens gud”, som er Ottars motstander, når han vil nå til Valhal og ha Vallands “gull”.
Altså: Angantyr er alt det i Ottar, der står i vejen for hans virkeliggørelse af sin bestemmelse; alt det, der forhindrer sjælens forædling og opadstigen. Og Vallands guld – det er en anden oversættelse af originaltekstens norrøne ordpar Vala malmi, der i den her anvendte oversættelse blev gengivet med vælske metaller. Om det på nutids-skandinavisk skal gengives med guld eller metaller er ikke afgørende. Det væsentlige er det første ord, altså netop det lille ord, som har givet navn til Freja og Ottars bestemmelsessted – Hærfaders hal. Kvilhaug fortsætter:
Ordet val i de to navnene henspiller på “de døde”, egentlig de utvalgte døde – einherjerne som velges ut av Frøya og valkyrjerne.
Forhåbentlig er forståelsen nu ved at indfinde sig: Freja anvender sin magt for at lede sin elsker ned til den indsigt, der kan gøre det muligt for ham at nå til Valhal og blive én af Einherjerne – en kriger i den hær, som Odin samler hos sig for at forberede sig og sine på den skæbnestund, der kommer, når endetidens storkrig langt om længe bryder ud.
Men nu vil Hyndla ikke mere. Hun blev drevet op fra søvnen og tvunget til at tale. Nu vil hun sove og afviser at skænke ud af øllet. Indledningens trodsige tone er tilbage:
Gå så væk herfra,
nu vil jeg sove,
du får ingen
fine ting af mig,
Ods ven, du render
ude om natten,
ligesom Hejdrun
løber blandt bukke.
Du løb efter Od
i evig længsel,
flere smutted op
under dit skørt,
Ods ven, du render
ude om natten,
ligesom Hejdrun
løber blandt bukke.
Du får ingenting af mig, din lede skøge! Således kernen i Hyndlas afvisning og anklage: Hun påstår, at Freja siden ægtemanden Ods forsvinden har opført sig som en lysten ged – som Hejdrun blandt hanner. Det er en sigende påstand, som rummer en poetisk merværdi for den, der kender til Nordens skjulte geografi. Tillad mig en opklarende antydning: Hejdrun er den ged, der står på Valhals tag og æder af Yggdrasils blade, altså optager næring i sig fra selve Livets Træ. Hendes navn betyder lyse runer. Fra yveret tappes den mjød, som Valkyrierne hver dag skænker op i Einherjernes bægre og derved både sikrer deres beståen og indgyder dem kraften til at kæmpe. Hvad betyder det? Det betyder, at Hyndla – måske uden selv at ville det – ved at sammenligne den lyse ged og den strålende Gudinde udpeger Freja som lige netop dét, hun er: kraftens kilde, heltenes livgiver og opretholder.
Herefter eskaleres situationen. Det er uklart, hvem der taler:
Jeg tænder ild
omkring troldkvinden,
så du ikke slipper herfra…
Den danske oversætter, Rolf Stavnem, mener, det er Hyndla, der her taler og altså omtaler Freja som troldkvinden, hvilket jo godt kunne give mening, for Hendes Højhed er netop den øverste blandt hekse – i ordets bedste betydning. Men Kvilhaug (og flere andre) forstår ordene som Frejas; altså, at det er Gudinden, der her tænder ild omkring vølven for at tvinge hende til at lystre. Begge muligheder giver mening, men ingen af dem ændrer ved den grundlæggende handlingsgang. Sikkert er det, at de efterfølgende ord er den spåkyndige jættekvindes:
Jeg ser landet
i luer og flammer,
langt de fleste
mister deres liv,
skænk nu øl
for Ottar
iblandet gift
og sort uheld,
Ods ven, du render
ude om natten,
ligesom Hejdrun
løber blandt bukke.
Altså: Hyndla blander ond fremtid i den drik, som Gudinden tvinger hende til at skænke op for den indviede. Vølven ønsker ganske enkelt, at det skal gå helten ilde. Men Freja véd, at hendes kraft er stærkest. Hun tager selv det sidste ord og slår sin vilje fast:
Dit ønske får
ingen indvirkning,
jætters elsker,
trods onde trusler.
Han skal drikke
den dyrebare drik,
jeg beder alle
aser hjælpe Ottar.
Sådan bragte Gudinden sin helt til sejr. Mere berettes ikke i Hyndlas sang. Enhver, der har evnerne til det, må selv se for det indre øje, hvordan helten igen blev harniskklædt og fik sin manddomskraft tilbage – i forvandlet og fornyet form.
Det lykkedes kun, fordi han lod sig føre ned i mørket som Gudindens offerdyr og faktisk forstod oraklets anvisning, da hun røbede hans afstamning og indviede ham i det, der skal komme . . .
*
Den ‘Kvilhaug’, der nævnes i teksten er den norske mytegransker Maria Kvilhaug, hvis arbejde med mjødkvindens motiv er et vældig værdifuldt sted at søge og finde.