*
I live the life I left behind
– Leonard Cohen: ‘Nevermind’
*
Engang for ikke helt så længe siden, som man ofte forestiller sig, at eventyr må finde sted, levede der et sted denne Jord en dreng, som med sig selv var ganske sikker på, at han var noget ganske andet end så mange andre. Ja, faktisk følte han sig ganske særlig – og var det måske også, nøjagtigt som vi alle er.
Tidligt i drengens liv viste det sig først for ham og siden også for andre, at han besad aldeles ualmindelige håndværksevner, for han forstod, som ganske få, at lave skønne vaser ud af sjældne sten. Ja, vaser – den slags kunstfærdige beholdere, som mennesker kan putte vand og blomster i, så vi kan ære skønheden i dens forsvinden.
Når andre mennesker med åbne blikke så på drengens værk, var de betagede og følte sig forunderligt til mode ved synet af så utvunget en ynde i en livløs genstand, som et menneske har skabt med sine egne hænder.
En smule anderledes var det, selvfølgelig, for drengen selv. Når han beså sit værk, stod alle fejl og mangler – og fratog ham hans fred.
Dette var sagens sammenhæng: Han længtes efter den slags frodighed og liv, som ikke bor i døde ting, men kun kan findes i levende – en blomstervase gjort af sten, men skøn at skue, som var den selv en vækst, der gror.
Nuvel, en dag sad denne dreng ved arbejdet og sukkede hen for sig selv:
Hvor finder jeg dog den slags frodig skønhed i en sten?
De længselsord opfangede en gammel, kyndigt prøvet kunsthåndværker – og udbrød øjeblikkeligt:
Pas på, mit barn, med den slags vovelystne ord. De kan så hurtigt føre dig på afveje, og du kan ende som en lænket fange hos Kobberbjergets Frue.
Ved disse ord kom ynglingen i tanke om et minde, en fjern erindring fra sin barndom. Han huskede en kvinde, der dengang havde taget sig af ham, som var han hendes egen og lært ham lidt af dét, hun vidste om denne verdens sære, skjulte sager.
Ét af de hemmelighedsfulde væsener, som denne kloge kvinde havde nævnt for barnet, var netop Kobberbjergets Frue. Om hende sagde man, at der var tale om en herskerinde, hvis kraft og glæde var som ingen andens, og at hun som et tegn på denne adel et sted på kroppen altid bar en ganske særlig pryd.
Stenblomsten kaldtes dette underværk, for dét var, hvad den var – en blanding mellem sten og blomst. Man sagde, at den måtte være det skønneste af alt det skønne, for man vidste fra aldeles sikre vidner, at den slags lykkeligt bjergtagne mand, som lagde åbne øjne på den, ved synet ville opleve en både underfuld og frygtelig forvandling af både liv og væsen.
Han ville, vidste man, ved dette syn straks blive omskabt til en så dygtig kunstnersjæl, som ellers intet menneske kan være, men også at han efter synet af så overvældende fuldkommenhed, aldrig på noget sted, til nogen tid, ville erfare følelsen af rolig fred, men altid være rastløst dragne mod den slags skønhedssyn, som ene og alene findes dybt i Fruens dunkle rige.
Som nævnt:
Pas på, sagde den gamle håndværksmand; vær agtsom over for dig selv. Følger du den slags længsel efter dette uopnåelige, ender du snart som træl i Kobberbjergets hjerte, hvorfra du aldrig kommer ud i igen. For mærk dig, dumme dreng, nu disse mine ord:
Hvis først du skuer denne blomst, vil mindet om den snart besætte dig, og du vil aldrig kunne gøre andet end søge ind mod Fruens trone, hvorfra et menneske aldrig kan vende hjem.
Enhver véd allerede, hvad helten dernæst gjorde. Han gik selvfølgelig til bjerget og kaldte længselsfuldt på Fruen, som villigt trådte frem og venligt skildrede sagens sammenhæng:
Jeg ser, at du begærer synet af min blomst. Véd du mon ikke, at det menneske, der først har set, hvad der er mit, derefter aldrig nogensinde vil kunne blive glad for dét, som ellers giver mennesker glæde?
Og manden svarede:
Jeg véd det ganske vel, men kender ingen anden lyst end dette: Vis mig nu blot din blomst; hæv sløret fra din gåde. Jeg er aldeles villig til at give alt, aldeles alting, hvad jeg er og har, for synet af den skønhed, der er din.
Han fik nøjagtigt, hvad han bad om. Hun viste ham sin blomst, og alting gik, som den slags går: Den unge mand gik ind i bjerget.
Derhjemme sad en anden kvinde, som snart forstod, at hendes elskede var borte – og at ingen anden ville prøve på at få ham hjem, for alle regnede ham allerede for fortabt.
Men ikke hende. I hendes varme bryst fandtes en kærlighed, der ikke ville dø. En tidlig morgen rejste hun sig fra sin seng før alle andre og gik på egen hånd derud, hvor folk, som de er flest, sjældent tør træde. Med modigt følsom røst kaldte hun frit på ham, hun elskede.
Frem trådte selve Kobberbjergets Frue:
Hvad vil du her? Gå hjem, min pige; her på mit bjerg har sådan en som dig vist ingenting at gøre.
Men kvindens kærlighed var mægtig, så hendes ord var enkle:
Giv mig min ven tilbage.
Da Kobberbjergets Frue hørte et lille liv tale så uforfærdet til sig, svarede hun øjeblikkeligt – med mildnet myndig klang: Du er et vågent menneske, min ven. Lad os nu kalde på den mand, du ønsker dig som din, og se, hvad han af egen drift vil vælge.
Hun kaldte, og han trådte frem fra bjergets dyb:
Hvad vil du vælge nu, min kære kunstner – sagde herskerinden? Vil du mon leve, lide og arbejde i skaberkraftens rus hos mig som en af mine eller ved denne kvindes hånd forlade Stenblomstens Bjerg og villigt lægge dine underfulde evner bag dig for i stedet at vende roligt hjem til hverdagslivet mellem mennesker?
Og sé: I dette eventyr går alting faktisk ganske godt. Grebet af kærlighedens egen gåde vælger vores kunstner Jordens vilkår og velsignelse:
Jeg går med kvinden hjem, for jeg vil gerne være virkelig.
Ved disse enkle ord lyste nu begge kvinders ansigter aldeles dagklart op – og Kobberbjergets Frue sagde kærligt:
Ved dette valg er du nu ganske rigtigt blevet så virkelig, som du kan være, og derfor vil jeg give dig en gave, som du skal tage med dig hjem til livet mellem mennesker.
Min gave er, at du, fordi du valgte livet med de andre, får dine evner med dig og frit kan bruge dem i skønheds gode tjeneste, så mennesker kan se og mærke, at Jorden faktisk ikke er et fængsel.
Kun én ting råder jeg dig til at huske: Fortæl dem ikke om den blomst af sten, du så, og om den sære fryd og smerte, du delte i mit bjerg med mig. Behold det som din egen sag, hvordan du lærte Kobberfruens kunst at sammenføje levende og dødt, så alle ting står frem som ét. Indhyl nu fredeligt dit spor i stilheds slør, og vend tilbage til de andre.
Ved disse ord gik mand og kvinde hjem og levede, som mennesker jo gør, til deres dages ende, i både sorg og glæde.
Denne tekst er en fri lejlighedsgendigtning baseret på
det russiske folkeeventyr ‘Stenblomsten‘.