Kødets lyst

*

Be the truth unsaid and the blessing gone, if I forget my Babylon
– Leonard Cohen: ‘By the Rivers Dark’

Witchcraft is ungirdled sexuality
– Peter Gray: ‘Apocalyptic Witchcraft’

*

Syndens løn er døden – siger de kristne, og de har ret. Blot véd de hverken, hvad synden eller døden egentlig er, og hvilken mening de kan have i et agtsomt levende menneskes liv.

Det kristne dogme lyder, at vores skyld beror på manglende evne til såkaldt selvbeherskelse. Menneskedyrets grundlæggende overtrædelse er ifølge denne fortælling, at det – som Lars von Triers nymfoman siger – ønsker sig mere af solopgangen, end hvad der almindeligvis regnes for muligt og rimeligt.

Vi kender jo historien om haven: En kvinde møder noget andet end dét, hun ellers havde været vant til – og modtager i fryd og skælven indbydelsen til at elske og leve som dét, hun er. I lystens lykke rækkes frugten videre til manden, som ellers aldrig ville have opdaget særlig meget andet end sig selv. De spiser sammen – og ser, at de er nøgne. En mulighed er blevet virkelig imellem dem.

Men nogen kalder: Mand, hvor er du? Har du mon spist af dét, som kun er mit – og plantet her, så jeg kan se, om du er lydig. Nu véd jeg, at du er et usselt væsen dømt til døden, for dette liv, du gerne ville kalde dit, er ene og alene mit.

*

Viden og nydelse er frugtens indebyrd, og hvert et barn kan smage, hvis man i nøgternhed fortæller dem om disse hændelser, at slangen er historiens helt – og kvinden den, der kan forstå det.

*

En salmedigter synger:

Ak, kødelig lyst,
som mangen med dødelig læbe har kyss’t!
dit fængende tønder, din flyvende gnist
blev mangen til evige luer til sidst;
din skål synes honning, men drikken er led,
forfængelighed!

Og han har ret, blot i en væsentligt mere voldsom grad, end han forstår: Det er sandt, smerteligt, uomtvisteligt virkeligt, at kødets lyst er ilden selv, og at den skål, der synes sød, kan vise sig at rumme bundfald med en smag så led som – ja, netop – Helvede.

For vi er jo forfængelige. Vi er besidderiske. Vi lever, fordi man jo har lært os det, ulykkeligt ofte som grusomt træffende spejlbilleder af den herskerskikkelse, som Bibelen tilråder os at kalde far.

I vores indbildning om herredømme netop dér, hvor der ene og alene skulle være kærlighed, afsiger vi – i selvretfærdighedens dystre rus – bestandigt dødens sikre dom over os selv.

Og derfor brænder vi. Derfor fortæres vi af kampen i os selv – og flås før eller senere i stykker af den kraft, som ikke kender nogen herre.

Når det sker, kan vi vælge at tømme bægeret til bunden.

*

Djævelen er Gudindens maske – i disse ord er selve heksekunstens inderste erfaring fremlagt, så de vågne af os kan forstå det.

Man afviste at kende hende og fik i stedet ham. Nu er de ét. For sætningen er også gyldig omvendt – i let forskudt betoning: Gudinden er et glimt af Djævelens egen ynde.

Dette er den enkle side af sagen: Vi inddæmmes i vores eget. Trykket stiger. Det hele viser sig at være noget andet, end vi havde forestillet os. Tyngden er mærkbar, og vi erfarer, at døden ikke bare er den hændelse, som helt tilsidst skal gøre alting sort, men allerede nu en magt, som nærmer sig og lægger hånden på os. Sandheden er, at man kan være død, selvom man lever.

*

Dette er vendepunktets mulighed. Pludselig åbnes der en sprække – og Djævelen anviser med sikker hånd en snæver sti, der fører ind i skoven. En overskridelse. En overtrædelse. Et skændigt spring ud i det lovløse.

Safterne synger. Alting er nyt. At tænke sig: Jeg er et lystfyldt dyr, som længes efter liv – og faktisk kan gøre, hvad jeg vil.

Det er så underfuldt og enkelt: Kønskraft er livskraft – og heksekunst er utøjlet kønskraft.

Derfor brændte man kvinder, og derfor kættermærker man det såkaldt utro menneske. Den enkle sandhed er uhyggeligt anmassende: Tænk, hvis vi er en indespærret dyreart, hvis sande længsel bare er at føle lyst – og opleve sig selv i mødet med sin Verden.

I så fald findes skylden ikke som andet end overgrebenes ekko. I så fald er der ingen anden vej end denne: At lade alt virkelige virke – så slangen frit kan gøre sit.

*

Den ene side af dette er naturligvis væsentligt lettere at udleve end den anden: At gennemføre overskridelser i længslen efter at være levende. At afvise det krav om ejerskab, som andre mennesker og magter fremsiger over den krop, som ene og alene er min egen. Det er nødvendigt – og lykkeligt at erfare. For du må ikke eje mig.

Men alting vendes efterhånden om: Jeg må jo heller ikke eje dig, og når jeg ser, at den slags sang om frihed, som jeg så inderligt har hørt og sunget, pludselig også trænger frem i dig, så er jeg kun et lille menneske – midt i mysteriet.

Hemmeligheden er, at kærligheden både kræver og giver alt – og at dette ikke betyder, hvad en vanlig bryllupstaler ville kunne få ud af det. Gudinden bærer gerne sværd. Vi flænses for at forstå. Du ejer intet. Du rummer alt.

På den ene eller anden måde bringes enhver af os frem til dette sted, hvor alle våben må nedlægges, og struben blottes. Det er, hvad det er. Du er uskyldig, og det er de andre også. For vi er hjulets børn. Det hele drejer – og når vi vågner, indser vi, at årsager og virkninger er ét.

Det sker, når vores skjulte liv endelig indkredses af den glædesild, vi selv har hidkaldt, så alle flugtveje forsvinder, og vi forstår, kærligheden er sin egen. For ilden er altings dommer og opvækker.

*

En klog kvinde sagde engang: Der findes mennesker, som gør andet end dét, de har lyst til. Tag jer endelig i agt for dem.

Hun havde ret. Det uhyggeligste, der findes, er mennesker, som er utro imod sig selv. For ondskab er en skygge, som kastes fra den tanke, der forestiller sig at være god.

Et andet syn på synden end det kristne lyder derfor sådan her: Synd er at holde tilbage på sig selv og at hæmme lystens virkeliggørelse i liv.

Dette er glædens egen gåde: At den højere lyst, hvis faktisk den får lov at blusse, helt af sig selv vil afbrænde de lavere. Friheden søger sig selv. Og mere er der ikke: Kun skønhed soner skylden.

Det sker, når ilden brænder herskesygen ned til grundet, og vandet væder asken, så noget smukt kan gro. Et lystfyldt gennemboret hjerte er det fineste, der findes: At glemme, hvem jeg er, for sammen blot at være dét, vi er.

Salige er de villige, for de skal se, at alt er ét.

* * *

SATOR
AREPO
TENET
OPERA
ROTAS

* * *