At holde såret åbent

* * *

Du husker det,
hans ansigt som en vasket
og forskudt
afspejling af dit eget, 
ikke én til én, 
men ikke desto mindre
ualmindeligt 
insisterende i sin lighed: 

Din far, der viskes ud,
og dig, 
som sidder dér og ser det ske, 
så du forstår, at alting nu
er ved at blive 
anderledes. 

For dette øjeblik er ikke
bare hans, 
men også din
forvandling,
som begynder.

Det er forløbets endepunkt
og dermed 
sammenføjningen af dét,
der var 
og blev 
en fælles linje, 
i din forståelse
af noget uomgængeligt:

Man må aflægge vidnesbyrd,
den lyst har efterhånden 
sat sig
i mig
som en slags vished, 
vi kan prøve på at leve.

Andet
er der
ikke.

At vedstå alle ting 
og modnes af sin uro:

Hvem er vi, når vi dør?
Et menneske,
som vist må prøve på
at være vågen,
nu, hvor vi véd,
at sjælen er en væske.

Den bør ikke størkne, 
det er bedst at holde 
såret åbent

Foto: Søren Hulemand Maul