Forandring er bestandighed

Til alle tider og på alle steder har menneskedyrene oplevet, at både deres sanser sjæle er blevet dragne mod Månens lys i natten: Et skær af sølv både deroppe og derinde. Et vidnesbyrd om vores vilkår som levende, døende væsener, strømmende rundt i alt det underlige.

At Månen er mægtig, véd enhver, som har erfaret at blive vækket og holdt vågen af hendes mærkeligt dragende magt, når hun frimodigt træder frem i skiftende belysning – og kalder på de sære, ofte skjulte, længsler efter at tage del i alt det svømmende, som findes dybt dernede og ikke sådan lige lader sig begribe af den dagklare bevidsthed.

For sagen er jo faktisk sådan, at Månen på samme tid er inderligt forbundet og dog noget ganske andet hendes ildrige broder, Solen. Hvor han er evigt gyldent blussende og samlet om sin egen midte, er hun, så vidt vi ser og føler, umådeligt foranderlig, aldrig stillestående, altid bevægelig. Hver nat er hun en anden – og når vi faktisk hører hendes sarte klang, forstår vi noget vældig vigtigt om os selv. 

I Månens sølvskær aner vi, at vores indre ikke er så enkelt fatteligt, som mange af os ofte ønsker det. Vi forestiller os ganske tit, at vi skal være sole – klare bevidstheder, som kender alting til sig selv og aldrig vier bort fra vores midte. Men sådan er det ikke. Vi er foranderlige, og når vi prøver på at glemme, hvor flydende vi egentlig er, så mister vi det fineste, vi har – nemlig den følsomhed, som gør det muligt for os at sanse vores del i selve sammenhængen og sige ja til Verden, som den er. 

Dette er hendes inderligste ønske: At vi som hun skal skue bevægelse og hvile som en helhed. Tit spørger vi os selv – i undring og i ængstelse: Hvem er jeg egentlig? Hvad er mit inderste, umistelige væsen? Er der mon noget, jeg for alvor har lov at kalde mig og mit? 

Og Månefruen svarer smilende, i kærlig velvilje og indforstået ømhed, at dette spørgsmål, om hvem jeg allerinderst er, egentlig ikke er det vigtigste at overveje. Sandheden er, at vi er mange – og netop derfor ét. I denne vished rækker hun os velvilligt sin gode gåde, så den kan blive vores: 

Hvordan er man sig selv i sin forvandling? Hvordan er jeg et menneske, når jeg fornemmer og forstår, at alting, både i mig og omkring mig, altid forvandles og forgår? 

Forandring er bestandighed. Bestandig er alene selve foranderligheden. For livet står ikke stille. Det hele drejer uophørligt rundt, og denne evige bevægelse er både vores vilkår og velsignelse. Der findes intet, vitterligt intet, her i Verden, som vi kan fastholde som vores eget. Når vi nedlægger tankens våben foran denne grundlov, omfavner hun os som en oplyst moder, der fortæller os, at dette øjeblik er dyrebart – fordi det faktisk er det eneste, der findes.

Det væsentlige er at tage vel imod det hele. At gøre sit og give slip. Kun sådan bliver kærligheden virkelig i Verden, så vi kan være dét, vi er, i samklang med de andre. Det sker, hvis vi tør være stille – så hun kan lære os at blive milde. 

Et liv kan faktisk lykkes, hvisker hun i natten. Det gør dét, hvis vi tager det hele, som det kommer – og uden anger lader både sorg og glæde flyde, som virkelighedens egne væsker. 

Velsignede er de vågent hvilende. For de skal opleve, at alt er ét – også når intet lys kan ses.