Vægtens port

Johfra Bosschart: ‘Libra’

Blandt denne smukke Verdens mange mærkelige gudemagter er der én, som under sine mange masker, for altid var og er og vil forblive den skønneste af alle. Enhver af os, som i sit eget blod kender til lystens underfulde sange, véd allerede, hvem det er – og vel nok også hvorfor.  

I Norden kalder vi hende Freya. Blandt grækere benævnes hun Afrodite, og i de romerske fortællinger træder hun skumfødt frem som Venus. Andre steder kalder hun sig, forstandigt nok, ved andre navne, som virker passende for dem, hun taler til. 

For hende gør det nemlig ingen forskel, hvad man forestiller sig, hun hedder. For nemheds skyld vælger vi her at hylde hende under det navn, hun bærer i astrologien – og kendes under overalt, hvor mennesker på samme tid kikker på nattehimle og mærker kønnets kraft i egne kroppe – altså Venus. 

Man hylder hende gerne som kærlighedens Gudinde – og mener dermed alt, hvad dette ord kan indebære; ikke som en glansbilledlig idé, men som selve den både dragende og gruopvækkende grunderfaring, der klangfuldt kalder Jordens børn afsted på livets eventyr og håndfast driver menneskedyrene omkring i denne mærkværdige manege, som Guderne har skabt, så vi kan blive virkelige – og de kan more sig ved synet. 

Javist, javist, javist – hver eneste af os forstår det ganske umiddelbart ud fra erfaringen: Den menneskelige tilstand, som vi kalder kærlighed, rummer og fremkalder atter og atter både det ene og det andet, både den største lykke og den dybeste rædsel. 

Temmelig ofte spørger vi os selv: Hvorfor er det mon sådan? Hvorfor gør kærligheden både sjælen kåd og sindet tungt? 

Et svar, som både lader gåden forblive både sløret og indbyder af os til selv at træde nærmere, kunne være, at sådan er det bare, for sådan ønsker hun, at det skal være – og denne del af vores lille liv er ler i hendes skønne hænder. 

*

I astrologien er der to tegn, som er særligt afgørende for at forstå, hvem Kærlighedens Gudinde er, og hvad det er, hun længes efter, når hun griber og omfavner de væsener, hun elsker. 

Det ene af disse tegn er Tyren. I dette tegn åbenbares hendes sanselige, kropslige og umiddelbart forståelige side. Man kalder det for hendes dagtegn og mener dermed, at hun i Tyrens tegn fremviser den del af sit væsen, som er lettest at forstå i dagsbevidsthedens skær. 

Føles det godt? Vækker det glæde? Er du til stede? Passer du din have? Nyder du dette dit liv – og vil du gøre dig umage med at få det til at gro? Alt sammen ganske almene, enkle og altafgørende spørgsmål. 

Og så er der hendes anden side, hendes andet tegn – nemlig Vægtens tegn, som kaldes hendes nattetegn, hvori vi erfarer og ærer den del af hendes væsen, som bedst kan modtages og mærkes under Månen. 

I Vægtens tegn handler det hele, som navnet så entydigt angiver, om oprettelsen af ligevægt – om den bevidstgjorte balance mellem det ene og det andet.

Hvor hjertepunktet i det venusiske dagstegn er den frydefulde oplevelse af jordisk lykke, angår hendes natlige midte de smertelige grundvilkår, som alle af os kender ganske godt – og ofte frygter at erfare. For Kærlighedens Gudinde er også Sorgens Frue. Lystens Gudinde er også Dødens Moder. Hun er den dør, vi træder gennem – både når vi går ind og ud. 

Og sé, her står vi foran porten, som ganske rigtigt er så smal, at kun den, der er blevet renset ved at se sig selv, tør træde uforfærdet frem.

Dette er både hendes kald og krav: Fryden og smerten må og skal bestandigt følges ad – som kærlighedens sande søskende, hvis samklang vækker vores evne til at elske og uden anger være dét, vi er. 

Sandheden er, at hun fra først til sidst er med os som en kyndig kunstnerinde, der flittigt bearbejder leret – og smiler ved sit store værk. Skønhed er alt, hvad hun begærer – og alt, hvad hun holder af at skænke dem, der værdsætter at være som en krukke, skiftevis tom og fuld af dét, der udøses fra oven. 

Himmelens Dronning, Jorddybets Herskerinde – i hende sammenføjes dét, som vi så tit kan kalde modsætninger, men som i evighedens billede er selve de klangforskydninger, som ene og alene kan gøre livet smukt at leve. 

For at alt dette kan blive virkeligt og virksomt i både sjæl og krop, må vi, som nu er vågne, af egen frihed vælge både at nyde Tyrens lyst og vandre gennem Vægtens port. 

Når den slags gådeklare vidunder fuldbyrdes i et smeltet hjerte, forenes vilkår og velsignelse, så vores skyld og skam forsvinder og forvandles i kærlighedens skønne hav.

Sådan var det i begyndelsen. Sådan er det nu. Og sådan vil det altid være. 

Hellig, hellig, hellig
er den kærlige Gudinde
over, under og i os
alle. 

NEMA

Tale holdt ved sammenkomst i månekreds på Himmelbjerggaarden