På tronen sidder Nattens Dronning

Aftenprædiken fremført ved Lunariums månerejse på Himmelbjerggaarden

Jeg vil fortælle jer historien om Balders død, som jeg kan huske og forstå den. Det er historien om det værste, der kan ske; et barn, der dør for tidligt, trods alle forældrenes forsøg på at afvende det uafvendelige  – og samtidig er det i mytebilledernes underfuldt slørede belysning fortællingen om den slags nedfart til de dødes land, som er nødvendig, for at livet kan blive egentligt mærkbart imellem mennesker.

Det hele begynder med et mareridt: En dreng, der vågner midt i mørket og ser det forestående. Han ser sin egen død og gribes af den gru, som er så velkendt ved tanken om ens egen mørklægning. 

Drengen går til sin moder. Han fortæller hende om nattens gru, og hun gribes af en dybfølt rædsel. 

En moders frygt for at miste det dyrebareste, hun kender til. Også faderen hører om det, som sønnen har set, og ligesom sin hustru opfyldes han af urolige anelser. Begge gør de, hvad de kan. 

Faderen iler stormfuldt til Underverdenen og gør, hvad han formår for at bevæge en af dybets kloge kvinder til at afgive den dunkle viden, hun har. Hans ønske er at fatte, hvad drengens onde drømme kan have at betyde for selve den såkaldt større sammenhæng, som han er herre i. Dette er sagen: Ved varslet om sit afkoms død, begynder faderen at frygte for sin egen afslutning. Hvis kongens søn kan synke ned i en tidlig død, kan også kongen miste alt, hvad han har. 

Og manden råber. Han skriger op. Han kræver, og han truer – i mere eller mindre sikker forvisning om sin magt og mulighed. Men nej, dernede får man aldrig gode svar ved at befale. 

I dybet må man færdes stille og ikke hævde krav. De kvindeskikkelser, som dvæler dér, forhandler aldrig med en voldsmand og anerkender ikke stolte kongers herredømme. Faderen vender hjem med uforrettet sag. 

Og moderen – også i hende kalder denne grumme sag på handling. Hun går omkring i hele denne, store, vilde verden og beder alt, hvad hun kan finde om at aflægge et løfte om aldrig nogensinde at skade hendes dreng. Planter og dyr, metaller, sten og ild og vand. Alt, hvad hun spørger, giver hende sit ord på aldrig at blive årsagen til barnets undergang. 

Så vidt, så godt – og så naturligvis alligevel ikke. Noget blev glemt. En ganske upåfaldende vækst, som moderen ikke fandt det besværet værd at spørge – eller måske forstod, at hun faktisk burde forbigå? Misteltenen, en snylteplante, som holder af at sætte sig på ranke træer og langsomt suge livet ud af dem. 

Og derfor gik det, som det gik: En skønne dag, da alle var særdeles glade, og Balder følte sig usårlig, blev alting viklet sådan sammen, at skæbnen gik sin gang. En gammel kvinde kom til moderen. Man siger, det var listige Loke i passende forklædning, og det er sikkert rigtigt. Hun spurgte ind til sagens sammenhæng og fik sit svar, som hun gik ud og brugte til sit eget forehavende. Af misteltenen skabte hun en ganske særlig pil. Så blød som ingen anden – og netop derfor egnet til at dræbe den, der soler sig i egen sejr.

Der stod de samlede på sletten for Valhal, Asernes muntre mandfolk, og slyngede det ene angrebsvåben efter det andet imod den gudesøn, som intet skulle kunne skade. Alle var ganske glade og morede sig ved løjerne. Øjeblikket var fuldkomment, og alting duftede sødt af umistelig magt. 

Nu kommer morderen. Det er den dødsmærkedes egen blinde broder, som i sig rummer ubehaget over bestandigt at have været udeladt af drenges våbenglade verden, men nu pludselig rækkes pilen af en kyndig hånd, der lægger den på buen og hjælper med at tage sigte. Og sé, sådan forgår alverdens herlighed. Sønnen er borte. Håbet svinder. Alting bliver sort. 

De gør selvfølgelig alt, hvad de kan. Man sender en derned for at forhandle. Men heller ikke han forstår at færdes sagte. Du larmer som en levende, siger den måneklare kvinde, som vogter overgangens bro dernede. 

Ved ankomsten sig udsendingen sig forvirret omkring og overser naturligvis det åbenlyse: I Fruens rummelige sal dernede brænder levende lys, og bordene er sølvklart dækkede – til fest. Den slags bemærkes ikke af et åndeløst forjaget sind. Han tænker udelukkende på at udføre den befaling, som han er blevet sendt derned med. Han vil forhandle om betingelserne for løsgivelse af det døde barn. 

Nu forestiller vi os, hvad der sker: På tronen sidder Nattens Dronning. Hendes blik er mildt – og myndigt. Hun siger sådan her: Javist, vi sender gerne dette strålende liv tilbage, hvis alt og alle vil græde over hans forsvinden. 

Det lykkes ikke. På Jorden er der én, som kun vil græde tørre tårer over denne dreng. Man siger, det er Loke – endnu engang i kvindeklæder og med en indsigt i det uafvendelige, som begærligt fæstnede sind ikke besidder. 

Og sådan gik det, som det gik – og som det går: Den lyse gudesøn forblev i dødens land og vender først tilbage, når alting brydes om og bliver anderledes. I modningen af denne gåde findes vores liv og lykke. 

Jeg har talt. Nu vil jeg tie.