Det er fugtigt derude og dernede. Sommerens brugte blade falder modstandsløst og ligger roligt udspredte på Jorden. Farverne ændrer sig. Lugtene bliver anderledes. Forrådnelsen er undervejs. Vi er i Skorpionens tegn.
En af måderne at forstå Dyrekredsens tolv tegn er ved at undersøge, hvilke kort i Tarottens billedverden, der er knyttede til det tegn, som man gerne vil erfare stemningen i. Sagen er, at tingene – også i disse okkulte egne – faktisk hænger ganske godt sammen.
Her får du lidt af sammenhængen: I Tarotten er der til hvert tegn blandt andet knyttet tre talkort. Meningen med disse kort er at fremvise tre dele af tegnet, så disse dele både kan forstås som forskelligartede udtryk for det pågældende tegn og opleves som en helhed, hvori tegnets samlede gåde kan fornemmes og forstås.
Og ja – lige nu er vi i Skorpionens tegn. Nærmere bestemt er vi i afslutningen af Skorpionens tegn, hvor det talkort, der her er anvendt som illustration, hører til som stemningsmæssigt grundbillede. Kortet stammer fra Frieda Harris’ og Aleister Crowleys sæt Thoth Tarot, hvori de to kunstmagikere sammenføjede deres indsigt og erfaring for at række menneskehedens opvågnende viljer et redskab til at blive frie og glade.
Nuvel – kortets engelske titel er Debauch. På dansk svarer det nogenlunde til ordet ‘fordærv’. På billedet ser vi en sump. Det her er ikke ligefrem, hvad folk, som de er flest, vil kalde et behageligt syn – eller et indbydende udflugtsmål. Men det gør ikke den erfaringstilstand, som billedet fremviser (og kan fremmane) mindre virkelig. Dette sted kender vi faktisk. Mange af os har været der. Nogle af os er der netop nu.
Vi kunne for eksempel kalde det: Skorpionens snavsede udgang. I denne sump findes alt det smudsige og forbudte, som de fleste af os sædvanligvis forsøger at holde os på såkaldt dydig afstand af, men som vi alligevel ender i – før eller senere.
Sumpen er en personlig erfaring. Det er forskelligt, hvad vi frygter – og dunkelt drages mod. Enhver er på eget eventyr. Men noget er alligevel fælles: I dette landskab bliver alle beskidte – og ingen rejser uforandret videre.
Kunsten er at forblive vågen og villig: At opleve sig selv dér, hvor man er – vel vidende, at alting altid allerede er ved at blive anderledes. Heller ikke denne tilstand varer ved. For hjulet drejer uden ophør, og alting i os drejer med.
I kortets øverste del ses et lille Venus-symbol. Det står anført dér, fordi Venus ifølge oldtidens klassiske astrologiske system, hersker i denne del af Skorpionens tegn. At Sanselighedens Frue hersker her betyder, at hun er mægtig her.
Men sagen er sært sammensat, for samtidig med, at denne del af Skorpionens tegn er hendes, regnes Skorpionen i sin helhed som et af de steder i Dyrekredsen, hvor Kærlighedens kvindemagt siges at være særdeles uligevægtig og meget let kan blive fornedret – både af andre og sig selv.
Og dermed står vi midt i vores gode gåde: Hvad kan det mon betyde, at kvindekraften på samme tid kan synes smudsigt nedsænket og være sejrrigt selvsikker?
Kik lige endnu engang på kortet: Ser du de liljeklædte kvinder løfte kækt på overdelen med giftigt grønne skørter strømmende ud over deres bægre? De lader ikke til at være triste.
For sådan er jo faktisk vores Verden: Vi bliver frie ved at gøre, hvad vi vil, at løsne andres lænker – og danse yndigt angerløst, hvorend vi er. I den forvandling bliver livet smukt.
Og husk så lige dette: Under de faldne, rådnende, tungt duftende blade, og i den mørke muld, som næres af safterne fra deres forsvinden, findes forårets nye liv. Dernede ligger, blandt så mange andre, dronningebierne og venter på dét, der senere kan ske. Det er bedst ikke at forstyrre dem . . .
I al sin enkelhed: På samme tid er være skamløst dansende og myndigt dvælende – dér har vi tricket, som åbner Vejen hjem.
God fornøjelse i sumpen!
