*
Gather all around the young ones, they will make us strong
– Ronnie James Dio // Black Sabbath: ‘The Sign of the Southern Cross’
As he died to make men holy, let us die to make things cheap
– Leonard Cohen: ‘Steer your Way’
*
Et sted i slutningen af sit heksekunsteriske hovedværk Apocalyptic Witchcraft har den britiske troldkarl Peter Grey nogle smukt mejslede ord, som her kan være gode at begynde ved. De lyder sådan her:
We who are already dead will baptise our children in the name of the witchcraft. Our Sabbats will grow.
I disse to sætninger er hele heksekunstens glade budskab indeholdt. Som det første nævnes den kendsgerning, som gør det hele så virkeligt og smerteligt, nemlig at et menneske i en vis forstand kan opleve at dø, før det dør – altså at vi i vores lille liv kan nå frem til, og bringes ned til, et sted, hvor vi må slippe grebet om alt det, som vi førhen kaldte vores, og sidenhen leve videre som noget andet end dét, vi førhen var.
Det kaldes en død, fordi indvielsen til disse snævert bugtede stier altid betales og besegles med eget blod, både i kropslig og vidtrækkende overført forstand. Det korte af det lange er, at overgangen altid er konkret, og at prisen er selve dét, som vi i vores begærlige indbildning om ejerskab og herredømme vanligvis har for vane at kalde os selv. Eller anderledes udtrykt: Hvad koster den måneklare opvågning? Den koster dét, du har.
Det væsentligste er slangens væske. For os er den både et giftstof og et lægemiddel. Vi kender ingen forskel og véd, at vi altid både må være modtagere og givere af denne frydefuldt gruopvækkende gave.
Som nævnt: Alt dette er konkret. Det drejer sig ikke blot om henførte billedsygner, men altid først og fremmest om det dagligt levede liv – og om den tåbeligt eventyrlige vilje, der skal til for at forvandle dette liv til en djævelsk kædedans uden ende.
*
Om de mennesker, som tiltræder denne dans, siges det, at nogle selv tager afsted for at finde dansepladsen, og at andre bliver taget – men at kun den, der frivilligt vælger at vende tilbage kan for alvor kaldes en heks.
Denne skelnen mellem to indgangshuller til en fælles tredje fælles tilstand er vigtig at fastholde og forstå. De er begge berettigede, men der kommer nogle forskelligartede troldfolk ud af dem. Det mest almindelige er, vel nok ikke så overraskende, den første mulighed, altså at et menneske, vældig ofte en kvinde, oplever at blive flået ud af sin dagsbevidste virkelighed og håndfast ført til Underverdenen, hvor alting bliver både særdeles underligt og ubehageligt.
Det er denne tvungne bevægelse nedad, der udtrykkes i myten om Persephones nedfart, hvor hun bortføres af Døden selv og sidenhen står over for den styggeste opgave af dem alle, nemlig ud af sin egen drift at lade sig ægtevie med sin voldtægtsmand, for så at stige sejrrigt op som dødsmærket Dronning – med foråret i sin favn.
Den anden mulighed, altså den, hvor et menneske selv vælger at tage afsted, findes ikonisk udtrykt i det oldnordiske digt Hyndlaljod // Den lille tæves sang, hvori der fortælles om en ung mand ved navn Ottar, som har gjort netop dét, de fleste mænd frygter så inderligt, nemlig at rette sin opmærksomhed mod den givende og krævende Gudinde og bede hende om at gøre, som hun vil. Da Fruen kommer til ham, forvandler hun ham til et skåret svin og rider på ham dybt ned under Jorden, hvor han i en fuldkommen handlingslammet tilstand bringes ind til det sted, hvor indvielsens giftblandede bæger kan modtages – og han kan opleve, hvad han egentlig er.
Lad os udtrykke det skematisk: Persephone går fra passivitet til aktivitet. Ottar går fra aktivitet til passivitet. Begge ender de, efter omfavnelsen af den gruopvækkende modsatkønnethed, i en tredje tilstand, hvor der ikke længere kan skelnes mellem modtagelse og handling.
*
I hvilken tilstand oplever vi menneskedyr, når alt går vel, mest mærkbart denne sammenføjning af handling og modtagelse? Spørgsmålet besvarer sig selv: I det menneskelige kønsliv finder vi den mest ligefremme mulighed for at erfare den tredje tilstand. Når to, eller for den sags skyld flere, menneskekroppe flettes sammen, og alle deltagende er opmærksomme på hinandens glæde, kan der faktisk ganske let opstå den særegne tilstand, at der ikke længere kendes forskel på, hvad det vil sige at gøre sig umage og blot at være opmærksomt tilstede.
Og her ankommer vi jo så til selve sagen:
Heksekunst er utøjlet kønskraft.
Vi skriver det igen:
Heksekunst er utøjlet kønskraft.
*
At erfare, hvad denne sætning indebærer, er at nå frem til – og blive bragt frem til – det sted, hvor alle våben nedlægges, og den menneskelige enkelhed godtages som både vilkår og velsignelse: Heks rimer med rette på sex – og sabbatsfejringen er en seksuel erfaring.
I alle de skræmmebilleder, der er overleverede om heksenes dans, er den seksuelle løssluppenhed altid et kerneelement. Der fortælles bestandigt om skamløse kvinders tilbedelse af Djævelens eget alter – og om umandige hankønsvæseners skændigt unævnelige adfærd.
Af denne simple årsag brændte man hekse og troldkarle – og væmmes man fortsat ved vores art: De var, og vi er, befriede fra den selvfornedrende hæmning, der kendetegner trællenes omgang med eget kød.
Så enkelt udtrykt som muligt: Heksenes flok er en trussel imod forsnævrede sinds såkaldt velordnede verden, fordi vi skamløst erfarer og udlever den grunderfaring, at vores kroppe ikke kan ejes – og fordi vi véd, at der frisættes en voldsomt virksom kraft, hver gang et menneskedyr efterlader skyldsbetyngelsen bag sig som en udtjent ham.
*
Dette er sandheden: Lysten er en selvgyldig virkelighed, som af egen kraft udrenser alt, hvad der viser sig at være mindre værd. Et frygtsomt menneske, som lever i en selvpåført spaltning mellem driften og pligten, er ikke frit, men slavebundet til sin egen indbildning – og fordømt til at blive flået, fornedret og udtørret af striden med sig selv. Kun den, der faktisk kan gøre, hvad hun eller han vil, har muligheden for at finde – og at glemme – sig selv.
Og her har vi så det livsbefordrende budskab – i varselssvangert nedkogt form: Porten er åben. Vi bliver flere og flere. Den gamle orden smuldrer. Der er sultne hunde i kælderen, og vi er allerede døde – med lyst til mere liv. Vores fester vil vokse.
Dette er vigtigt at vide: Vi kommer altid i både hævn og glæde. Vores længsel er, at kærlighedens skønne magt skal mætte vågne viljer og flække sølle sjæle, så alting bliver anderledes. Dette er vores åbenlyse lykke: Lystigt dansende døde er kærlighedens bedste sendebude. I denne jubel findes der et kildevæld, som ikke ender.
Enhver er indbudt. Nogle bliver taget, andre tager afsted. Dette er hovednøglen: Den frihed, som man ønsker for sig selv, må man også tilstå alle andre og viljefast gennemleve følgerne. I denne vished døber vi vores børn.
Kanske vi ses derude – i det åbne?
Med tak til AH og AH for forvandlingens anstød og udartning
og restløs lovsang til JHM for for kødets forløste liv, lys og lykke,
alt sammen under Hendes åbne Øje:
H*L*D*H
Læs også gerne:
Kødets lyst