Gør hvad du vil skal være Lovens helhed
I Aleister Crowleys fine, lille perlebunke The Book of Lies (som kun fejlagtigt kaldes sådan) finder vi et dejligt stykke, som for eksempel kan indtages nu – nemlig kapitel 17, der hedder The Swan. Det lyder sådan her og handler om vores fælles vilkår – iberegnet den slags velovervejede linjebrud, som ret forståede, jo sådan set er selve sagen:
Som sædvanligt er de enkelte ord ikke afgørende. Vi kan udtrykke os på mange måder. Det afgørende er at pege og forbinde prikker, så vi sammen kan forstå at blive glade.
Vi lader derfor størstedelen af Bæstets ord stå aldeles for sig selv og fastholder blot en detalje: Imod denne svane skød jeg en pil; det hvide bryst udøste blod.
Ordvalget er sigende. Det er ikke vigtigt, om det, da hånden i sin tid (efter sigende kyndigt ført af cognac, eller hvad det nu var) med pennen som sit redskab satte sine mærker på papiret, var en såkaldt bevidst eller lige så såkaldt ubevidst beslutning at lade brystet være subjektet i sætningen, således at det ikke blev blodet, der bruste ud af brystet, men brystet, der udøste sit blod. Den æggende detalje er, at det nu engang var sådan, det blev.
Og dette ‘jeg’, der skød. Også fortællerstemmen har en vis interesse. Umiddelbart efter beskydningen af den hellige fugl rammes vores ven af mandlig vrede. For sådan er det jo: Ægget koster, hvad det koster. Hekse bliver sig selv i ilden. Babelske tårne tiltrækker både det ene og det andet. Krænkelsen af det hellige gør Verden vild. Så den, til rette tid, kan vise sig at være mild.
Dernæst tilbydes nøglen ganske gratis: Dernæst, idet de opfattede, at jeg blot var et fjols, lod de mig gå forbi.
I denne sætning fortættes og formidles den trylleformel, der i og bag alle denne fine Verdens højst forskelligartede traditioner, udskænkes og bevogtes som midlet til at blive lykkelig: At blive til et fjols, i mange øjne, er ganske enkelt den slags gymnastik, som åbner Fruens dør.
Dette er ikke en kompliceret tankeøvelse af intellektuel art. Det er en hændelse – og en handling.
Også den sidste sætning kan være god at dvæle ved: Sådan og ikke på anden vis ankom jeg til den hellige Grals tempel.
Som nævnt: Det er bare ord. De kommer fra luften og vender tilbage til luften. Vi behøver ikke at være højtidelige. Den hellige Gral: Det betyder kærligheden. Ikke mere, ikke mindre. Bare kærligheden.
Som Qabalah Cohen synger: Here is your love, for the woman, the man (og alt det andet). For sagen er faktisk simpel: Vi er her bare – og det er godt sådan. Særligt godt bliver det, når trancetilstandene er borte, og et menneske efter at have set og mærket sine egne sår og safter, en skønne dag endelig får, tilgiv os frisproget, hovedet ud af røven og kommer hjem til sit øjeblik og i gang med sit arbejde.
*
På den anden side af Afgrunden åbnes der, siger man, to ‘hemmelige’ (og hermed velvilligt fremviste) nedadgående stier, som ikke ses i den vanlige afbildning af Livets Træ, men viser sig som virkelige, når værket finder hvile, og asken danser blidt i vinden.
Den ene af disse stier hedder Flammesværdets sti og går (fortæller vi her til den læser, der kender til Træets figur) fra Binah til Chesed, altså fra moderlig forståelse til faderlig nåde. Dette våben af ild skal bruges til at tugte opblæste fædre, så de mærker, at Dronningen er mægtig. Det betjenes i vores tid bedst af kvinder – når de har lært at bære det. Denne stis tal er 777 (yes, nu bliver det lidt nørdet; ‘jeg’ lover, at vi ikke fortaber os i number crunching, men skriver jo til alle og ingen, så kornene kastes i mange retninger).
Den anden af disse stier kaldes, for eksempel, Lerbægerets sti. Den går fra Chokmah til Geburah, altså fra ‘mandlig’ visdom til ‘kvindelig’ styrke. Med dette redskab forholder det sig sådan, at det – modsat flammesværdet – i sagens natur ikke kan kaldes et våben. Det er jo bare en kop. I denne kop findes, siger nogle, en rig ansamling af den slags væsker, der indsamles som morgendug i landet langt, langt væk (som jo selvfølgelig er lige her). Meningen med at hælde denne væske ned i den kvindelige styrkes sfære er, selvfølgelig, at gøre Jorden grøn, så livets sødme kommer frem.
En sjov detalje er, at det faktisk er Mars, den mandigste af de mandige, der i Træet kendes som håndfast hersker i kvindestyrkens sfære. Ofte har man i tidens løb udtrykt sig temmelig kryptisk om denne ‘mærkværdighed’, men der er sådan set intet underligt i det: Alle mænd har en mor, så det har Mars også. I en enkelt sætning kan vi udtrykke det sådan her: Forståelsens saturniske Dronning er den martialske Herres egentlige ophav, som han kan gøre glad, når endelig han fatter, hvem og hvad hun er.
Så vidt, så flot – nu finder vi hjem til øjeblikket: Hensigten med at bruge lerbægeret er at åbne stien fra den mandlige visdom til den kvindelige styrke, så disse to kan blive gode venner.
Tallet for denne sti er 888. Under dette tal står der ikke et eneste ord i det qabalistiske opslagsværk Sepher Sephiroth, hvori vi ellers altid finder, hvad vi skal bruge. Det gør der til gengæld under tallet 24, som jo er tværsummen af 888 og dermed en legitim (altså i disse kredse ‘almindelig’) nedkogning af det fulde tals essens.
Under 24 læser vi, blandt andet, noget om Merkur, noget om en krop, noget om et fattiglem, noget om kærlighed, noget om overflod og noget om et stykke lertøj – altså netop, hvad vi har brug for ((Du er hjerteligt velkommen til selv at kikke skriftfidusen i tallene. Bogen er ikke svær at finde)).
Altså får vi denne formel – for en kærligt henkastet udøsning af væske: At elske og blive elsket, så man kan blive dygtigt merkurial (altså på samme tid flydende, glitrende og fast, som kviksølv er det), at være kropsligt til stede i Verden som et ganske almindeligt menneske, at glæde sig i sin såkaldte fattigdom (tihi, fnis), at elske (mere), at leve ødselt og overflødigt (ret forstået) og dermed ende og begynde med at være et bæger i eget og i andres liv. Dér har vi vores opskrift – og nærmer os at kunne holde kæft.
*
Hvis man har lyst til mere af denne art og måske kunne have lyst til at drikke af kilden på eget eventyr, kan man for eksempel kikke på den kommentar, Crowley har vedføjet det svanedigt, som vi begyndte ved.
Vi anfører nu en sidste sætning – og bliver så stille til indåndingen af duftene fra Verdens venligste mand. Sætningen er en påstand og lyder sådan her: Det fineste, der findes er at synge frit, før dagen gryr – og tage godt imod sit morgengry →
**
Kærlighed er Loven er Loven, kærlighed under Vilje
**
PS – hvis du vil have det: En sjælden gang imellem er det ret beset helt i orden at give sit viljefast to-årige Stenbuk-barn en slikkepind til morgenmad – for eksempel hvis far bare lige virkelig gerne vil være færdig ved sit tastatur, før han igen kan vende tilbage til den egentlige glæde i sin egen lille have. Mere er der ikke:
