Et lejlighedsbrev med alment indhold – plukket ud af dagligdagen
Gør hvad du vil skal være Lovens helhed
Kære Søster Fingerspil, kære Marianne!
Det er aften. Nu sætter jeg mig ved tastaturet og begynder skrivningen af det lovede brev til dig om Blixen og (lidt af) al hendes væsen. I stuen dufter der af myrra. Et enkelt lys brænder, til lyden af Leonard Cohen. Month by month, day by day, thought by thought. Alt, hvad jeg fortæller er sandt – og samtidig mine højst personlige udtryk for den slags digtværk, som det her skal handle om.
Lad mig først knytte nogle få bemærkninger til brevets åbning: Gør hvad du vil skal være Lovens helhed. Inden for en bestemt linje af den tradition, hvori jeg står, som er den europæiske hvide magi, er dette de indledende ord, som altid anvendes, når man henvender sig til hinanden i breve. Ordenes mening er enkle og angår netop den samme kerneerfaring, som også Blixen gjorde sig og i sit livsværk forsøgte at formidle, nemlig den underfulde omstændighed, at det menneske som for alvor udlever sin egenart og derved opdager sin sande vilje, ganske naturligt vil ende et sted, hvor velviljen over for det andet individs udlevelse af sig selv ophører med at være noget fremtvunget, og hvor kærligheden derfor kan komme til sin egentlige ret i livet mellem mennesker, fordi hver enkelt vitterligt gør, hvad de vil, og det tredje derved helt af sig selv finder sin vej ind i Verden.
Det er dette, som – for eksempel – Babettes gæstebud handler om, og som Blixen på mangfoldige måder kredser om i sit samlede arbejde med de menneskelige marionetter.
Og mester Cohen synger: I’m slowing down the tune – så lad os gøre det. Vi kryber stille og roligt ind i selve sagen. Adstadighed er passende.
Endnu en slags forbemærkning, nemlig én om tiltaleformen: Dér, hvor jeg befinder mig, er det både almindeligt at tiltale hinanden under søster- og brodernavne og at være spontant hyttepåsom i opfindelsen (og opdyrkelsen af nye navne). Kort fortalt: Jeg synes godt, du kunne hedde ‘Søster Fingerspil’ – i hvert fald her hos mig, for det var jo netop det fine fingerspil, da skjaldene fløj let over slægternes grav, som åbnede mulighedsrummet for et brev af denne mytedigteriske art. Så det kalder jeg dig (sgu) – i hvert fald lige her & lige nu.
*
Og dermed danser vi frimodigt ind i emnet: At digte og at blive digtet – eller hvad S*t*n vi nu vil kalde det. Ordvalget er i sagens natur temmelig tilfældigt. Vi kunne kalde denne erfaring, som det jo er, alt muligt forskelligt. Nu kalder vi det ‘at digte og at blive digtet’. Det lyder helt fint.
Hvad jeg nu vil gøre er, at fremmane en skitsetegning af Blixens grundsyn, som egentlig ikke er hendes, men blot tingenes tilstand, som de kan anes og opleves ud fra et verdensteatervenligt perspektiv.
Vi begynder i det enkle og ender i det omfattende: Karen Blixen var en dristig sjæl. Karen Blixen var en kvinde, som tidligt havde en viden om, hvad hun ville – og (modsat så mange andre) faktisk gjorde, hvad hun kunne for at virkeliggøre sin vilje i handling.
En kort indskudt bemærkning: Alt dette er – logisk nok – skitsepræget og affattet i øjeblikket. Det kan, hvis du skulle ønske det, hjertens gerne udfoldes yderligere i en egentlig samtale. For vi to er jo begge levende.
Tilbage til manuskriptet: Tidligt fattede lille Karen, at hun ønskede sig et liv som måneklar jægerinde – og gik så ud i den store, vilde, milde Verden for at blive til dét, hun var. Det gik både efter hensigten og helt anderledes end forestillet.
Nuvel, skribenten fortaber sig i fortælleglæde. Nu bringer forfatteren ham tilbage på det fælles spor: Allerede undervejs i Afrika-tiden (før fruen fik sit uudslettelige heksemærke → den franske syge), havde vores heltinde sådan set udtrykt sig temmelig umisforståeligt om alt dét, som vi her har fat i.
Det gør hun i det fine marionetdukkedrama Sandhedens Hævn fra 1926. Jeg vedlægger her et stykke tekst om dette drama, der for nogle år siden tjente som manuskript for et foredrag, jeg lagde mund til – i jeres foredragssal:
*
Historien er – som alt, hvad der sidenhen kom ud af hende – på samme tid vidunderligt kringelkroget og glasklart komponeret. Allerede i anden scene indvies beskueren i fortællerperspektivet. Det sker da to af karaktererne en måneklar aften møder med den sandhedskærlige, orakel-kyndige heks, Amiane, som – så at sige – dukker op ud af ingenting og trænger sig ind på dem, fordi hun tydeligvis har noget vigtigt sige dem. Først bliver de irriterede over hendes påtrængenhed og kalder det egoistisk, at hun sådan forlanger af andre, at de skal høre på hende, bare fordi hun har lyst til at tale. Men hun taler videre – og tvinger dem til at lytte. Hendes lærerige monolog lyder sådan her:
Nogle Mennesker gør andet end de har Lyst til og glemmer, hvad de selv er. De forvirrer Naturens tanker, de plumrer Naturens kilder op, ja, tag jer endelig iagt for dem. Hele Natten i mørke vokser Træerne i Skoven, ja hvis det blæser, bevæger deres Kroner sig i Blæsten. Sådanne Mennesker, som jeg taler om, vågner om Natten, bliver urolige og beskæmmes, når de tænker derpå.
Hertil svarer figuren Abraham afværgende, at den anmasende dame tydeligvis er en sandsiger som de andre – én af dem, som man har grund til at frygte alt andet end sandheden fra. Men hun fortsætter:
Sandheden er, at vi alle spiller med i en Marionetkomedie.
Og afbrydes så igen af denne Abraham – O, hvilke gamle Fraser, siger han – og fortsætter så igen sin belæring:
Hvad det, mine Børn, især gælder om i en Marionetkomedie er at holde Forfatterens Idé klar. Det er en Hemmelighed, som jeg dog vil fortælle Dig, at dette er den sande Lykke, som folk leder om på andre Steder. Ja, det er det velsignede ved at spille med i en Marionetkomedie, da jeg nu langt om længe er kommet ind i en, vil jeg heller aldrig ud. Men o, I mine Medspillende, hold Forfatterens Idé klar, ja driv den ud i dens yderste konsekvens
. . .
Udlev den lykke det er at følge din dybeste, egentligste lyst og spil den rolle, som du er tiltænkt – husk altid at holde forfatterens idé klar; driv den ud i dens yderste konsekvens, sådan bliver du lykkelig – således heksens lærdom til de vrangvilligt lyttende og selvfølgelig også til den kvinde, der vel nok anede, at ordene først og fremmest var til hende, da hun sad der i Afrika og satte dem på papir. Det mærkelige, eller rettere det bemærkelsesværdige, ved den kloge kvindes ord er den dobbelte insisteren på to livs-anvisninger, der – for et uindviet blik – kan se ud som modsætninger: 1) Gør altid, hvad du har lyst til. 2) Spil den rolle, du er blevet tildelt – altså, hvad der kunne se ud som en selvmodsigelse, en samtidig hævdelse af ubundet frihed og – marionetdukke-tøjlet – nødvendighed.
Og ja, for den begærligt begribende tanke er det en selvmodsigelse, som ikke kan opløses ved såkaldt fornuftig gennemtænkning. Det er netop dét, der er meningen: at standse sindets begær efter bemestring, så en ny sans kan vækkes; den hemmelige sans, som kan drage et menneske ind i dét, som vi for eksempel kunne kalde den tredje tilstand – mellemrummet mellem modsætningerne, erfaringen af det fuldstændige sammenfald af frihed og nødvendighed. Altså, den følelse, som vi mennesker faktisk kan komme ind i og få ind i os, når alt er, som det skal være, og vi oplever, at vi på samme tid – i samme glidende bevægelse – gør netop, hvad vi vil, og hvad vi skal. Den tilstand kalder heksen med rette for lykke – for det er sådan, livet er, når det lykkes.
*
Ja, det var en masse ord. Sidenhen har jeg fået mig en, skal vi sige, lidt mere jazzet udtryksform og udtrykker mig, når jeg taler om dette motiv, nu vanligvis lidt mindre højstemt og lidt mere egentligt lystfuldt. Men sådan er det jo: Man er, hvor man er; og man var, hvor man var.
Selve mit datidige ‘jeg’s fremstilling af Blixens grundsyn er jeg sådan set ganske godt tilfreds med, så nu citerer jeg sgu mig selv igen. Her får du den umiddelbare fortsættelse – nu er vi for alvor i hjertet af fortællingen, hvor heksebaronessens Herre pludselig dukker op, aldeles ud af intet, som den slags skikkelser jo har for vane at gøre det:
*
For Karen Blixens vedkommende skulle det vise sig at være en spådom om det, der snart skulle ske. Fem år efter udgivelsen af dramaet, altså i 1931 ophørte kaffeeventyret; luftpiloten var død og borte, høsten havde for længe været for dårlig, børskrakket havde besværliggjort forretningen, og så videre, og så videre – altså afhændede fru Blixen Karen Coffee Company og begav sig mod Nord.
Kort efter hjemkomsten til Sjælland begyndte heksens ord – for alvor – at sætte sig igennem som kropslig vished. For da alt andet var bristet, og hun blev overladt til sig selv, ankom det dunkellyse øjeblik, hvor baronessen blev sikker på sin sag.
Den geniale litteraturhistoriker Aage Henriksen, som var én af Blixens yngre, mandlige bekendte – og bekendende – har i den stærkt anbefalelsesværdige og gunstigt urovækkende dokumentarfilm Bag Blixens maske fra 2011 gengivet, hvad hun i sin tid sagde til ham om det møde, der bestaltede hendes vilkår og bekræftede hendes kald. Filmen er af nyere dato – den er fra 2011; indtil da havde han holdt på sin viden som en hemmelighed. Når man hører om begivenhederne, forstår man hans tavshed.
Det hændte – bevidner Henriksen – på familiegodset Rungstedlund. De to sad alene sammen – måske over en kop kaffe -, og så sagde hun det til ham, som det var – nemlig, at hun, da hun i en temmelig hærget tilstand lå på hospitalet til udredning for syfilis-lidelsen, var blevet opsøgt af en, velsagtens, velklædt herre, der præsenterede sig selv som – Djævelen.
Han fortalte hende, at det var ham, der stod bag tildragelserne, og at han nu ville indgå en aftale med hende, nemlig denne: At hun aldrig nogensinde ville komme til at udleve et almindeligt kærligheds- og kønsliv, men at alt, hvad hun oplevede til gengæld, ville blive til historier.
Vi må forestille os, at hun, da ordene havde forladt lysbringerens mund, først blev stille – sådan som følsomme Ånder altid tier foran mysteriets tilsynekomst -, og så gav ham sit svar. Alt det efterfølgende tyder på, at hun sagde ja, tak til tilbuddet.
Sikkert er det, at hun sidenhen – i den sluttede discipel-kreds af åndeligt årvågne unge mænd – omtalte sig selv som Djævelens veninde, hvilket jo i hendes mund skulle og skal forstås som én, der er indlevet i hemmeligheden om Almagtens enhed – én, der ærer dobbeltheden i enheden og enheden i dobbeltheden.
Hendes skæbne blev at lede de lyttende og læsende ind i denne erkendelse; denne forening af modsætningerne – denne tredje tilstand, hvor et menneske ophører med at stritte imod dukkeførerens hånd og netop derved udlever og elsker sin skæbne, hensynsløst virkeliggør sig selv, forbruger sig selv – og strømmer ødselt over af sin rigdom.
*
Afsted det går – forhåbentlig er du fortsat mere eller mindre ombord; om ikke på grundsynet så dog på handlingsgangen i historien. Påstanden er denne: For Karen Blixen var alt dette umådeligt virkeligt. Djævelen gjorde hende til digter.
Og hvem er så Djævelen? Djævelen er, selvfølgelig, den anden halvdel af Gudens ansigt. I Den afrikanske farm finder vi en passage, som meget præcist udtrykker, hvad der kan forstås ved dette udtryk – og dermed kærligt viljefast bidrager til helbredelsen af (påstår Bror Høne hermed) selve Europas åndelige sygdom. Stykket lyder sådan her – og står et sted i bogens begyndelse:
→
De indfødte har i langt mindre grad end hvide folk følelsen af risiko i livet. Jeg har nogle gange, på en safari eller på farmen, i et særligt spændende øjeblik mødt mine indfødte folks øjne og har følt, at vi var på lang afstand fra hinanden, og at de undrede sig over min vurdering af situationens alvor. Det gav mig noget at tænke på. Måske var de virkelig på en måde, der for os må blive uforståelig, og som vi ikke kan efterligne, i selve livet i deres rette element, som dybhavsfisk, der ikke ville kunne forklare sig vores frygt for at drukne. Denne sikkerhed i tilværelsen, denne svømmekunst, tænkte jeg, har de, fordi de har bevaret en kundskab, som vores egne første forældre satte overstyr for os, og hvori, mellem alle verdensdele, Afrika især kan undervise os: At [og så kommer det] Gud og Djævelen er én, deres hellighed er lige stor, deres majestæt lige evig, så at der ikke er to, som er uskabte, men én, som er uskabt, ikke to umålelige, men én umålelig, – og de afrikanske indfødte ærer dobbeltheden i enheden og enheden i dobbeltheden.
Ganske enkelt – når altså man magter at se det: Dobbeltheden i enheden og enheden i dobbeltheden.
Hovedsagen er i sagens natur selv at se det. Nu nærmer vi os en slutning. Jeg citerer endnu engang mig selv – for hvorfor dog sammenflikke nye ord, når man kan øse fra sin fortid.
Nu er vi i foredragets slutning – hvor trådene føjes sammen, og heltinden træder tydeligt frem:
*
Dette sidste, den hensynsløst ødselt overstrømmende velvilje, der kendetegner det skæbnekærlige marionet-menneske, vil jeg nu – hvor vi nærmer os min afslutning – fæstne blikket ved.
I den velkendte – og vidunderligt velgørende – novelle Babettes gæstebud fra senværket med den passende titel Skæbneanekdoter, møder vi én af Blixens kvindelige kropsliggørelser af den totale tilværelses-accept – den fuldkomne viljesudlevelse og selvudøsning.
Historien handler, ultrakort fortalt, om en stolt fransk kogekunstnerinde, der, ad til-fældets lunefuldt lykkelige veje (muligvis grundet illegal virksomhed som ildspåsætterske), er kommet som flygtning til det nordligste Norge og endt i huset hos et par blegt indtørrede kristeligt-småborgerlige, faderkompleks-befængte – og derfor naturligvis ugifte – søstre. Dér trisser hun sagtmodigt tjenende omkring og tilbereder den slags smagløse fodder-anretninger, der passer. sig for hensygnede eksistenser, som hader denne verden og glæder sig til deres forestilling om den næste.
En dag sker der noget underligt: Babette – som hun jo hedder – modtaget i kraft af sin sidste franske forbindelse, nærmere bestemt som udvalg af et fortsat løbende lotteri-abonnement, en anseelig pengesum og beslutter sig for at anvende den på en noget anderledes måde, end de fleste hus- og køkkentrælle ville gøre det – nemlig ikke på sin egen løskøbelse, men på en – generøs, en graciøs – løsladelse af søstrene fra deres selvforskyldte fangenskab i verdensforsagelsens kirke.
Og hvordan gør en kogekunsnerinde så det? Hun tilbereder – naturligvis – et måltid, der ville kunne få englene til at synge. Hidtil har hun aldrig lavet fransk mad for sine foresatte, men nu beder hun dem om den tjeneste – som sin gave til dem – for egne penge at bestille de rette råvarer fra hjemlandet og lade dem og en udvalgt, indbudt kreds smage hendes værk.
De indvilger, og det går nøjagtigt, som det skal: Maden vækker længe fortrængte – og aldrig egentligt udsprungne – sanser; vinen skænker ansigterne livets farve, tungerne løsnes, og der bliver endelig sagt noget af det, der skal siges og opleves, for at menneskers liv kan lykkes.
Først dagen derpå, da alt er spist og drukket, forstår søstrene, hvad Babette har gjort for dem – og hvad det har kostet hende at gøre. Hun har – viser det sig – nemlig brugt hele den arvede formue på dette ene måltid. Hun har bortødslet alt i udlevelsen af sin gode gerning.
Nu kikker den ene søster på hende – og taler i et anderledes blødgjort tonefald end det sædvanlige:
“Kære Babette”, sagde hun meget blidt. “Du skulde ikke have givet alt, hvad du ejede for vores skyld.” Babette sendte sin frøken et dybt blik, et mærkeligt blik. Der var mange ting i det: medlidenhed for medlidenhed, og på bunden noget andet, der kunne tydes som ringeagt. “For Deres skyld?”, sagde hun. “Nej. For min egen skyld.”
Hun rejste sig fra huggeblokken og stod op foran de to søstre, det forekom dem begge, at hun var vokset, og at hendes skikkelse i køkkenet tog sig uvant stor ud. Hendes ord var, da hun talte i samme format. “Jeg er en stor kunstner”, sagde Babette. Hun ventede nogle øjeblikke og gentog så: “Jeg er en stor kunstner, mesdammes”. Stilheden syntes at mangedobles. Det var Martine [altså den ene af søstrene], der til sidst brød den. “Så bliver du fattig hele dit liv, Babette, sagde hun. “Fattig?” sagde Babette. Hun smilede hen for sig. “Nej, jeg bliver aldrig fattig. Jeg siger Dem, at jeg er en stor kunstner. En stor kunstner, mesdammes, er aldrig fattig. Vi store kunstnere, mesdammes, har fået noget, hvorom I andre slet intet véd.
Herved bringes Martines indre strenge i bevægelse – og noget længe glemt begynder at sætte blomster. Snart omfavner hun sin Frelserinde og vidner – med det sprog, hun nu har – om den nåde, hun er blevet delagtiggjort i. Det er fortællingens sidste ord:
Men dette er ikke afslutningen, Babette! Jeg føler med vished, at dette ikke er afslutningen. I Paradis vil du være den store kunstner, som det var Guds mening, at du skulde være! Oh!” tilføjede hun, idet tårerne strømmede ned ad hendes kinder”. Oh, hvor vil du henrykke englene”.
Som selve krops- og billedliggørelsen af den kvindelige visdom véd Babette, at dette allerede er virkelighed – at de der er ægteviede med deres skæbne, allerede er i haven.
Ægteskabet fuldbyrdes, når man gør, som slangen – og ørnen – siger. Derfra bliver alting enkelt. Livsmod og dødsdrift åbenbares som to sider af samme gode sag: Dobbeltheden æres i helheden; Guden danser som en Satyr – und wir tanzen mit.
Dermed er vi – lige ved og næsten – ved at nå vores afslutning. Det allersidste bliver endnu nogle visdomsord fra heksen, denne gang i eget navn. I et af sine essays (nemlig Daguerreotypier I) skriver hendes fortælleglade højhed sådan her – om sig og sine:
Jeg havde engang – også i Afrika – en samtale om vores emne med en franskfødt veninde. Hun udtalte som sin urokkelige overbevisning, at alle mænd uden undtagelse troede på hekse. Der var kun nogen forskel på den grad i hvilken de frygtede dem. “Jo mere et virkeligt mandfolk af en mand er, min kære”, sagde hun, “jo mere åbent vil han bekende sin tro på hekse, men jo mindre vil han egentlig hade eller frygte dem. Søfolk vil indrømme, at de i deres liv har gjort bekendtskab med mere end én heks, men de vil stille sig nogenlunde velvilligt til dem, og vil undertiden indrømme, at de skylder dem taknemmelighed.
For min del har jeg – som delvis efterkommer af fisker-æt på den mødrene side ingen vanskeligheder ved at vedstå taknemmeligheden, og jeg håber inderligt, at flere mandfolk – måske nogle af jer derude – i tidens fylde vil gøre sig gode taknemmeligheds-fremmende erfaringer, og at de rette hunkønsvæsener med tiltagende kraft må få modet til at spejle sig i heksenes ynde.
Et væsentligt skridt ville være ved midsommer-fejringen at udskifte de kloge kvinder med sortklædte præster. Det bliver ikke i morgen, men virkeliggørelsen af den slags lyse håb har – som vi véd – slet ingen hast for den, som tror; der er ikke det mindste hastværk for de af os, der godtager og elsker denne skønne Verden netop sådan, som den er.
Amen
*
Bum, bum – ja, tilsidst blev det, midt i sødmen, noget svovlholdigt. Den slags behov har jeg ikke længere, i hvert fald ikke i samme grad. Efterhånden står det mig ganske klart, at nok er stierne mange, men sandheden er faktisk én (eller måske nul).
Så jeg vil gerne slutte et fredfyldt sted: Den kristne tekstsamling, som jeg holder mest af (og som vel egentlig gjorde mig til præst) er Thomasevangeliet, tvivlerens glade budskab. I dette evangeliums Jesus-ord 39 læser vi denne udpegning af det sædvanlige troslivs grundproblem – og modtager samidig opskriften på dets løsning:
Jesus sagde: Farisæerne og de skriftkloge har modtaget kundskabens nøgler, men de har skjult dem. Selv gik de ikke ind, og dem, der ønskede at gå ind, tillod de det ikke. Men I, vær snilde som slanger og enfoldige som duer.
Dette er, hvad vi sædvanligvis kalder gnosticisme, hvorved vi mener en åndsretning, hvis grundlæggende påstand er, at frelse, altså det at blive fri, ikke er en trossag, men derimod en erkendelses- og erfaringssag: For at det skal blive virkeligt, må vi opleve det som virkeligt – og i virkeligheden. Nåden er vitterligt af kongeblod – men hun flyder først, når vi finder vores grænse. Det er dét, påstår denne prædikant, som lignelsen om den fortabte søn handler om: Han måtte ned til svinene for at gå i sig selv. Da han kom hjem spiste de god mad. Godt for ham, godt for hans far – men ikke så godt for den selvgode broder, som aldrig havde været på eventyr.
Et teater – ja, netop; et teater, hvis navn er: Nåde. Og det betyder jo skønhed. Latin er ikke helt dumt: ‘Gratia’ betyder altid to ting. Ynde er vitterligt selve sagen. Med Thøger Larsens ord:
Vor Gud skal være rank og stor –
han sidder bøjet, bundet,
med døde Slægters blinde Ord
om alt sit Væsen spundet.
Vi trænger til en Sommersang,
hvor Tonen glitrer gylden.
Vi folde vil vort Væsen ud
mod Livets frie, friske Gud,
saa Skønhed soner Skylden.
Og jeg spørger: Måske skulle vores Gud overveje at blive til – en Gudinde? Det korte af det lange er, for mig at se, at Leonard Cohen vitterligt var én af det tyvende århundredes fineste jødiske magikere – og med rette sagde sandheden:
As he died to make men holy,
let us die to make things cheap
Det hele er faktisk gratis. Jo før vi forstår det, jo tidligere kan vi blive dygtige til at spille vores rolle – og endelig få lært at elske hinanden. Det kræver, at vi finder ud af, hvad vi vil – og gør det.
I min lille del af denne smukke Verden afslutter man, for eksempel, breve sådan her:
Kærlighed er Loven, kærlighed under vilje
//
Modtag de allerbedste ønsker fra
Johan – Bror Høne
– Tilgiv tastefejl; fingrene bevægede sig ret så hurtigt –
*