Fra Dyrets Mund – replik i ‘Præsten’ efter omtale af ‘Norden kalder’

I december skrev og udgav Jakob Brønnum, redaktør for Præsteforeningens blad, ‘Præsten’, nogle bemærkninger om min bog, ‘Norden kalder – åbent afskedsbrev til den kristne kirke’. Han nævnede selv, at der egentlig ikke var tale om en ‘anmeldelse’, for han havde kun “fordybet sig i visse dele” af bogen og “bladret i andre”. Jeg valgte at svare ham. Svaret er nu blevet bragt og kan læses her af de, der måtte være interesserede – og ikke abonnerer på ‘Præsten’.

Her i affotografering og nedenfor i udskrevet tekst:

Johan Chr. Nord
Johan Christian Nord

_____________________________________________

Det var en særpræget oplevelse at få tilsendt redaktør Jakob Brønnums bemærkninger om min bog ‘Norden kalder’ her i Præsteforenings Blad (side 1106-1108). Støvet havde sænket sig efter udgivelsen, og man (som jo betyder jeg) sad – endelig – dér og indøvede sig i stilhed. 

Men sådan er det jo: Man må være agtpågivende over for det, der falder ned til én. Jeg læste redaktørens ord og fik lyst til at svare ham – og jer. Her har I det, fra dyrets mund:

Brønnum skriver som det første, at han ikke har læst hele min bog. Han har bladret i visse dele og fordybet sig i andre. Herudfra sammenfatter han mit anliggende som en “kritik af den svage kirke” til fordel “en nærmest blodskudt dyrkelse af det jordiske”, hvis bevæggrund er “et egoistisk ja, en nådesløs kamphanes ja til ikke at lade sig begrænse” – altså: “en personlig-samfundsmæssig regression”. 

Det var mærkeligt at læse hans ord; mærkeligt at læse, hvad han har set i min bog (og i mig), og hvad han ikke har. Brønnum forstår den maskuline kampdrift som bogens præmis. Det er rigtigt set. Men han har ikke set sagens anden side: det kvindeliges relativering, blødgørelse og retledning af mandens drift. Motivet antydes i slutningen af bogens tredje del, hvor min hustru piller mig ned fra talerstolens tinde, og foldes så ud som samlende personlig og mytisk udsigelse i hele den fjerde del. Altså: mandens omsmeltning i mødet med det kvindelige, både derude og derinde. 

At han ikke ser det, betyder, at han ikke har opdaget, hvad jeg gør med mig selv i genfortællingen af min historie: Jeg bringer mig i stilling som offerdyr foran Gudindens alter. Jeg lægger mit – ganske rigtigt – selvoptagede ‘jeg’ på blokken og afventer stål og ild. Jeg siger ja til døden. 

Hvad Brønnum ikke vidste, da han skrev dem, er, at han med sine ord om mig og min bog har spillet netop den rolle, han var tiltænkt: Kirkens mand, der spidder kødet og antænder bålet – så indvielsen kan virkeliggøres i verden. 

Erfaringen er urgammel og evigt ung. Det handler om den – for udenforstående – paradoksale samklang mellem bejaelsen af viljen og villigheden til at blive opløst.  Hos Friedrich Nietzsche, som Brønnum har ret i, at jeg er dybt præget af, finder man en skildring af denne kontrapunktiske tilstand i det lyrisk-filosofiske hovedværk Således talte Zarathustra. I to af Zarathustras taler lyder det – i den angivne rækkefølge – sådan her:   

Modige, ubekymrede, spotske, voldsberedte – sådan vil visdommen have os: hun er en kvinde og elsker altid kun en krigsmand.

og sådan her:

Ånd er det liv, der skærer sig selv i livet: ved sin egen smerte forøger det sin viden – vidste I allerede det? Og Åndens lykke er dette: at være salvet og ved tårer indviet til offerdyr – vidste I allerede det?

‘Norden kalder’ handler om en lille mands oplevelse af svingningerne mellem disse yderpunkter – hvorudfra der kan opstå en tilnærmelse til den tredje tilstand. Det har jeg skrevet en del om siden udgivelsen af ‘Norden kalder’. Kravl selv ned og kik – hvis du har lyst. 

Hovedsagen er, at min bog blev, som den blev, og at det efterfølgende har været, som det skulle være: lidelsesfuldt og gnistrende. Jeg er taknemmelig. Hekse bliver sig selv i ilden.

Lad mig slutte med, hvad der måske kan blive et slags mødepunkt mellem Brønnum og mig, nemlig den fælles glæde ved Inger Christensens fortætningskunst. I min sære selvfortælling omtalte jeg hende tre vigtige steder – i håbet om at hendes ord kunne stå som relativering, blødgørelse og retledning af mig og mit. Måske kan hendes sjælesyner have samme virkning her, så hanegalene forstummer i vekselklangen mellem de mange og det ene:

Så fint som intet skabt af ingen,
et svar på fjerne stjerneformers løv.

Det hvirvles op som lys i sommervinden,
som glimt af perlemor og is og ild,
så alt, hvad der er til i sin forsvinden,
forbliver sig selv og aldrig farer vild.