Eneboeren i verden

I sin, mildt sagt, vilde og voldsomme bog Apocalyptic Witchcraft (som vist kun er til de få og skal dosseres med omhyggelighed), anbefaler heksemesteren Peter Grey en række trin til generobring af det indre landskab. Hans hensigt er at udpege flugtlinier ud af stålfængslet; at henlede opmærksomheden på snævre, farlige stier, der kan føre dybt ind i skoven.

Det første trin er, ganske enkelt, at vende tilbage til en opfattelse af drømmenes liv som vigtigt og virkeligt – at afvise tidens og magtens påstande om det indre livs overflødighed. Vi kender disse påstande ganske godt. Nattens syner opfattes i almindelighed som skrald eller – når det går højt – tarvelige vidnesbyrd om fortrængninger.

Grey véd – som andre før ham og med ham -, at de også er noget andet: kongevejen mod det dyb, hvor bagsidens væsener dvæler og arbejder. Altså, det første trin: At rette og fastholde opmærksomhed mod indersiden. Sådan påbegyndes nedstigningen – og dermed genopdagelsen af Verden.

Det andet trin er en teknisk forholdsregel: At forhindre udslip. Altså – for nu at blive i alkymiens sprog – at tætne kolben, så væskeblandingen hverken forårsager (utiltænkte) forgiftninger og eksplosioner eller fordamper formålsløst. Begge dele hæmmer arbejdet og bør undgås – med mindre der er en klar hensigt med udslippet. Vær agtsom. Eller med Greys ord:

The second step is to prevent leakage, be chaste in who we share our dreams with. The dreaming vessel is lost with all hands, swamped by the waves when exposed to those who are not ready to understand. Keep silent. The dream figure raises thumb and forefinger to lips in the gesture of the initiate of the mysteries. Our task is not to passively drop out, but to consciously disconnect.

Alkymistisk kyskhed: At vide, at ville, at turde og at tie. Dét er anvisningen. I sagens natur er den vanskelig at udleve. Når forbindelsen til det ubevidste opstår, og vandet begynder at flyde er det almindeligt, åh så almindeligt, at de nye oplevelser bevæger den berørte ud i verden – ud til de andre, med mange ord i munden. Vi længes – med rette – efter vidner. Men vi bør vælge dem med omhu og være bevidste om, hvad vi gør, når vi udøser os i verden. Javist, I visse tilfælde kan udslip og eksplosioner være gunstige – men de må være undtagelser. Ellers vil forædlingen udeblive.

Altså: Fasthold nattens syner. Del dem kun med de få, som selv er stedkendte dernede. Først og fremmest: Skriv. Ikke til Verden, men til dig selv og til de skikkelser, du gør dig dine erfaringer med. Grey udtrykker det blandt andet sådan her – i umiddelbar forlængelse af det netop citerede:

The dream diary is a practice to cultivate, or our dreams fall away forgotten. This connects us to a ritual continuum, as the one obligation for those cured through incubation was to write down their dream and leave it as a votive. We must learn to extend our control, not allow others to descend for us and peer out through thick glass, but plunge in ourselves as naked as pearl divers and return with the treasures of the undersea garden.

Inkubation – ordet stammer fra oldtidens mysteriereligøse praksisser. Det henviser til den praksis at opsøge hellige steder for dér at gennemleve natten – og opleve helbredelse i mødet med det hellige. Den slags gør man alene. Måske vejledt af en erfaren dykker, som kender farvandene, men ikke følger med på nedfarten.

Sikkert er det, at der kræves omhyggelige hygiejniske forholdsregler: Selvsikker tilbagetrækning. Beslutsom stilhed. Viljefast handling. Ædruelig adfærd. De, der ønsker at møde Magterne, må afskære sig fra meget af det, de mange kalder verden. Konkret: Nak dit tv, forlad infotainment-cirkusset. Nedkæmp din interesse i ævl og kævl. Bliv ven med din krop. Forstå, at du er din krop. Opdyrk sundhed. Befæst din uafhængighed. Indret dig, så dit indre liv kan vokse frit og vildt. Dræb de sølle ambitioner om at stråle derude. Hengiv dig til nattens Frue. Lær at regne dig selv blandt de døde, og bliv hjemmevant i mørket. Perlerne er på bunden. Det er aldeles konkret. Ofrene er virkelige og smertefulde. Først derefter velsignelsesrige.

Hovedsagen er, at denne erfaring er evigt ung. Peter Greys bog er fra 2013. Hans heksekunst er nutidig. Giftpilene er rettede mod dét, der kommer: ombrydningen af det velkendte, opvækkelsen af glemte sanser. Gudindens genkomst – i hævn og glæde.

Som bekendt er smag og behag forskellige. Man prøver sig frem – og finder sine medikamenter. Det handler ikke om at omdele helligtekster og knæsætte doktriner, men om at frisætte, udbrede og kanalisere impulsen.

Slangens væske er uundværlig. Biddet kan modtages på mangfoldige måder. Nogle opsøger det, andre overvældes. Alle berørte lider og kan, hvis viljen er vågen, blive delagtige i giftens anden egenskab: åbningen af en ny sansning, erfaringen af forbindelseslinjerne mellem alt det levende – og muligheden for at gribe ind i dem. Kort sagt: magien.

Ja, magien.

Den britiske okkultist Aleister Crowley (1875-1947) fremlagde i løbet af sin virketid flere forskellige begrebsbestemmeler af fænomenet. Den mest velkendte lyder, at magi er:

the science and art of causing change to occur in conformity with will.

To andre lyder:

Magick is the science of understanding oneself and one’s conditions. It is the art of applying that understanding in action.

Magick is the study and use of those forms of energies which are (a) subtler than the ordinary physical-mechanical types, (b) accessible only to those who are (in one sense or another) ‘Initiates’.

Alle tre bestemmelser stammer fra brevværket Magick without Tears – og er gode at få slangeforstand af. Det afgørende er den selvstændige undersøgelse virkelighedens eget væv – fænomernes selvgyldighed. Som anført: På disse stier bør enhver vandre ensomt og agtsomt.

Ét af de indgangshuller, man enkelt og (relativt) ufarligt kan opsøge, er Tarotkortenes billedverdener, altså de komplekst gennemarbejdede varsels- og meditationssystemer, der (sådan cirka) siden 1700-tallet har været anvendt som midler til selvindsigt og viljesudlevelse, først som europæisk og sidenhen global praksis.

Tarottens udgangspunkt er en nysgerrig lyst til undersøgelse og oplevelse af det fænomen, der af den schweiziske dybdepsykolog C. G. Jung er blevet navngivet synkronicitet. Synkronicitet er, at den almindelige, ualmindelige erfaring, at der uforklarligt opstår samklang mellem indre tilstande og ydre hændelser på en måde, der giver mening, selvom der ikke er nogen sporbar årsagsforbindelse. Altså: meningsfulde, a-kausale sammenfald. Det mest almindelige eksempel er, at man tænker på mor, og så ringer hun.

Jung opdagede fænomenet gennem sit eget liv og sin praksis som drømmetydende samtaleterapeut. Hans eget mest berømte eksempel (som jeg også har genfortalt i Norden kalder) stammer fra et terapiforløb med en kvindelig patient, der led af en svært kontrolsyg, neurotisk fastlåsning af livsenergien. Undervejs i forløbet genfortalte kvinden på et tidspunkt en indtryksfuld drøm, hvori hun havde modtaget en gylden skarabæ. Da hun var færdig med at fortælle om nattesynet, og – har vi lov at forestille os – stilheden havde meldt sig i rummet, hørte doktor Jung nogle små bank på ruden bag sig. Han vendte sig om og fik øje på lydenes afsender: et eksemplar af billearten Cetonia aurata, Grøn guldbasse – det tætteste, man i Europa kommer på en skarabæ. Han åbnede vinduet, og modsat sin normale vane med at søge lyset og luften fløj den ind i det dunkle klinikværelse. Så greb han den i hånden, rakte den frem mod den lidende og sagde dét, der skulle siges: Her er Deres skarabæ.

Kvinden flækkede. Vandet begyndte at flyde, og hun blev en del af den store sammenhæng. Det samme er sket for andre og kan ske for flere. Mulighedsbetingelserne er åbenhed og intensitet. Energien skal være høj. Typisk optår denne elektrificering gennem henrykkelser og kriseerfaringer. Møder med slangen – på godt og ondt.

For når mennesker fødes, kæmper og dør, begynder Verden at lyse og blinke. Glimtene kan med fordel modtages som indbydelser til egen undersøgelse.

Og dermed er vi tilbage ved Tarotten. Dens grundprincipper er arketypisk billeddannelse og aktiv synkronicitet. Altså: en bevidst opsøgelse og udforskning af det til-fældige sammenfald mellem indre tilstand og ydre begivenhed – din sjæl og kortenes fællesmenneskelige afbildninger på bordet.

Billederne er mytologiske. Deres rodnet rækker vidt. Alting blandes vidunderligt – og systematisk – sammen i en særdeles rummelig kolbe. Blandingsforholdene varierer fra sæt til sæt. Sjælen er genkendelig, også på tværs af forskydningerne. Konkret kan kortene med fordel anvendes i vekselvirkning mellem meditativt, forstandigt symbolarbejde og praktisk varselstagning. Altså: en kobling mellem flittig undersøgelse af betydningslagene (som vi berører om lidt) og dristig hengivelse til det, der kan ske, når man under de rette omstændigheder rådspørger kortene om liv og færden. Hvordan det gøres, kan man læse om derude. En simpel optakt kan – for eksempel – være et oplæg med tre kort til aflæsning og oplysning af tilstand, handling og ny tilstand. Meningen er ikke at forudsige fremtiden, men at aflæse energierne.

Kravl selv ind og kik!

Grundstrukturen i Tarottens univers er en todeling, der kaldes den store Arkana og den lille Arkana. ‘Arkana’ betyder (noget i retningen af) hemmelighed. I den lille Arkana er der 56 kort, som, ligesom i et sæt spillekort, indgår i fire rækker, men modsat disse rummer et ekstra hofkort, typisk en page. Hver af de fire rækker er knyttede til et af de fire elementer. De mest almindelige udformninger af de fire rækker er: Stave (ild), Bægre (vand), Sværd (luft) og Mønter (Jord). Inden for hver af rækkerne er der korrespondance mellem temaer og tal, således, at – eksempelvis – Esserne er et udtryk for elementets energi i sin basale, koncentrede form, og 10’erne markerer et (i visse tilfælde ugunstigt) topmål af deres udladelse. Hvert kort er et billede, der både forestiller en almen tilstand og henleder opmærksomheden på det ualmindelige.

Og den store Arkana, i den er der 22 kort – fra 0 til 21, fra Narren til Verden. Kortene kan anskues i tre linjer med syv i hvert. Narrens nul er flydende og forstås som en figur, en sindstilstand, der bevæger sig gennem strukturen og er nødvendig ved overgangene. Ja, nogle kalder selve arbejdet med Tarotten for Narrens rejse. Det væsentlige er, at denne tredeling af de 21 kort siges at afbilde et menneskes indvielsesvej; dets vandring mod sig selv og den fælles Verden – vores indlevelse i den store sammenhæng.

Det mest udbredte system kaldes Rider-Waite Tarot. I det ser kortfølgen i den store Arkana sådan her ud:

Alt det kan man – selvfølgelig – læse meget mere om alle mulige forskellige steder. Både på det oceaniske internet og i trykte bøger. Jeg kan anbefale Rachel Pollacks Seventy Eight Degrees of Wisdom eller den nyere opfølger Tarot Wisdom som gode steder at drikke. I en dansk sammenhæng vil jeg henlede opmærksomheden på sjælealkymisten Kristine Gazels arbejde – blandt andet en gratis onlinebog om Tarot, der lige nu er under tilblivelse, og hvis dele kan læses i takt med deres færdiggørelse.

Lige her handler det om antydningen og åbningen: Den første linjes kortfølge siges at udpege udviklingen af det bevidste liv, den anden det ubevidste og den tredje det hyperbevidste. Altså først udviklingen af en almindelig, livsduelig jeg-bevidsthed, som vågner i Magikerens vilje til bemestring af sig selv og sin verden, derefter gennemgår basale menneskelige erfaringer og endelig mættes i det syvende kort, Kareten, hvor vi ser en herre have såkaldt styr på sig selv og fejre sin triumf derude. Festligt, javist – men ikke livfuldt i længden. For kareten er en stenblok, og mandens underkrop er opslugt af den. I sin selvafstivning er han blevet ubevægelig:

Denne fastlåsning er velkendt, alt for velkendt. Samtidigheden af ydre sejr og indre stivnelse er aldeles almindelig. Eksemplerne mangfoldige. Midtvejskriserne bevidner det. Mange mennesker kommer aldrig ud af deres stenkaret – og dør som slaver.

For overgangen til den næste linje, til erfaringen af det ubevidste og dermed muligheden for opnåelse af egentlig selvindsigt, er ikke enkel. Man må blive til en nar, i de manges øjne, og man må opbyde en styrke, man ikke vidste, at man havde – og aldrig bliver til sig selv, hvis man ikke opdyrker. Only the brave. Kun sådan åbnes indvielsens anden linje:

Om hun tæmmer løven eller kæler med den, er hverken til at se eller væsentligt at afgøre. Her er vi i det tredje. Dyret er ildrødt. Kvindens hår og kjole er blomstersmykkede. Over hendes hoved svæver evighedens tegn, hvilende 8-tal. For styrken udfoldes roligt og besluttet. Viljen er vågen. Der er intet hastværk i kolben. Hun nyder ilden.

Derved åbnes det niende kort – og vi er ved ham, der her stod som det indledende billede – eremitten, Eneboeren i Verden:

9-tallet er ikke vilkårligt valgt. Det går igen – og igen – i åndshistoriens udpegninger af enkeltmenneskets indadvendte opstigen. Vi kender det fra Odins ni nætter i verdenstræet – og barnets tid i moders mave. 9-tallet er helligt.

På billedet ses han på sin tinde. En grå troldmand med gylden stav, alderens tegn i ansigtet og lys på lampen. En sekstakket stjerne brænder derinde: Salomos Segl, kønsenergiernes forening, ilden og vandet i fælles forbund. Sådan kender Gravmagikeren sin vej og forbereder sig på sin død.

Han véd, at vandringen er ensom, og at der nu er langt ned til den verden, han forlod. Derudfra folder alting sig ud. Modsætningerne flimrer – bjerget og dybet bliver sider af samme, sære sag.

De følgende kort afbilder tilstandene og synerne frem mod jeg’ets død og opvågningen til et nyt liv, hvis engel i det fjortende kort kyndigt håndterer bægre og væske på en måde, der ser umulig ud, men kan erfares som virkelig:

En fod i kilden, den anden på jorden. Rødlige vinger. Ildets tegn på brystet. Blomster lyser. Solen stiger – eller synker. Det gør ingen forskel. I Mådeholdet forenes modsætninger: Bevidstheden er indlevet i det ubevidste – og drukner ikke i det.

Det siges, at dette sted er dér, de fleste rejsende gør ret i at gøre holdt – og glæde sig. Her tørrer man hverken ud eller oversvømmes. Man fryser ikke til og brændes ikke op. Man lever i Verden, men opsluges og fornedres ikke af larmen. Man er sig selv i samliv med Magter og mennesker. Her er der godt at være.

Få mennesker går – og føres – videre nedad. For i den tredje linje ophører hyggen endegyldigt. Den åbnes af ham, de kristne kalder Djævelen:

Symbolet er komplekst og skal ikke udtværes her. Enhver bør selv tænke sit – og vide, at Mørkets Herre bevogter den trejde linies port. Hvorvidt han skal overvindes eller tilnærmes, er der delte meninger om. Sikkert er det, at han skal mødes, og at ingen bevæger sig uforandret videre. Kærlighed er loven. Kærlighed under vilje.

I de efterfølgende kort gennemleves og gennemlides Tårnets fald, Stjernens afklaring ved kilden, Månens kraft og vanvid, Solens nye liv, Dommens fuldbyrdelse og – endelig – Altets egen dans i Verden. Det kan der fortælles mangt og meget om. Hver ting til sin tid.

Den store Arkanas allersidste kort er selve vidunderet:

Vi ser en dansende kvinde med Magikerens værdighedstegn og arbejdsredskab i begge hænder. Hun er blevet ét med alting. Kønnet er dækket. Hvorfor?

Vel nok fordi vi selv skal have lov at forestille os det. Nogle siger, at det ikke er en kvinde, men en hermafrodit; et kraftfuldt modnet barn af græske gudemagter – alkymiens Hermes og kærlighedens Afrodite. Kort fortalt: en virkeliggørelse af den tredje tilstand. Sikkert er det, at der danses – hinsides alle kortlægninger.

Eller som Friedrich Nietzsche så træffende har ladet sit mundstykke, Zarathustra, udtrykke sig:

Ich würde nur an einen Gott glauben, der zu tanzen verstünde.

Lad os frejdigt bryde åget og erklære os enige: Her drømmer vi med dansende Guder og Gudinder.

Træd frit frem.
Fortsættelse følger,
når det bliver
forår.