Den adfærd anser jeg for ækel

I onsdagens anledning bringer vi her et uddrag fra ‘Høstoffer’ – som er skrevet i samarbejde med Jesper B. Korndal og udkom på ‘Gentlemens Jockey Club’ i efteråret 2019.

_________

Den adfærd anser jeg for ækel – snøvlede Asgårds egen jætte til sin blodsbror, engang hvor han var ganske særligt fuld af den slags gæret drik, der slipper både løgn og sandhed ud af svælget. Det hændte ved et overdådigt drikkegilde, hvor en ikke særlig listig Loke gylpede hånsord op blandt Aser og Asynjer: 

Freya kaldte han en skøge, og Odin en umandig troldkarl. Hvorfor? Fordi hun førte spyddet, da han i sin tid hang i Verdenstræet – og blev sig selv i overskridelsen. Han blev indviet med en kvinde. 

Ja, ja, først gik det som fortalt: Han gennemborede det gyldne kød og brændte hendes indre frem – men sidenhen, da han omsider fandt sin grænse, hjalp hun ham ned i hans forvandling

Hun klyngede ham op i Yggdrasil og lod ham hænge dér i nætter ni; uden føde, uden drikke, henvist til sig selv – med blodigt såret mandighed. 

Vi kan forestille os, at han var udmattet, udhungret og forblødt, da kroppen endelig faldt ned. Dernede fik han greb om dunkellyse tegn ved træets rod, steg atter op – og faldt igen mod dybet.

Her stod hun så og rakte ham sit bæger. Han drak den dyrebare drik som gave fra en førhen fremmed åbning. Nu så han hende, hun så ham, og de blev sammenføjede. Sådan blev han frodig og forstandig; sådan blev han, den han er. Siden har han vandret mellem verdener.

Den slags begriber håneglade jætter ikke. De opfatter hans fremfærd som kvindagtig og sanser aldrig dybderne. Men det gør ingen forskel. Hans kraft forædles under angreb. Den flyder fra ham, når han gennembores.

Derfor kalder vi ham Åndens Herre og søger efter spor, der fører samme vej som hans.

________________________________________________________________

Du kan læse mere om Høstoffer her