Ulvens fodermester

John Bauer: Tyr och Fenrisulven, 1911

Ulven har det heller ikke godt – svarede den dristigste og modigste af alle Aser med et særdeles roligt sind, da Gudernes egen jætte forsøgte at fornedre ham ved mindet om den tabte hånd. 

Det hændte, som barnet i os husker, dengang han lagde sværdets arm i bæstets gab. Det vides med sikkerhed, at den var ét af Lokes stygge børn – fremavlet uden ære. Da Ulven kom til Asgård, var den ganske lille – ingen trussel for de ranke Guder. Måske den ligefrem var kær og blød; en hvalp med dyreungers lyst til leg? Men alle vækster vokser, og Fenris spirede som få. Hurtigt forstod man, hvad den var – og så begyndte varslerne at komme: Dette dyr skal volde Odins død.

Det vidste Asers overhoved – og kunne derfor ikke dræbe den. Spåkvinders dybe domme står ikke til at ændre; vølvens ord er vidnesbyrd om Norners væv. Derudfra har enhver sit vilkår: at tage vel imod det givne og trofast gøre sit, så alting går sin egen gang.

Altså indså Aserne, at tiden endnu ikke var til undergang – Fenris måtte bindes. Kun én var tapper nok. Vi véd, at det var Tyr. Først så han hvalpen vokse op; han fodrede den og kælede – måske endda – med dødens dyr. Da tøjringen blev strengt nødvendig, forsøgte man sig først med vanligt smedearbejde. Aserne overtalte ulven til at prøve sine kræfter: Den ene lænke brast, den anden lige så – først den tredje var af holdbar art. Det var et ganske særligt værk fra dværges dunkle verden. Måske det huskes? Så tynd som tråd og skabt af fænomener, der ikke burdes findes, men som de mesterlige småfolk faktisk fandt: kattepoters støj og kvinders skæg, åndedpust fra fisk og bjerges rødder – sammenføjede til varigt bånd.

Men dér blev ulven ængstelig. Den krævede en sikkerhed i kød; en arm i kæften under udprøvningen. Den tapre lagde armen ind – udfaldet er bekendt: Lænken holdt, og hånden blev et blodigt offer, et mistet lem til værn om fælles fremtid. Derved fortjente han sit navn. For uden ulvens fodermester var selve livet endt som bæstets bytte.

Fra Johan Egerkrans: Nordiske guder, 2018

_________

Tekststykket stammer fra bogen Høstoffer, som er skrevet i fællesskab med Jesper B. Korndal og udgivet på Gentlemens Jockey Club i 2019.