Corona tremenda et fascinosa

Thoth Tarot Adjustment - billed-illustration til artikel om Coronavirus

‘Mysterium tremendum et fascinosum’ – en i samme bevægelse rystende og dragende hemmelighed. Med den formel begrebsliggjorde religionsfænomenologen Rudolf Otto i 1917-hovedværket Das Heilige den dobbelttydige menneskelige erfaring af det helliges nærvær og voldsomhed i verden.

Hovedsagen er samtidigheden af de to modsatrettede grundfølelser, frygt og fascination, og dermed muligheden for oplevelsen af kontrastharmonien mellem dem: I vekselspændingen mellem øjensynligt uforenelige modsætninger kan sjælen blive forvandlet i mødet med det uudsigeligt tredje – kræfternes frie spil, Verdens egen vilje.

Indgangsporten er accepten af den omvæltende og ængstende erfaring af ikke at være herrer og fruer i egne huse – men derimod uafvendeligt i højere og dybere faktorers vold, hvis ‘hensigter’ hverken kan bemestres eller granskes af den menneskelige forstand.

Om disse faktorer kaldes guddommelige magter eller naturlige kræfter gør for det opvakte øje ingen nævneværdig forskel. Det væsentlige er, at grundlæggende og overgribende vilkår viser sig som virkelige og virksomme i nedbrydningen af bevidsthedens forsvarsværker – at det Hellige aktivt trodser egoets indbildning om urørlighed.

Hvis berøringen ikke fornægtes – hvis overgrebet omfavnes – muliggøres den indre proces, hvorved et menneske i den dobbelte erfaring af frygt og dragning kan forvandles fra et rastløst ydrestyret, ubevidst materiale til en vågen del af helheden – et aktivt selv, der hviler i sin forandring og ikke ængstes for sin afslutning.

Energien er konstant. Kun jeget kan dø. Når selvet véd det, er intet farligt. Det kræver fuld accept at nå dertil. Vilkåret skal vedstås. Intet må fornægtes. Skæbnen vil elskes.

Porten er snæver. Kodeordet lyder: Verden er altid retfærdig – også når den dræber. Hvor den sætning erfares og udtales oprigtigt, åbenbarer opløsning og oplysning sig som sider af samme, gode sag. 

Sindet tier. Sløret sænkes. Templet bliver tilgængeligt, og marionetten spræller ikke mere. For alt er, som det skal være.

Vores samfundsliv er indrettet på at skærme os mod denne indlevelse i helheden, for den frembringer en løsrivelse fra den fælles foretagsomhed, som virker urovækkende på dem, der ikke har egne erfaringer med det Helliges hårdhændede kærtegn – og derfor frygter dem. Altså kalder man det uretfærdigt og uforståeligt, når mennesker lider og dør. Man skærmer børn og barnlige sjæle mod den kendsgerning, at intet af det, vi kalder vores, vil forblive vores. Derved glemmer man, hvad levende væsener er, og hvor de er på vej hen.

Vi véd, at alting vender tilbage til kilden. Livsopgaven er at udøve viljen og indøve sig i døden. Det gør vi ved at hengive os til væksten, udleve ansvarets konkretion og ære Jorden i fuldbyrdet vedståelse af dens vilkår. Den bedste læremester er grænsefænomenet selv

Som det Helliges gesandt arbejder døden utrætteligt. I almindelighed sker det skjult for kollektivet og derfor uden velgørende virkning for andre end de direkte antrufne, som forstår at værdsætte belæringerne. Kun i særlige krisetider viser han sig som offentlig forkynder og ceremonimester ved indvielsen af de enkelte, der byder ham velkommen.

Vi befinder os lige nu ved begyndelsen til en af disse fælles krisetider, hvor det Hellige kan manifestere sig i sin dobbelthed af frygt og fascination, så vi kastes tilbage på os selv.

Frygtindgydende vil det i sagens natur for alvor blive, hvis – eller når – mennesker i vores nærhed begynder at lide og dø, både i direkte forlængelse af virussmitte og som afledte følger af et overbelastet sygehusvæsen, hvor ellers ordinære tilstande kan blive fatale.

Fascinerende er det, fordi disse rystelser er Virkelighedens egne og kan tjene til at minde os om dét, de fleste af os gerne glemmer: Verden er ikke vores. I den erkendelse dvæler opvågningens mulighed – opløsningens glæde. 

Målet er forvandlingens erfaring i modsætningernes forening: At gøre sit og give slip. Den, der véd dette, kan fortsætte frejdigt fremad: