Mandstugt

Und dies Geheimniss redete das Leben selber zu mir. „Siehe, sprach es, ich bin das, was sich immer selber überwinden muss“ – Also sprach Zarathustra

αυγὴ ξηρὴ ψυχὴ σοφωτάτη καὶ ἀρίστη / Et lysglimt er den tørre sjæl, visest og bedst Heraklit af Efesos

I vores landsby er der en sø. I årets kolde måneder bader jeg ofte i den. Jeg går altid roligt ud. Langsomheden er afgørende. Jeg véd, at hastværk ville forringe erfaringen. Når vandet dækker mit køn, står jeg lidt og mærker isningen i kødet. Jeg trækker stille vejret, forbinder mig med elementerne og kaster mig fremad. 

Omtrent sådan har jeg gjort i seks år, når lejligheden bød sig, og viljen var vågen. Jeg husker tydeligt begyndelsen. Ideen var ikke min egen, men blev det hurtigt. Det var en af den slags opfordringer, som hankønsvæsener altid har anvendt til at udprøve og ophøje hinanden: Kan du overvinde dig selv? For det kan jeg. 

Læs videre “Mandstugt”

Vismanden og Jægerinden

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

Én af mine helte hedder Heraklit. Han var, som nogle véd, og flere kan have godt af at vide, en ualmindeligt veloplyst vismand, der levede – sådan cirka – mellem år 535 og 475 før vores tidsregning i den græske koloni Efesos i Lilleasien, altså det nuværende Tyrkiet. De overleverede stumper af hans tænkning – de såkaldte fragmenter – er ét af de centerpunkter, jeg søger ind imod, når jeg skal mindes om hovedsagen. Jeg havde kendt til hans eksistens i mange år, før jeg for nu snart to år siden endelig fik anskaffet en oversættelse og brugt den halve time, det tager at læse fragmenterne – første gang. Sidenhen har jeg genlæst dem en 20-30 gange. Så gode er de.

Læs videre “Vismanden og Jægerinden”