Vilje til sundhed


Orandum est ut sit mens sana in corpore sano / Man bør bede om et sundt sind i en sund krop – Decimus Junius Juvenalis

Yes there are two paths you can go by, but in the long run there’s still time to change the road you’re on – Robert Plant

Denne tekst kan med fordel læses i forlængelse af den forkyndelse af indoeuropæisk askese, altså viljefast, selvbekræftende hærdning og forædling af krop og sind, som jeg har fremlagt i essayet Mandstugt. Hvor Mandstugt  foruden et selvfortællende anslag om vinterbadning i en midtjysk sø, gennemgående var alment anlagt og holdt i en upersonlig tone, vil jeg her gå anderledes til værks og beskæftige mig mere direkte med min egen udvikling; altså med træk fra mit eget biospirituelle arbejde, der her skal stå som vidnesbyrd om, hvad en lille mand kan udrette med et vågent sind, en velvoksen vilje og lyse Guders gunst. Håbet er, at ordene vil kunne bidrage til at vække og nære stræbsom lyst i den velvilligt vågne læsers bryst. 

Lad den rette træde ind:

Frigørelse

Vi begynder i det billedlige: Den selvsikkert nøgne, vingehjelmklædte, henkastet tyrebetvingende og stålvognsførende mand foroven stammer fra Tarot-kortenes symbolunivers. Kortet er en del af sættet Thoth Tarot, der blev skabt mellem 1938 og 1943 af kunstmaleren Frieda Harris og troldkarlen Aleister Crowley som et magisk redskab til individets opdagelse og manifestation af sin sande vilje i Verden. Dets titel er Prince of Disks, eller på dansk: Skivernes Prins.  I Crowleys og Harris’ Tarot udgør han et grundsymbol på dét, som med den klassiske elementlæres sprog i hovedværket The Book of Thoth kaldes “the airy part of earth”, hvormed der menes “the element of Earth become intelligible”; jordelementet, der er blevet erkendbart, hvilket sammenkædes med forstandig frembringelse af markens vækst “the planning involved in agriculture”. I den videre udfoldelse lyder det blandt andet sådan her:

The character denoted by this card is that of great energy brought to bear upon the most solid of practical matters. He is energetic and enduring, a capable manager, a steadfast and persevering worker. He is competent, ingenious, thoughtful, cautious, ‘trustworthy, imperturbable; he constantly seeks new uses for common things, and adapts his circumstances to his purposes in a slow, steady, well-thought out plan (s. 167). 

Med mine ord: Skivernes Prins er Thoth Tarottens grundbillede på Ånden, der begriber sin jordbund og opdyrker sin mark i veltilrettelagt udlevelse af egen vilje med sikker forventning om righoldig høst

Lidt længere henne i Crowleys tekst omtales Jordprinsens energi som “the slow, steady emancipation from repressive conditions” (s. 168), og dermed er vi ved dét, der her er hovedsagen: individets vedholdende viljeskamp for at frigøre sig fra fornedrende omstændigheder i magtfuld bemægtigelse af sin eksistens.

Åndens kodeord

Og nu til begivenhedernes gang: Den 15. marts deltog jeg i et Tarot-kursus på Sjælland. I løbet af vinteren havde jeg brugt en væsentlig del af min tid på at trænge ind i først den mere lettilgængelige Rider Waite Tarot (som jeg har skrevet en smule om i essayet Eneboeren i Verden, hvori der blandt så meget andet findes en basal skildring af Tarottens grundlogik), samt  dernæst Crowleys hyperkomplekse Gesamtkunstwerk. Hensigten med at deltage i kurset var at fordybe mit praktiske kendskab til arbejdet med kortene gennem mødet med en erfaren Tarotmester. Egentlig var kurset planlagt som et arrangement for flere deltagere, men alle andre end jeg endte med at aflyse grundet Corona-ængstelser. Altså blev det bare os to – med hvert sit sæt kort.  

Hvorfor fortæller jeg alt dette i et essay om opdyrkningen af kroppen? Det gør jeg, fordi kursusdagens endepunkt for mig blev det direkte, magiske anstød til den radikale selvtransformation, som jeg sidenhen gennemførte – den opvækkelse af vilje til sundhed, som jeg erfarede og udlevede.

Der skete dette: Som afslutning på samværet foreslog mesteren at trække kort for min videre vej – for virkeliggørelsen af min skæbne. Egentlig ville han have foreslået at tage fire kort, men kom ved en fejl, eller hvad vi nu skal kalde den slags hændelser, til at sige ét – ét kort for min videre vej, for virkeliggørelsen af min skæbne. Jeg udbrød uden tøven, at ét eneste kort for hele udfoldelsen af min videre tilværelse lød temmelig ængstende og dermed som en god idé. Han svarede, at han egentlig havde ment fire, men at det da lød fornuftigt at tage vel imod tilfældet og lade det være et enkelt kort. 

På min foranledning blev fremgangsmåden den, at han skulle løfte en del af sin blandede bunke, så et bundkort åbenbarede sig som mit grundkort. Jeg fortalte ham, at jeg havde anvendt den fremgangsmåde derhjemme, hvor jeg havde oplevet det som særdeles meningsfuldt at trække – ja, netop – Skivernes Prins, der for mig stod som en særdeles betydningsfuld skikkelse; en slags Tarottens svar på Nordens mandemagt for vækst og velstand, Grokrafts Herre Yngve Frej, som i begyndelsen af året havde meldt sig for mig som en velsignelsesrigt krævende og håndfast givende Gud

Tarotmesteren ventede tålmodigt på afslutningen af min monolog og fremsagde så sin utvungent selvsikre replik: Så er det nok ham, der er her – hvorefter han løftede midt på bunken, og bemeldte Herre kikkede på os.

Ja, det skete. Jeg måbede og spurgte ham, om han tog pis på mig; om han snød mig. Han svarede Nej, jeg så bare, at et af kortene stak lidt ud, og så tog jeg det. Dernæst det allervildeste: Prøv du nu! Jeg gjorde, som jeg fik besked på og løftede på min egen, blandede bunke. 

Ja, også dét skete: Skivernes Prins som bundkort – igen. Jeg lagde instinktivt hænderne sammen i taksigelsens opadrettede gestus. Vi kikkede på hinanden og forstod, hvad vi sammen havde erfaret: Universets velvillige selvmeddelelse til dem, der tør spørge. 

Om aftenen besøgte jeg en god ven og åndsfælle, som månederne forinden havde været en af de stærkest udvirkende menneskelige faktorer i min opdagelse af Frej. Jeg lagde Tarotkort for ham, og han lagde runer for mig. Udfaldene blev som forventede: træffende, gunstige, frejdige.

Morgenen efter, på vejen hjem i bilen, gnistrede motorvejen af tegn. Jeg var i en lykkeligt velkendt åndeblæst tilstand, hvor idéerne pibler frit frem, brikkerne passer sammen, og helheden blusser: Han var tilstede. Guden var magtfuldt nærværende i mit kød, og jeg var ikke i tvivl om, hvad han ville mig. Jeg havde hævet energien og kaldt på ham. Han havde svaret og tilkendt mig sin kraft. Nu var det min opgave at virkeliggøre varslet. For Åndens kodeord er handling.

Renselse

Efter den vestgående køreturs begejstrede telefonsamtaler og nærstudier af talmagiske korrespondancer på forankørende bilers nummerplader stod det mig ved hjemkomsten til Midtjylland klart, hvad jeg måtte gøre for at blive bragt videre i min fortælling: Jeg måtte målrette energien og udrense mit liv for undertrykkende omstændigheder. 

Allerede inden jeg tog afsted til Tarot-kurset var jeg gået stilfærdigt i gang med det asketiske arbejde, så beslutningen kom ikke ud af ingenting. Det gør de aldrig. Blandt andet havde den nævnte, Frej-bevidste ven og jeg sammen aftalt at holde alkoholfri marts måned som en selvdisciplinerende renselse til velkomst og hyldest af foråret – og dets Herre. 

Jeg har i løbet af mit ungdomsliv haft et, skal vi sige, noget vekselspændt forhold til alkohol, hvor jeg i nogle perioder har gjort stor brug af stimulansen og i andre afholdt mig helt fra den, oftest et par måneder og enkelte gange op til et halvt år – så jeg var ikke uvant med at fjerne danskernes hverdags-forgiftning fra diæten. 

Hurtigt indfandt der sig en beslutning om at forlænge denne afståelse fra alkohol til en længere periode. Jeg bestemte mig i første omgang ikke for nogen slutdato, men regnede dengang med en lille håndfuld måneder.

Det næste næste skulle være nikotinen. Den havde jeg allerede været afvænnet fra én gang, men efter udgivelsen af mit åbne afskedsbrev til den kristne kirke, Norden kalder, havde jeg åbenbart følt behov for at iføre mig nikotin-panseret og var røget i igen

Lidt af baggrundshistorien for mit liv med nikotinen lyder sådan her: Før jeg blev far i 2015, var jeg ivrig ryger. Da min hustru blev gravid, gik jeg over til snus og levede så fra mit 27. til 30. år som hårdkogt snus-junkie, der efterhånden vågnede stort set hver eneste morgen med insisterende nikotinhovedpine. Op til min 30-års-fødselsdag afbrød jeg fra den ene dag til den anden nikotinfodringen. Det skete efter mødet med en urtekyndig kvinde, der kækt spurgte mig, om jeg ikke snart skulle stoppe med at tage nervegift og foreslog at dæmpe abstinenserne med dertil egnede urtekoncentrater. Morgenen efter afstod jeg fra stimulansen og påbegyndte udrensningen. 

Det var en modbydelig erfaring. Nikotinafhængighed er en særdeles mærkbar tilstand, som kun tiden kan uddrive. Vejen går – for storforbrugerne blandt os – gennem kvalme, svimmelhed, feber, selvhad, knaldende hovedpine, almene kognitive svækkelser, natsort mismod og eksplosivt raseri mod alt og alle. Jeg sværger: Det føltes som om, jeg aldrig ville kunne skrive en tekst igen! 

Men ud kom det – og man kan jo så undre sig over, at jeg begyndte igen 10 måneder senere. Dum, som jeg var, troede jeg, at jeg kunne styre det. Det kunne jeg ikke. Mit væsen er ekstremt. Jeg egner mig ikke til moderation. Snart var afhængigheden tilbage. 

Da jeg kom hjem fra Sjælland, vidste jeg, at den nu skulle undertvinges – igen. Denne gang gik jeg, i pagt med Prinsen, anderledes systematisk til værks, end da jeg først forlod misbruget og de gange, jeg sidenhen havde forsøgt at komme ud af det efter at være røget på igen, nemlig gennem nedtrapning over en to ugers tid. Sådan gjorde jeg, fordi jeg denne gang læste mig ordentligt ind i emnet og forstod mere af, hvad der faktisk sker med en nikotin-tilvænnet krop, ikke mindst en hjerne, der fratages sin stimulans. Den indsigt gav mig en klar fornemmelse af, at gradvis afvænning ville være det enkleste og mest holdbare. 

Og sådan blev det. Til både min egen og min omverdens store overraskelse var det væsentligt lettere end førhen: Jeg tilgik kroppen som et praktisk anliggende og drev metodisk vognen fremad. Snart var jeg ren for nervegift. Umiddelbart derefter stoppede jeg med at drikke kaffe og begyndte at udfase raffineret sukker. Det ene tog det andet. Renselsen skred planmæssigt fremad.

To stier

Tillad mig her en omvej gennem labyrinten, før jeg vender tilbage til bearbejdningen af mit eget kød: I de hemmelige kunster hviskes der om to stier, som begge siges at kunne føre ned, op og ind til indvielse og fuldbyrdelse, men hvor den vandrende betjener sig af meget uens midler og dermed gennemrejser temmelig forskelligartede egne frem mod målet. Disse stier kaldes den våde og den tørre. Hvor den våde sti er kendetegnet ved anvendelse af bevidsthedsforandrende stimulanser og kødelige grænseerfaringer, er den tørre sti klassisk asketisk anlagt; altså koncentreret omkring centerpunktets krystallisering gennem viljefast afskærmning fra ydre påvirkninger og højnelse af energien gennem fastholdelse af indre spænding. Begge stier sigter mod virkeliggørelsen af det store Værk, frembringelsen af guldet i brystet, som så enten søges fremskyndet ved at tilføre kroppen kraftige udefrakommende stimuli eller ved at afsondre den fra den alment udbredte, menneskelige, alt for menneskelige sansestimulering og -bedøvelse. Altså, skarpt udtrykt: beruselse eller renhed.

Den almindelige opfattelse og erfaring er, at den våde sti er hurtigst, men af letfattelige årsager i længden mere usikker og dermed ofte mere ufrugtbar end den tørre: Ja, beruselse kan i sine mangeartede former, under de rette omstændigheder, virke stærkt beåndende, men vil i reglen ved overdreven, vanemæssig anvendelse i længden medføre en udtværing af det sjæleliv, der ønskedes hævet mod højderne. Det véd enhver. 

Modsat gælder det, at den tørre vej logisk nok er sikrere end den våde, men væsentligt langsommere, og at der kræves ganske ekstreme asketiske grænseerfaringer for at opnå den slags gennembrydninger af rationalismens fedtlag, som ganske let opnås med våde midler. Tre af de almindeligt anvendte og umiddelbart tilgængelige tørre kropspraksisser er faste, søvnberøvelse og introspektiv isolation.  De kan med fordel kombineres, for eksempel i form af det, der i Norden kaldes en udesidning og ganske enkelt går ud på, at man ved solnedgang sætter sig et egnet, afskærmet sted i naturen og så bliver opmærksomt siddende indtil solopgang uden nogen form for fodring, underholdning eller forbindelse med omverdenen. 

Fællespræget mellem de to stier er intensiteten, hvormed der leves, søges og stræbes. Nogle mener, at de to fremgangsmåder kan kombineres i givtig vekselvirkning. Andre sværger til den ene eller den anden.  

Den vise ænser ingen følgevirkninger

For begge stier gælder det, at man foruden de specifikke krops- og sjælspraksisser, der udleves i det skjulte, for at højne energien yderligere kan gennemføre den slags udadvendte viljesmagiske praksis, der i en vedisk-indisk sammenhæng kaldes Karma Yoga – anstrengelse i handling. Udtrykket sigter mod den søgendes gennemførelse af en konsekvent kompromisløshed i omgangen med både sin omverden og sig selv – et fokus på den rette handling i fuld ligegyldighed med dens materielle udkomme. I Bhagavad Gitaen, Indiens væsentligste helligskrift, udtrykkes det blandt andet sådan her: 

Den vise ænser ingen følgevirkninger,
hverken gunstige eller ugunstige.
Han besinder sig på handling alene. 
Yoga er dygtighed i handling

(Vers 2,50)

Dermed er nødvendigheden fastlagt: At rette sin fulde opmærksomhed mod indvielsens snævre port i vedholdende udvisning af udpræget foragt for alt det, som de mange kalder det gode liv og tankeløst betaler deres frihed og ære for at opnå. Hovedsagen er dette: På både den tørre og den våde sti betjener de stræbsomme sig af ekstreme midler og handlinger til opnåelse af undtagelseserfaringer og udfoldelsesmuligheder i Verden.

For mit eget vedkommende har Karma Yogaens hensynsløshed længe været indvielsesvejens hovedpraksis, hvorimod en konsekvent stillingtagen til de våde og tørre arbejdsformer først har sig trængt sig på i den senere tid. I løbet af min virketid har jeg gjort mig basale erfaringer med begge stier. Eksempelvis har jeg tit og ofte anvendt rusen og søvnløsheden, både hver for sig og i skønsom forening, til opnåelse af den slags åndeligt eksalterede tilstande, hvor stemmerne har fået uhindret mæle, og selv udtalt ordene, der skulle skrives

I løbet af de to år, der er gået siden min hjemkomst til hedenskabet, har jeg gjort mig mange tanker om de to stier og fået en tiltagende klar fornemmelse, at jeg, hvis jeg ønskede at fortsætte, fremskynde og forfine min indvielse og blive varigt hjemmevant i de grænselande, hvor helheden for alvor begynder at blinke, måtte vælge den ene eller den anden fremgangsmåde og således enten dykke helt ned i heksekunstens fugtiggrønne dyb eller stige ildrigt op på askesens vindblæste tinde.

Og dermed er vi tilbage på hovedsporet – hvor fortællingen kan fortsætte: Med uddrivelsen af nikotinen fra kroppen og afvænningen fra almindeligt hyggedansk alkoholindtag oplevede jeg en hidtil ukendt klarhed over de to stiers vilkår og muligheder for sådan én som mig. 

Viljen voksede i vished om sit væsen, og jeg fortsatte frejdigt fremad.

Sultens herre

Også det næste skridt gav sig selv, som det så passende udtrykkes i dagligsproget: To venner havde løbende snakket om deres erfaringer med faste, altså med fuld afståelse fra føde i en bestemt periode. Den ene havde gjort sig begyndende erfaringer med at udsætte dagens første måltid og derved i praksis fjerne ét af hovedmåltiderne. Den anden havde prøvet at faste op til to døgn og gjorde det af og til. I første omgang tænkte jeg, at det vel ikke kunne angå mig, der – troede jeg – allerede var slank og ikke havde noget behov for vægttab. I mere ærlige stunder vedstod jeg over for dem, at jeg var vant til at spise stort set hele tiden og rimeligvis kunne karakteriseres som Midtjyllands mest sultvrede mand (ja, det er sådan, man siger hangry på modersmålet). Altså: Faste var bestemt ikke noget, jeg forestillede mig at skulle prøve kræfter med. 

Men snart blev jeg alligevel nysgerrig. Den af vennerne, der havde erfaring med flerdages-faster begyndte at fortælle mig om både de helbredsmæssige og åndelige følgevirkninger ved praksissen, og jeg begyndte at forstå, at faste ikke kun er for de fede. 

Altså gik det, som det gik: En dag faldt brikkerne i hak, viljen samlede sig, og jeg gik metodisk i gang. Som det første fjernede jeg alle mellemmåltider. Det var virkelig ubehageligt. Sult er for den uindviede en frygtindgydende fjende, der kaster den enkelte nådesløst tilbage på sig selv – hvilket for trællesjæle er det modbydeligste, der kan ske, men  for de ædles æt er selve mulighedsbetingelsen for livets lykke: Krystallisering forudsætter modtryk. 

Sådan gik der et par dage. Som det næste begyndte jeg at udsætte dagens første måltid til klokken 10.00 og spise det næste og sidste kl. 18.00. Det var gruopvækkende – og frydefuldt. Jeg mærkede, at jeg nu for alvor var på vej, og at det asketiske arbejde er noget, jeg åbenbart har anlæg for. 

Snart skubbede jeg det første måltid længere frem på dagen. En ven spurgte mig på et familiebesøg i hans hjem, om det ikke var temmelig indgribende i det almindelige liv at afstå fra to af dagens måltider, for måltidsfællesskabet er jo en vigtig samling i hjemmet. Jeg forstod med det samme, at han havde ret og indførte det regimente, som jeg nu lever på: kl. 12.00 og aftensmad – så tidligt som muligt og tjenligt. 

Først derefter gik jeg i gang med de egentlige faster, hvor jeg i løbet af små tre måneders tid afprøvede: 38 timer, 48 timer, 72 timer og 96 timer – på vand, thé og mineralholdigt salt. Det kropslige udkomme var, bogstavelig talt, til at føle på: En fedtreduktion på 50% –  rundt regnet fra 14% til 7%, hvilket naturligvis skal ses i kombination med den fulde afståelse fra alkohol og sukker, der jo, også ved såkaldt moderat forbrug, er to af de væsentligste årsager til overskydende fedt på modernitetens kroppe. Det væsentligste, dagligt mærkbare udkomme af denne kombination af faste og udrensning var, og er, et særdeles stabilt blodsukker og dermed et permanent højt energiniveau gennem hele dagen og langt ud på aftenen.

Hertil kommer den anden side af sagen, som ret forstået netop er uadskillelig fra den kropslige anstrengelse, nemlig Åndens krafterfaring af sig selv som sultens herre – fryden i sejren, når man endelig sidder dér ved bordet og roligt sætter tænderne i føden! Jeg sværger ved min faders grav: Den viljessrus er magisk, og følgevirkningerne er bemærkelsesværdige. Fasten flækker sindet, så Ånden selv kan komme ind. Overskridelsen bærer sin hemmelige frugt. Askesen avler inspiration

Do ut des, jeg giver for at du skal give – sådan lyder det romerske grundudtryk for forholdet mellem mand og Gud. Det er træffende ord, både før som nu, for det er faktisk sådan, det er. Det er sådan, Verden arbejder og ånder.

Altså må den enkelte for at virkeliggøre sin skæbne som andet og mere end trælbundet kvæg foran kniven, rive sig løs fra søvnens lænker og handlekraftigt tilkæmpe sig Magternes opmærksomhed for derved at blive bragt i frugtbart håndfast svingning med dem. Når denne vekselvirkning for alvor går i gang, vil det ene af sig selv tage det andet: Vi ofrer, de giver; de giver, vi ofrer – og så fremdeles i en stadig fremadskriden, hvor egne offervillige handlingsudfald og velsignelsesrigt udefrakommende tilskikkelser følger efter hinanden i en spiralisk bevægelse, der fører frem mod målet: Helhed, helbred, heldig, hellig. 

Alting hænger sammen. Kosmos er levende. Anstrengelse adler.

Ståltemplet

I min tidlige ungdom foragtede jeg den slags mænd, der bruger tid på styrketræning. Deres kropslige ivrighed stod for mig som en dyrkelse af overfladen – et udtryk for åndløshed, dødsangst og underlødig intelligens. 

Sådan tænkte jeg, så vidt jeg nu kan se, af to forbundne årsager. Den første var, selvfølgelig, at jeg på menneskelig, alt for menneskelig manér forsøgte at indbilde mig selv, at min egen kropslige underlegenhed faktisk var et adelstegn. Den anden var, at jeg som intellekt-dyrkende barn af det skizofrene Vesterland anskuede og håndterede tilværelsen ud fra en forskruet adskillelse og hierarkisering af sjæl og krop, hvor en interesse for sidstnævnte nødvendigvis måtte indebære en fornedrelse af førstnævnte. Kort fortalt: Jeg forestillede mig en modsætning, hvor der, ret forstået og stræbsomt udlevet, ingen er – ja, hvor der, hvis livet skal lykkes, nødvendigvis må være tale om en uadskillelig enhed

Det véd ethvert menneske med ædle anlæg. For enhedsidealet er Livets eget. Vi finder det træffende udtrykt i de velkendte, indledningsvist citerede, romerske ord om mens sana in corpore sano, det sunde sind i den sunde krop, eller som man typisk fordansker det: den sunde sjæl i det sunde legeme. Ordenes sandhed er indlysende – for den, der er i føling med sig selv: Kropslig og sjælelig sundhed er ikke bare gensidigt bekræftende, men i længden også gensidigt betingende. Kropsligt forfald medfører sjælelig forrådnelse, og syge sjæle lader deres kroppe forfalde. Det er ikke gådefuldt: Omsorg avler trivsel. Vanrøgt avler mistrivsel. Sundhed og styrke er objektivt givne værdier og målestokke for alt det levende. 

Som anført: For mit eget vedkommende har det, ligesom for så mange andre, ikke været nogen enkel sag at få sans for denne enhedserfaring, og det har taget mig lang tid at komme ordentligt i gang med at virkeliggøre den.

Styrketræning begyndte jeg på som 29-årig og blev hurtigt begejstret for erfaringen. Siden da, altså i de forgangne tre års tid, har jeg haft skiftende held med at fastholde en frugtbar træningspraksis. I perioder har det været 3-4 gange om ugen, i andre er det gået helt i stå i flere måneder. 

Essensen af min oplevelse, som vist kan bekræftes af andre kroppe og sind derude, er, at det ene følger med det andet; at sundhed avler sundhed. I de perioder, hvor jeg har trænet meget, har jeg spist klogere været dygtigere til at afholde mig fra kropsligt fornedrende stimulanser (altså de folkekære ‘mestringsstrategier’ alkohol, koffein, nikotin, sukker), sovet bedre, været markant gladere og i det hele taget levet mere disciplineret og været mere arbejdsom og livskraftig. Altså, fuld plade på den slags, der får et liv til at lykkes og fylder det med glæde – og det samme gælder naturligvis den anden vej: Når sjælen er vågen, veltilpas og virkelysten, vækkes også driften mod kropslig anstrengelse og selvforbedring. 

Og dermed vender vi tilbage til fortællingens gang: Da træningscentrene åbnede igen efter Corona-nedlukningen, mærkede jeg, at det var noget andet denne gang. Jeg følte med blodets vished, at renselsen og fastepraksissen havde hærdet og forberedt mig, så jeg nu ville være i stand til at tilgå styrketræningen med større alvor og vedholdenhed end hidtil.

Det gik, som det skulle: I løbet af de forgangne to måneders kropsdyrkelse i ståltemplet siden genåbningen har fremskridtene været mærkbare, og jeg véd, at det kommer til at fortsætte samme vej – nemlig taktfast i retningen af en sundere, stærkere og væsentligt mere duelig mandekrop, end hvad jeg nogensinde havde troet, at en splejset brilleabe som jeg nogensinde kunne opnå. 

Hvor langt det kan og skal drives, véd jeg i sagens natur endnu ikke. Sikkert er det, at jeg fortsætter, både med styrketræningen og resten af det asketiske program, for frugterne er håndfaste, viljen er vågen, og Ånden synger: videre! 

– – – – – – – – – – –

I sjælealkymiens sære egne

Tre dages tid før min fars død besøgte min ældste storesøster og jeg ham på det hospice, hvor han lå og ventede på sin opløsning. Hun og jeg sad og snakkede. Han var fjern. Undervejs i samtalen talte vi om, hvad børn behøver i deres liv for at trives. Det vækkede noget i ham, som fik ham til at levere et af de sidste egentligt meningsfulde udsagn, som jeg hørte fra ham før hans død. Et enkelt ord: stabilitet, et barn har frem for alt brug for stabilitet.

Han havde ret, i hvert fald halvvejs: For at kunne lykkes behøver et menneskeliv ganske rigtigt en orden at udfoldes indenfor. Uordentlighed er, bredt forstået, en basal trussel imod livets opretholdelse og trivsel. Det er den ene side af sagen.

Den anden side af sagen handler om kraft. For ikke blot at leve, men at gøre noget så sjældent som at lykkes med sit liv, altså at modtage og udmejsle en skæbne i fremelskningen af dens væsenskerne, kræves der et viljesliv, som overstiger det sædvanlige – en udtalt drift mod radikalitet, en tvingende længsel efter at nå til sagens rod, velvidende at Selvets virkeliggørelse er en både vanskelig, farlig, smertelig og uhyrlig affære. Bagsidens væsener er sultne. Indvielsen kræver offerblod – igen og igen. 

Den slags er ikke for alle og enhver. De fleste mennesker er trælle og vil vedblive at være det. For de få, der faktisk er radikalt anlagte og længes efter at gå på indvielsens snævert bugtede stier, er det afgørende at udgrunde og opdyrke den rette forening af kraft og orden, af radikalitet og stabilitet. Hvis kraften er for svag, vil Værket ikke skride frugtbart fremad, for forædlingen kræver ild. Men hvis dagenes – og sindets – orden bryder sammen, så ilden spreder sig uhæmmet, vil udkommet ikke blive guld og lykke, men giftgas og aske. 

Altså må den ivrigt arbejdende både agte på, om kolben er ordentligt tilvirket, så den kan tåle varmen, og at der er skruet tilstrækkeligt dristigt op for blusset til, at indholdet drives fremad i sin forvandling. 

Sådan er det rette forhold mellem krop og sjæl for den, der færdes i sjælealkymiens sære egne og kender til fryden ved at udleve forgyldningen af sin egen nødvendighed – i lykkeligt gruopvækkende favntag med levende Guder og Gudinder.

Få er indbudte. Færre tåler dansen. Lysten driver værket. 

Besøg Jordens indre

Som det sidste vender vi os igen mod den magiske billedverden, hvori vi begyndte: I Crowleys og Harris’ Tarot har Skivernes Prins sin rette mage i – naturligvis – Skivernes Prinsesse, Princess of Disks. Hun ser sådan her ud: 

I afsnittet om hende i The Book of Thoth begynder Crowley sin beskrivelse af hende sådan her: 

The Princess of Disks, the last of the Court cards, represents the earthy part of Earth. She is consequently on the brink of transfiguration. She is strong and beautiful, with an expression of intense brooding, as if about to become aware of secret wonder (s. 169).

Hvor Skivernes Prins er “the airy part of earth”, er den bukkehorns-prydede prinsesse “the earthy part of earth”; hvor han kropsliggør Åndens erkendelse af jordelementet, er hun selve dette element i sin tungeste og derfor mest mulighedssvangre form. 

Hensigten med Crowleys magiske system er at bringe den, der helliger sig de energier, der dvæler og arbejder i kortene, hen til et punkt, hvor han eller hun, så at sige, når frem til Jordprinsessen – altså hvor stræbsomheden finder sit mætningspunkt i det grundelement, Jorden selv, der for den ivrigt åndeligt søgende i begyndelsen har virket som mindreværdigt og ligegyldigt i sammenligning med ilden, vandet og luften, men som så viser sig at være selve hovedsagen, der rummer alt det andet i sig. Altså, Crowleys Tarot er et redskab til opnåelse af en raffineret form for selverkendelse, hvormed den, der søger åndelig oplysning – hvis alt går vel  – kan blive bragt frem til, eller rettere ned til, en erfaring, som kan virke banal, når den omtales, men  når den udkrystalliseres i skønhed og styrke, viser sig som selve tilværelsens lykkeligt forunderlige hemmelighed, nemlig at alt er godt og rigtigt her og nu – og at intet kan gå galt for den, der er svanger med Livet selv

Anvisningen er enkel og kun forståelig gennem egen erfaring: Opfarten mod højderne kan først lykkes efter nedfarten til dybet. For at genforenes med Ildens ophav foroven, må den søgende bevidst bevæge sig gennem Jordens dyb forneden. Eller som det udtrykkes med Traditionens ord: 

Visita Interiora Terrae Rectificando Invenies Occultum Lapidem
Besøg Jordens indre, idet du gennem oprejsning finder den skjulte sten.

Den skjulte sten, et andet ord for guldet – skatten i dybet, som den enkelte selv må finde, rense og ophøje midt i alt snavset dernede og på vejen gennem mørket miste så meget af det, som de andre kalder lykken og livet, for at fortjene at modtage sin rejsevejledning opad mod den Verden, hvor alting gnistrer uden ophør. Altså, med Crowleys ord: “the birth of the highest and purest light in the deepest and darkest of the Elements.”

Blandt alle kvindefigurerne i Aleister Crowleys og Frieda Harris’ Tarot er Princess of Disks den eneste, der er – ja, netop – gravid. Der er overleveret et brev fra Harris til Crowley, hvori hun fortæller ham, at hun egentlig ikke ville have haft prinsessen til at være med barn, men at skikkelsen selv insisterede på at være det – og at hun som maler erkendte, at hun måtte bøje sig for det fremmanede væsens selvstændige vilje. 

Det forstår man godt, for Jordens svangre prinsesse er både skøn og stærk – og véd selv ganske udmærket hvorfor. Som Crowley så henkastet bemærker det: “She bears within her body the secret of the future”.

Dét er Jordens sunde sandhed, både åndeligt og kødeligt: Kun i kønsforeningens frie, friske frugt, det sejrrige barn, opfyldes tilværelsens lov og lyst.

Lad os hverken glemme det ene eller det andet, men flittigt fastholde modsætningernes sammenføjning i det dobbelte blik, hvorudfra den tredje tilstand anes – og Værket bliver virkeligt.

Som det første skal man ville det.
Til sidst opfylder dansen alting.




Kan du lide det, du har læst? Støt mit arbejde!

Via PayPal:


Eller MobilePay: