Tapperhed // Valour – 7 Stave

Velkommen til afsnit 15 af serien Årsrejse i Tarottens talkort. De foregående tekster kan findes under hovedsiden Tarot. 

. . . . . .

Gør hvad du vil skal være hele Loven

. . . . .

12. august – 22. august

Dette er det faste ildtegns endepunkt; her synker Løven nedad, fyrigt flammende som altid – med eller uden ynde. Kortets navn er Tapperhed // Valour. Dets formel lyder: Ild + Mars i Løven + 7. sfære.

Se selv:

Netzach – sansebedragets spejlsal, hvor retningsløst begær så ofte indbilder sig at kunne sejre mellem mennesker ved at begribe og befamle hende, som kun vil kendes på aldeles egne vilkår.

Hvor ofte har du mon været her?

. . .

Den største katastrofe

I de vågne fremmer gentagelse forståelsen:

These cards are attributed to Netzach. The position is doubly unbalanced; off the middle pillar, and very low down on the Tree. It is taking a very great risk to descend so far into illusion, and, above all, to do it by frantic struggle. Netzach pertains to Venus; Netzach pertains to Earth; and the greatest catastrophe that can befall Venus is to lose her Heavenly origin. The four Sevens are not capable of bringing any comfort; each one represents the degeneration of the element. Its utmost weakness is exposed in every case.

Fat det, før du visner: At stødes fra sin sande trone og vanhelliges som genstanden for småfolks fattige længsel efter besiddelse, er vitterligt den største katastrofe, der kan tilstøde ligevægtens Herskerinde. Dette er ikke hendes hjem. Vi finder hende aldrig – her.

Altså, lyt nu til manden, der har set det hele: De fire syvere er ikke i stand til at yde nogen lindring. Hver enkelt af dem afbilder elementets forfald.

Its utmost weakness is exposed in every case

*

*

Fædrelandskærlighed er, så at sige, ikke nok

Om de 7 Stave læser vi:

The Seven of Wands is called Valour. Energy feels itself at its last gasp; it struggles desperately, and may be overcome. This card brings out the defect inherent in the idea of Mars. Patriotism, so to speak, is not enough.

Tapperhed – benævnelsen peger på et åbenlyst flertydigt fænomen. Ved første øjekast, selvfølgelig, en dyd – at være tapper er vel godt? Men ak, så enkelt er det ikke, hverken i Tarotten eller vores Verden.

Vi holder os til teksten: Ilden gisper – og kæmper indædt, selv efter håbets udslukning.

Er det en dårlig ting? Lyt nu til Bæstet:

This card brings out the defect inherent in the idea of Mars

Som nævnt: Mars er hvælvingens voldsmand. I astrologiens sprog beskrives han som maleficus – ondartet, skadeforvoldende. Hvorfor? Fordi hans kraft er rå – flammerigt retningsløs og netop derfor altid både så uovertruffent virksom og frygtelig. Uden et dygtigt skærmet, formålstjenligt rum at blusse i, afbrænder han – glad og gerne – alt & alle.

Betyder det, at han skal undgås? Du kender svaret: Nej, sandelig ikke. Flammerne tjener Værket – metallets omsmeltning og substansens forædling. Naturen er ødsel.

Husk, nu og her, blot dette: Når denne martialske drift mod ild & blod opkaster sig til egenrådig Herre, forvrides og forvrænges selve den flammevåde lyst til liv, der kendes blandt de villige som helhedens puls.

Fædrelandskærlighed er, så at sige, ikke nok

Altså, så enkelt udtrykt, som det nu er muligt: Enhver slags ensidighed er livets fjende; kampviljens rendyrkelse af tapperheden som enligt adfærdsanvisende princip er ikke Vejen hjemad. For kampen er ikke alt, og alt er ikke kamp. Helheden kræver sit. Du rummer mangt og meget. Hør efter. Jorden kalder.

*

*

Du véd det godt

Længere inde i The Book of Thoth læser vi denne udfoldelse af de 7 Staves væsen & vilkår:

This card derives from Netzach (Victory) in the suit of Fire. But the Seven is a weak, earthy, feminine number as regards the Tree of Life, and represents a departure from the balance so low down on the Tree that this implies a loss of confidence.

Fortunately, the card is also attributed to Mars in Leo. Leo is still the Sun in his full strength, but the marks of decadence are already to be seen. It is as if the wavering fire summoned the brutal energy of Mars to its support. But this is not enough to counteract fully the degeneration of the initial energy, and the departure from equilibrium.

The army has been thrown into disorder; if victory is to be won, it will be by dint of individual valour – a “soldiers’ battle”.

The pictorial representation shows the fixed and balanced wands of the last card relegated to the background, diminished, and become commonplace.

In front is a large crude uneven club, the first weapon to hand; evidently unsatisfactory in ordered combat.

The flames are dispersed, and seem to attack in all directions without systematic purpose .

Fra toppen mod bunden – igen & igen: 7-erne kaldes ikke blot svage, men også earthy og feminine, hvilket jo unægteligt lyder som en nedrakning af disse to ellers så lovpriste fænomener – det jordiske og det kvindelige. Hvorfor udtrykke sig sådan?

Et bud: Med ordvalg af denne art forvirres og udfordres den læsende, så tåber forbliver tåber, og åbent søgende viljefast fortsætter videre ind i labyrinten, velvidende at Bæstets anstød altid sigter mod at fremme selve sagen – at opvække og hidkalde et menneskeligt viljesliv, der afviser at lade sig inddæmme i slavesjæles fattige hang til enten-eller.

Ligefremt udtrykt: Det ene sted affærdiger Crowley kvindelighed og jordiskhed som vildveje, der umuliggør sandhedens Værk i Verden; det andet sted ophøjer han netop disse to som de sande, dybe porte til forståelsens egentlige ophøjelse.

Hvorfor så selvmodsigende?

Du véd det godt: Modsætningen er livets egen – og gælder ikke blot det ene køn. Kun eventyrets frie undersøgelse af ude & inde vil røbe – og fuldbyrde – sammenhængen i det spaltede.

Men altså, nu er vi her: I Træets svageste punkt, hvor indbildningerne sædvanligvis sejrer, og folk, som de er flest, aldeles intet fatter.

*

*

Dette er ikke nok

Weiter geht’s:

Fortunately, the card is also attributed to Mars in Leo. Leo is still the Sun in his full strength, but the marks of decadence are already to be seen. It is as if the wavering fire summoned the brutal energy of Mars to its support. But this is not enough to counteract fully the degeneration of the initial energy, and the departure from equilibrium.

Javist, javist, Løven er Løven – og vil jo aldrig være andet: rig som solen, lysende, levende uden ophør. Men selv en Løve kan, åbenbart, blive fremmed fra sin egen sejr.

Det er, som om den flakkende ild har hidkaldt krigsgudens rovdyriske kraft som sin støtte

Måske kender du det? Måske véd du fra egne vilde veje, hvad det vil sige at se sig trængt mod muren og håbløst tappert udskrige sit kald til kamp?

Åh – tvetydigt, så tvetydigt: Er denne stålfaste hidkaldelse af kampens kraft et udslag af det ædle løvehjertes prisværdigt vedholdende heltemod, eller drejer det sig her om selve vrængbilledet af krigersindets – mandlige, alt for mandlige – ødelæggelse af sig selv gennem den krampagtige fastholdelse af rustningens strålende ideal dér, hvor det ikke længere har nogen mening?

I teksten åbnes begge perspektiver. For sådan er Verden faktisk. Hovedsagen er altid den enkelte:

The army has been thrown into disorder; if victory is to be won, it will be by dint of individual valour – a “soldiers’ battle”.

Så hvad er svaret? Kamp eller fred? Tapperhed eller tilbagetrækning? Opråb eller stilhed? Martialsk mod eller venusisk ynde?

At ære øjeblikket,
det er sagen.
Træd frem & forstå.
Es liegt in der
Schwebe.

*

*

Flammerne er spredte

Og endelig – billedet selv; betragt og læs::

The pictorial representation shows the fixed and balanced wands of the last card relegated to the background, diminished, and become commonplace.

In front is a large crude uneven club, the first weapon to hand; evidently unsatisfactory in ordered combat.

The flames are dispersed, and seem to attack in all directions without systematic purpose.

Ja, netop ligheden med de seks Stave er åbenbar. Det samme er forskellen: Hvor vi i det sejrrigt centrerede sekstal skuede ligedannelsens perfekte symmetri, ser erfarer vi her et groft, uensartet og givetvis også uholdbart våben indtage billedfladens forgrund, så mesterstavene degraderes til selvfølgelighedens dekorative ornamentik.

Derved belæres vi om viljens væsen: Når hjertets skønne fæstningsværk forlades, gribes der, selvfølgelig, efter selvforsvarets nærmeste middel; en simpel, bedragerisk strålende kølle, der tydeligvis ikke egner sig til ordnet kamp – og givetvis hurtigt når sit smeltepunkt.

End ikke ilden selv er, hvad den var: Flammerne er spredte og lader til at angribe i alle retninger uden systematisk formål.

Og bagtæppet: Vi ser, at den førhen klare farve nu mørknes og forplumres.

Hvad mere er der?

*

Det oprindelige ægteskab

Glem aldrig, hvem og hvad alt dette sigter mod – forædlingen af alting i henrykkelsens ædle opløsning af delenes afgrænsning fra hinandens helhed.

This is the creation of the world,
that the pain of division is as nothing,
and the joy of dissolution all.

Om Nøgle XI – Løvens indgang blandt den store Arkanas 22 passager – læser vi blandt andet disse ord:

This Trump is assigned to the sign of Leo in the Zodiac. It is the Kerub of Fire, and is ruled by the Sun. It is the most powerful of the twelve Zodiacal cards,’ and represents the most critical of all the operations of magick and of alchemy. It represents the act of the original marriage as it occurs in nature, as opposed to the more artificial form portrayed in Atu VI; there is in this card no attempt to direct the course of the operation.

Véd du mon nu, hvor dette fører hen? Du er et ridedyr. Hun viser & vælger vejen:

And the Angel sayeth: Blessed are the saints, that their blood is mingled in the cup, and can; never be separate any more. For Babylon the Beautiful, the Mother of abominations, hath sworn by her holy kteis, whereof every point is a pang, that she will not rest from her adulteries until the blood of everything that liveth is gathered therein, and the wine thereof laid up and matured and consecrated, and worthy to gladden the heart of my Father.

*

I den sumeriske præstinde Enheduanas helligt opflammede anråbning Dronning over verdens magter læser vi disse uopslideligt sandhedsdrukne sætninger til afgrundens rødblå Frue – som vi, der nu har lyst, her udtaler som vore egne:

Lad alle vide, at du er høj som Himlen.
Lad alle vide, at du er stor som Jorden.
Lad alle vide, at du smadrer alle oprør.
Lad alle vide, at du brøler ad fjenden.
Lad alle vide, at du knuser kranier.
Lad alle vide, at du æder lig som en løve.
Lad alle vide, at dine øjne er rædselsfulde.
Lad alle vide, at du løfter dit frygtelige blik.
Lad alle vide, at dine øjne funkler og lyner.
Lad alle vide, at du er stædig og urokkelig.
Lad alle vide, at du altid står sejrsstolt tilbage.

* * * * * * *

. . .

Kærlighed er Loven, kærlighed under vilje.

. . .

Næste afsnit handler om 8 Skiver og kan læses her.