Våbenhvile // Truce – 4 Sværd

Velkommen til afsnit 21 af serien Årsrejse i Tarottens talkort. De foregående tekster kan findes under hovedsiden Tarot

* * *

Gør hvad du vil skal være hele Loven

* * *

13. oktober – 22. oktober

Dette er Vægtens udgang – sindets tilstræbte bestræbelse på væbnet afvejning. Kortets navn er Truce // Våbenhvile. Dets formel lyder: Luft + Jupiter i Vægten + 4. sfære.

Afgrunden er nu atter over os:

Om Chesed véd vi fra skildringerne af de 4. Staves Fuldendelse og de 4 Bægres Luksus, at dette er den nådigt verdensskabende Faders stråleklare hjemsted – som det kan kendes og æres under Afgrunden:

These cards are attributed to Chesed. The connection between the number Four and the number Three is extremely complex. The important characteristic is that Four is “below the Abyss”; therefore, in practice, it means solidification, materialization. Things have be- come manifest. The essential point is that it expresses the Rule of Law.
. . .
The manifestation promised by Binah has now taken place. This number must be very solid, because it is the actual dominating influence on all the following cards. Chesed, Jupiter-Ammon, the Father, the first below the Abyss, is the highest idea which can be understood in an intellectual way, and that is why the Sephira is attributed to Jupiter, who is the Demiurge.

Det korte af det lange: Jupiters sfære er, når alt går vel, forståelsens aktualisering her i den begribelige Verden og dermed, som Mester Bæst bemærker, den højeste idé, der kan håndteres med det almindelige menneskelige intellekt – en lovformelighed at leve i og stræbe efter, under den store Velgørers milde blik og lyse latter.

I den førnævnte posthume rekonstruktion af Crowleys astrologiske grundværk The General Principles of Astrology (som desværre ikke er frit tilgængelig på nettet, men for den rette læser alle pengene værd) finder vi disse kyndigt sammenfattende ord om nattehimlens klareste himmelmagt:

Great is Jupiter, firm, four-square, unshakable in his mighty course. Behold him lord it over the sky at night, a blaze of gold and azure. Venus never moves far from the Sun; there is a twilight star. But Jupiter leaps upon the saddle of midnight like a warrior king on his black mare.

To one who loves Jupiter his grace is urgent, returning tenfold all adoration. Blessings flock about his feet, as dogs greet their master at his homecoming. Success rides laughing at his right hand, and on his left is Love. Before him Fame stalks forth with silver trumpet, and the invisible host of Power follow his footsteps.

And there is danger – the danger of plethora. Even Jupiter may sit too long at the banquet; the friend of Jupiter may occupy himself too much with things too earthy to be permanent. It is important for each of us to emphasize the noble and religious aspects of Jupiter. He is in a dangerous position between the leaden Saturn and the iron Mars. His true relations are Venus and the Sun and Mercury, and they are far off. He represents the utmost height of achievement merely human and thus may fall by success into desuetude, or by failure into heaviness of wrath.

Remember that though Jupiter is supreme there are spheres beyond. This is the summit of life, but in life is more than life, for beyond life is death, and beyond death new life – strange, mystical and glorious. When you have touched success, aspire to that which is above, and as to the blessings of the earthly life, let it be your pleasure to shower them on those that have need of them.

So shall you fulfil divine economy; so shall you attain the holy mountains whose snow-pearls glitter beyond the peaceful river of the fullness of life.

Både opmuntring og formaning står lysende klare – for den, der kan & vil forstå: Nyd frit og gerne Jordens gode glæder, velvidende at der er mere, meget mere, at indse og erfare hinsides dét, som bygmestre og småfolk kalder Verdens lyst & lykke.

* * *

I det kabbalistiske eventyr The Wake World modtager vi, fra den opvågnende heltindes mund, en smukt træffende udhævning af dette grundsyn:

I would have liked to stay in the Fourth House all my life, but I began to see it was just a little dream House too; and I couldn’t rest, because my own House was the very next one. But it’s too awful to tell you how to get there. You want the most fearful lot of courage, and there’s nobody to help you, nobody at all, and there’s no proper passage. But it’s frightfully exciting . . .

Den stærke mand

I forlængelse af de almene ord i The Book of Thoth om 4-erne læser vi denne kortfattede indkredsning af de 4 Sværds egenart – som den mentale konkretion af Cheseds grundpræg:

The Four of Swords is called Truce. This seems rather on the lines of “the strong man armed, keeping his house in peace”. The masculine nature of air makes it dominant. The card is almost a picture of the formation of the military clan system of society.

Ordvalget er enkelt og sagligt, hverken en lovsang eller indvending: En væbnet fred, befæstet og behersket af den stærke mand – hvis vilje hviler på krigerens kongeligt formgivende længsel efter at vogte og værne om sin stammes trivsel.

Så vidt, så godt.

Jupiter i Libra

I den mere indgående – og nærgående – beskrivelse af Våbenhvilens indebyrd længere inde i den gode billedbog læser vi denne afbalancering og tilrettevisning af det jovialt-kvadratiske princip:

The number Four, Chesed, is here manifested in the realm of the Intellect. Chesed refers to Jupiter who rules in Libra in this decanate. The sum of these symbols is therefore without opposition; hence the card proclaims the idea of authority in the intellectual world. It is the establishment of dogma, and law concerning it. It represents a refuge from mental chaos, chosen in an arbitrary manner. It argues for convention.

The hilts of the four Swords are at the corner of a St. Andrew’s cross. Their shape suggests fixation and rigidity. Their points are sheathed—in a rather large rose of forty-nine petals representing social harmony. Here, too, is compromise.

Minds too indolent or too cowardly to think out their own problems hail joyfully this policy of appeasement. As always, the Four is the term; as in this case there is no true justification for repose, its disturbance by the Five holds no promise of advance; its static shams go pell-mell into the melting-pot; the issue is mere mess, usually signalized by foetid stench. But it has to be done!

Som det første anføres det, at vi her møder Jupiter som dekanhersker. Dette er vigtigt, for hermed befinder vi os i den undtagelsessituation i Træet at træffe Guden i sit eget hjem. Denne sammenhæng mellem hersker og sfære gælder, i sagens natur, for hele indeværende nedfart gennem strukturen – og indledtes således allerede i forrige kapitel, hvor vi jo netop traf Sorgbringeren i sin egen sfære Binah.

Det væsentlige er, at denne overensstemmelse mellem himmelmagt og hus lader til at indebære en slags eskalering, en tydeliggørelse af sfærens grundpræg, således at vi i denne gennemrejse træffer hver enkelt planet i sin reneste, klareste manifestation.

Med andre ord: Her har vi, øjensynligt, særligt gunstig lejlighed til at opleve og forstå, hvem disse Magter er – og hvad de vil.

. . . The sum of these symbols are therefore without opposition . . .

En tilflugt fra mentalt kaos

Den enkle udpegning er således, at Olympens lyse Herre i eget hus – præget af viljestyrkens dynamik i luftens element – markerer the idea of authority in the intellectual world, konkret udmøntet i the establishment of dogma, and law.

Javist, alt dette lyder i en vis forstand ganske godt, eller i hvert fald jordisk uomgængeligt, men netop her fremtræder forskydningen i teksten, hvor nedbrydningen påbegyndes af det netop fremmanede heltebillede:

. . . It represents a refuge from mental chaos, chosen in an arbitrary manner . . .

En tilflugt fra mentalt kaos – en viljessvag, tilbagetrækning fra Verdens flertydigt vrimlende, strømmende, blussende, blæsende omskiftelighed til indbildningen om den uforanderligt enhedslige orden, hvorfra konger og krigere kan overskue, retlede og bemestre alt og alle.

Prisen for denne selvopblæste drøm om fyrstens urokkeligt faderlige figur er absolut uantagelig for den, som elsker og agter sin Verden og sin Vilje, som de er:

. . . It argues for convention . . .

Social harmoni

Som det næste udhæves og understreges symbolikken i selve kortets udseende:

The hilts of the four Swords are at the corner of a St. Andrew’s cross. Their shape suggests fixation and rigidity. Their points are sheathed—in a rather large rose of forty-nine petals representing social harmony. Here, too, is compromise.

Et Andreaskors – dermed henvises der til den type ligearmet kors, hvorpå Nazaræerens ivrige menneskefisker Andreas ifølge oldkirkelig overlevering modtog sin martyrdød som blodvidne om Store Fars nåderige tilgivelse af Jordens formastelige børn.

Væsentligt er det, at selve ordet ‘andreas’/ ‘ανδρέας’ på græsk bærer den direkte betydning ‘mandig’, hvilket i datidens sproglige praksis almindeligvis anvendtes som et standardudtryk for ‘modig’ – altså som en ækvivalering mellem egenskaberne ‘mandighed’ og ‘mod’.

Med egne ord: Dette er modets og offerviljens kors, hvis heroiske symbolik og historik hviler på slavers påstand om, at modig mandighed skulle bestå i at lade sig fæstne til en totalforklarende doktrin om altings sammenhæng, hvori den enkeltes lyst & vilje udtværes i tilflugten til den fælles Frelser, og handlekraften rettes mod kollektivets såkaldte trivsel, så den ‘selvopofrende’ i bytte for afgivelsen af sin værdighed som egenartet individ nu i stedet ‘belønnes’ med muligheden for at hylde sig selv som de manges kærligt renfærdige redningsmand – hvorved han, samtidig med at han graver sig dybere og dybere ned i sin egen fornedrelse, naturligvis, blot bidrager til fastholdelsen af disse mange i deres umyndighed.

. . . Their shape suggests fixation and rigidity . . .

Og videre:

Their points are sheathed—in a rather large rose of forty-nine petals representing social harmony. Here, too, is compromise.

Social harmoni, javist; og netop derfor også den menneskelige, alt for menneskelige tilbøjelighed til at gå på kompromis med selve sagen – virkeliggørelsen af det store Værk, som aldrig nogensinde kan være andet end den enkeltes dristigt eventyrlige omgang med sin egen kraft & skæbne.

Hat man mich verstanden; – Dionysos gegen den Gekreuzigten

Charles-Joseph Natoire:  Bacchus and Ariadne 

Dermed nærmer vi os vores afslutning – og gentager således tekstens sidste afsnit:

Minds too indolent or too cowardly to think out their own problems hail joyfully this policy of appeasement. As always, the Four is the term; as in this case there is no true justification for repose, its disturbance by the Five holds no promise of advance; its static shams go pell-mell into the melting-pot; the issue is mere mess, usually signalized by foetid stench. But it has to be done!

Åbningen er utvetydig: Kun træge og kujonske sind indlader sig på at hylde denne frembringelse af freden gennem fornedrelsen af friheden.

Policy of appeasement, udtrykket er givetvis bevidst valgt; teksten er skrevet, mens bomberne væltede ned over England – fordi man i fredsviljens navn havde ventet for længe med at bryde åget.

Samme sag gælder i Åndens i rige: Vækst forudsætter viljen at hævde og forsvare sig – i angreb

Altså: I disse 4 Sværd findes der ingen egentlig mulighed for hvile. Løftet om fælles, fredelig fremgang gennem afståelsen af egenart er blændværk. Sandheden er, at krigen raser: Sindet kan aldrig hvile eller vokse gennem troskabens antagelse af en alment omfattende doktrin. Livet er en fortælling. Alting flyder. Du er alene.

Vid dette: Ombrydningen af denne indbildt faste orden vil ikke umiddelbart føre til nogen forandring, men i først omgang blot vise sig i skuffelser og nederlag – altså, som anført, mere mest, usually signalized by foetid stench.

Dette er Verdens vilkår: Efter Chesed følger Geburah – efter den stråleglade Jupiter følger den blodigt røde Mars. Forskræmte sjæle græder over denne ombrydning af illusionen om en nådigt sikret Verden – og forestiller sig at kunne undgå trængslerne, hvis blot de holder stædigt fast i troen på en alment opnåelig faderligt befæstet sammenhæng.

At springe eller at stivne. Stilstandens pris er Åndens død. Chesed er ikke Chokmah. Våbenhvilen er ingen virkelig fred. Javist, faldet fra nådens lyse tinde er vitterligt ikke festligt. Omsmeltningen af indbildninger frigiver altid giftigt sorte gasser – derinde og derude.

But it has to be done !

*

Kærlighed er Loven, kærlighed under vilje

*

Næste afsnit handler om 5 Bægre og kan læses her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *